07 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Medier vil sætte alternativ dagsorden i Europa

Revolutionært samarbejde

Medier vil sætte alternativ dagsorden i Europa

Over grænser, mod kapitalen: Arbejderen og tre andre dagblade præsenterede i dag et internationalt, revolutionært mediesamarbejde på Rosa Luxemburg-konferencen i Berlin.

Freja Wedenborg fra Arbejderen præsenterede det internationale mediesamarbejde under åbningsdebatten på Rosa Luxemburg-konferencen.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Når kapitalen bliver stadigt mere international, må modstanden også blive det.

Det er grundtanken bag det internationale, revolutionære mediesamarbejde, som Arbejderen i dag præsenterede sammen med søsteraviserne junge Welt fra Tyskland, Morning Star fra Storbritanien og Zeitung vum Letzëbuerger Vollek fra Luxemborg på den 20. Internationale Rosa Luxemburg-konference.

Vores vision er at skabe et samarbejde, hvor progressive medier kan sætte en anden dagsorden i Europa.
Freja Wedenborg, Arbejderen

- Rundt om i Europa er vi mange medier, som deler målet om at styrke den fælles kamp mod krig og udbytning. Hvis vi vil udfordre den ensidige og reaktionære dagsorden, som præger mediebilledet i dag, må vi bruge vores fælles styrke. Vores vision er at skabe et samarbejde, hvor alternative, progressive medier kan sætte en anden dagsorden i Europa, sagde webredaktør på Arbejderen Freja Wedenborg da hun talte til en tætpakket hal i konferencecentret Uraniahaus i det centrale Berlin.

Mod krig og imperialisme

De fire aviser har det sidste år udviklet et stadig tættere samarbejde, som blandt andet har resulteret i et fælles indstik i anledning af 100-året for Første Verdenskrig, udveksling af en række artikler og fotos og redaktionelle erfaringer.

Det samarbejde bliver udviklet i det kommende år: På et møde fredag blev der lagt planer for fire fælles indstik i 2015 og for at invitere flere medier med i samarbejdet i efteråret.

Rosa Luxemburg-konferencerne, som kan fejre 20 års jubilæum i denne weekend, bliver arrangeret af junge Welt og er et samlingspunkt for hele den tyske venstrefløj.

Årets hovedtema om krig, imperialisme og NATO rammer netop ned i en af tidens mest ophedede debatter på den tyske venstrefløj, hvor venstrefløjspartiet Die Linke har opgivet en række principielle positioner mod krig.

Vil styrke solidariteten

Med 2000 solgte billetter kan årets konference melde komplet udsolgt; det viste sig også under åbningsdebatten, hvor flere tilhørere måtte følge med på storskærme, da dørene blev lukket til den fyldte hal.

- Når kapitalen bliver stadigt mere international, må modstanden også blive det. Mens Europa hærges af sociale nedskæringer, oprustning og krige i Mellemøsten og Ukraine, forsøger stærke kræfter at splitte os og flytte fokus fra problemernes virkelige årsager til ydre fjender, uanset om det er folk, vores regeringer fører krig imod, eller fattige og flygtninge i vores egne lande. Her har vi som revolutionære medier en afgørende rolle at spille i at afdække krigens og krisens sande årsager.

- Det vil styrke klassebevidsteheden og solidariteten, når vi kan vise, at det er de samme nedskæringer, den samme politik og den samme hovedfjende, som tyske, danske og britiske arbejdere protesterer imod. I dag kan man ikke kæmpe for vores sociale og demokratiske rettigheder uden at kæmpe internationalt, sagde Freja Wedenborg.

>> Læs hele Freja Wedenborgs tale her (engelsk)


Se uddrag af talen herunder

 

A Cooperation to Change the World from Arbejderen on Vimeo.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2015 - 21:15   24. okt. 2015 - 19:33

Medier

red@arbejderen.dk