14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politiet tiltaler pressefotograf

Sigtet for at passe sit job

Politiet tiltaler pressefotograf

Pressefotograf på Politiken, Martin Lehmann, er blevet sigtet af politiet, fordi han insisterede på at dokumentere, hvad der skete, mens flygtninge i september vandrede på motorvejen.

FOTO: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
1 af 1

Politiet i Syd- og Sønderjylland har rejst tiltale mod pressefotograf Martin Lehmann  i en principiel sag, der skal trække grænserne for pressens arbejde, skriver Politiken.

Årsagen er, at Martin Lehmann den 9. september sidste år nægtede at forlade den Sønderjyske Motorvej, hvor en gruppe flygtninge på omkring 300 børn og voksne vandrede nordpå.

Hvis pressefotografer ikke kan få lov til at dokumentere, hvad der foregår i Danmark på offentligt tilgængelige områder, så er det ytringsfriheden, der er i fare.
Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet

På et tidspunkt mente politiet, at samtlige pressefolk af hensyn til sikkerheden skulle væk fra vejen.

Mens andre journalister og fotografer gik ud i markerne bag rabatten, insisterede Martin Lehman, som sendte foto hjem til Politiken, på at blive. Han mente, at et buskads langs rabatten ville spærre for udsynet, og påberåbte sig pressens ret til at dokumentere, hvad der skete.

Det resulterede i, at fotografen blev anholdt og kørt væk. Både Politiken, andre medier og Journalistforbundet har protesteret over anholdelsen, som de mener strider mod pressefriheden.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard mener, at fotografen traf den rigtige beslutning ved at insistere på at passe sit job.

Fotochef på Politiken, Thomas Borberg, understreger over for Information, at der er tale om en principiel sag om muligheden for at dække centrale samfundsmæssige begivenheder.

Formand for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov, er bekymret over, at politiet agerer, som de gør.

– Hvis Martin Lehmann bliver dømt i byretten, så bliver dommen selvfølgelig anket på stedet. Hvis pressefotografer ikke kan få lov til at dokumentere, hvad der foregår i Danmark på offentligt tilgængelige områder, så er det ytringsfriheden, der er i fare, siger han til Information.

Ifølge Politiken kommer sagen for retten i Sønderborg 3. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2016 - 10:55   10. feb. 2016 - 11:19

Ytringsfrihed

bi@arbejderen.dk