24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Internationalt gennembrud for Patchanka

Undergrunden lever!

Internationalt gennembrud for Patchanka

Protestbandet Patchanka står overfor sit store internationale gennembrud. Bandet, der startede på Rød 1. Maj og i Ungdomshuset, har underskrevet kontrakt med det hollandske pladeselskab Suburban Records.

En tømrerblyant og et snedkerværksted på Bryggen - hvor skal man ellers skrive en international pladekontrakt under?
FOTO: Jonas Leegaard
1 af 1

Det går stærkt for det revolutionære undergrundsband Patchanka, som den danske venstrefløj kender fra Rød 1. Maj, talrige torsdagsdemoer og støttefester for blandt andet Arbejderen.

 Vi glæder os helt vildt til at vise verden vores nye musik!
Nicola Angel Guerra Roland, forsanger

Allerede inden bandets nye album, Normalize This!, er på gaden, har bandet ligget i forhandlinger med flere plade- og distributionsselskaber. Og nu har et af de største, Suburban Records, valgt at satse på Patchanka. Pladekontrakten skaber glæde i bandet.

- Når man som os har arbejdet otte år på at rykke en liga op, så er det med ekstra stor tilfredsstillelse, at vi sætter vores underskrift på en international pladekontrakt. Vi har hele tiden vidst, at den nye plade kunne rykke os et skridt op, men det er stadigvæk lidt surrealistisk, siger Alexander Nicolas Truelsen, trommeslager i Patchanka.

Det fem mand store band, der er kendt for deres hyperenergiske liveshows og særlige blanding af punkrock, ska, reggae og balkan, er ikke uvante på scener i ind- og udland.

Siden 2004 har bandet spillet 300 koncerter i ti forskellige lande i Europa. Og med pladekontrakten i hus og fire vigtige hollandske festivaler i kalenderen ser 2013 ud til at blive et spændende år for det københavnske undergrundsband, der for nyligt blev nomineret til en pris ved Underground Music Awards.

Patchanka er også kendt for tekster med kant, og et gennemgående tema på den kommende plade Normalize This! er fattigdom og kampen for social retfærdighed.

Det er rødder, som trommeslager Alexander Nicolas Truelsen lover at bandet ikke vil glemme, selvom det går hurtigt fremad.

- Vi vil altid være Patchanka og Patchanka vil altid have modet til at udfordre de herskende normer i samfundet. Samarbejdet med Suburban er på vores præmisser, og det har været vigtigt for os netop at signe med et uafhængigt selskab, siger han.

Suburban Records er med navne som Public Enemy, Joss Stone, Danko Jones, Brian Jonestown Massacre, The Gaslight Anthem og danske Kandy Kolored Tangerine i stalden et af Europas førende uafhængige pladeselskaber.

Udover selve pladekontrakten, der blandt andet sikrer Patchanka promovering og fysisk distribution i Benelux-landende, vil det nye album desuden blive distribueret digitalt i det meste af verden. Suburban Records er kendt som et af Hollands førende, uafhængige rock-pladeselskaber.

– Vi kan ikke vente med at komme i gang med arbejdet sammen med det lokale bookingbureau Boombax. Endnu en gang har et skandinavisk band gjort det i Holland. Det vi elsker ved Patchanka er energien, der får adrenalinen til at nå et maximum. Vi er alle sammen meget positive omkring udgivelsen, og bandet vil helt sikkert skabe noget i Holland, siger Suburbans direktør, Ronald Draijer.

Pladekontrakten falder samtidig med, at fire vigtige festivaler i netop Holland er blevet bekræftet – der i blandt den kendte hollandske festival Paaspop, hvor også navne som Skunk Anansie, Black Rebel Motorcycle Club, Beth Hart, The Gaslight Anthem og Kvelertak er på plakaten. Derudover har Where The Wild Things Are Festival, Festival Mundial og Fries Straat Festival lagt billet ind på Patchanka.

– Vi glæder os helt vildt til at vise verden vores nye musik, vi har jo efterhånden opbygget en mindre fanskare i Holland. Nu venter Belgien, Luxembourg og selvfølgelig Danmark lyder det fra Nicola Angel Guerra Roland, forsanger og guitarist i Patchanka.

Normalize This! er produceret i samarbejde med Henrik Marstal, Jonas Nakel, Jens ”Benz” (ex-Powersolo) og Theis Frandsen (Lucy Love).

Pladen udkommer primo marts, men du kan allerede nu få et sneak peak på tittelsangen Normalize This her:

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2013 - 14:14   20. feb. 2013 - 16:52

Musik

fe@arbejderen.dk
Patchanka
  • Københavnsk undergrundsband, der blander punk, ska, reggae, balkan og dub.
  • Udgav sit første fuldlængde album, Set Things in Motion i 2006. Titelnummeret blev ugens uundgåelige i P3’s De Sorte Spejdere og kan  stadigvæk høres til demonstrationer og gadefester i hele Europa.
  • Samlede i 2007 op mod titusind til spontan torsdagsdemo for Ungdomshuset med Manu Chao på Blågårds Plads i København.
  • Har de sidste år spillet 300 koncerter i Danmark og Europa, blandt andet på Rød 1. Maj i Fælledparken og til Arbejderens 30 års jubilæum i Nørrebrohallen.
  • Sender til marts sit andet fuldlængde album, Normalize This!, på gaden.

Læs mere på Patchankas Facebookside her >>