Der er tanket meget dieselolie og pumpet tonsvis af CO2 op i atmosfæren, siden musikmennesket Poul Krebs for første gang forførte det danske hunkøn med "Sådan Nogen Som Os". Det var dengang i 1995, hvor hans "Små Sensationer" gjorde os alle sammen til en slags fælles kærester.

Denne poprockens arbejdsmand fra Aarhus Nord kan det der med at fortælle en historie. Det gør han med blæsersektion og pågående beats på sit 24. album "Asfalt", der udkom 24. februar. Typisk for Poul Krebs drog han to dage senere ud på sin hidtil største solotur, der frem til udgangen af marts kysser asfalt til og fra 21 koncerter.

Med på "Asfalt" har Poul Krebs svenske Lisa Nilsson, norske Henning Kvitnes og sin danske kammerat Michael Falch. Førstnævnte synger sig ind iMin absolutte ørehænger er "Vi tog heldigvis fejl" som på dansk/svensk "hylder det, når folk får kæmpet en ekstra gang med hinanden og med sig selv om at holde sammen", som han skriver i pressemeddelelsen:

Når vi lidt for tit har været lidt for træt/ på at gå fra hinanden og gå hver til sit/ så tog vi fejl - og heldigvis fejl/ Det tog lidt tid at lære, at sige det som det er.

Det er ud over stepperne på "Lugten af Asfalt", der er blus på blæserne i den free-wheeling ballade "Huset ved Havet", vi sejler dødtrætte med hjem fra Oslo en søndag aften på en færge fra "Stena Line" sammen med tour-kammeraten Henning Kvitnes, for Poul Krebs er populær hos de viseglade nordmænd.

De magiske øjeblikke fanges i studiet under musikholdets kollektive proces med at indkapsle det særlige Krebske univers, som i "En mandag så blå" med Lisa Nilsson som kor. Denne dejlige musikalske hyldest til livet og hverdagen slutter af med "Hvis verden en dag fik brug for al sit gøgl" sammen med vennen Michael Falch:

Hvis verden fik brug for dem der leger/ dem der tryller, dem der græder/ Hvis verden fik brug for dem der leger, dem der tryller/ - dem der lader som om der er brug for dem.

Hvis det er Poul Krebs musikalske testamente, må han for mig gerne blive i illusionen lidt endnu.