Nøgleharpe, drejelire, bodhran-tromme – instrumenter med oprindelse i det 13.-14. århundrede. Mødes med synthezizer , sequencer og keyboards. Og så lige nutiden: el-guitar, gulvbas, trommer og percussion.

En fantastisk, farverig lydcollage med elektronikken som bagtæppe for en perlerække af middelalder-ballader.

Fra Middelalderens Danmark og Norden udspringer også sangene, Jeg gik mig ud en sommerdag, Bonden og Elverpigen, Ravnen m.fl., som er den folkemusiske basis for Sorten Muld, der gik på scenen i Amager Bio i fredags.

Selve navnet henfører på én og samme tid til traditionen og den frugtbare jord. Og både givtig og nyskabende er den musik, de otte direkte agerende præsterer: Et unikt univers, hvor elektronik og musik både mod- og samstemmes.

Sorten Muld spillede rundt i landet i 90'erne, lurede så i overfladen nogle år, og dukkede op igen i 2011. 

Tønder og Roskilde har lagt scener til Sorten Muld. Spillefrekvensen er ikke den samme som før. Så meget mere eksklusivt og befriende er det at møde bandet på en mini-efterårsturné, der inkluderede København.

Et unikt univers

Svært at beskrive, men: En fantastisk, farverig lydcollage med elektronikken som bagtæppe for en perlerække af middelalder-ballader om tro, håb og kærlighed, had og længsel, hvor musikerne gør det det mytiske patchwork til en smuk helhed.

Og de er satme´ dygtige: I forgrunden Ulla Bendixen, hvis stemme først og fremmest er et klokkeklart instrument. Martin Seeberg på sækkepibe, fløjter, violin og drejelire. Ottosen på tangenter, harmonika og svensk nøgleharpe. Søren Bendixen på syngende el-guitar, Niels Kilele på percussion, banjo og kor. Multi-instrumentalister er flere af dem også. Solid bas af Johannes Hejl og trommer ved Tommy Nissen.

Hvordan det går til, er i sig selv en gåde, men uden besvær transformeres sfæren af folkemystik til først en aura af orientalsk spiritisme – og videre  til en elektronisk space odyssee, hvor synthezizer og keyboard  mod- og samspiller, så Jean Michel Jarre får kam til sit hår.

Nordisk grundtone

Duet også på fløjte og harmonika, trommer og percussion. Soli på sang og banjo. Fabelagtigt. Man kunne måske ønske sig, at det elektroniske bagtæppe ind i mellem holdt sig tilbage, og gav de snurrige instrumenter og instrumentalister større spillerum. Ulla Bendixens skønsang måtte gerne få lidt mindre diskant og elektronisk efterklang – og backing af dybere korsang.

Man skal være centralt i salen, for kommer man ud i yderkanten, er der et lille lydmæssigt delay mellem elektronikken og musikken. Det er en hårfin balance, der arbejdes med i denne vellykkede hybrid mellem futurisme og middelalder. Stor cadeau også til teknikere og lysmand.

 I et land med megen ligegyldig pop og Mylle er dette unikt, fantasifuldt, eksperimenterende. Sorten Muld står for en nordisk grundtone, som samtidig er universel og burde følges af et brusende menneskehav.