Jesper Jensen, den allerførste sang på pladen Europasange hed ”Sang om hvordan det gik til”. Men der var kun én linie i sangen om det daværende Fællesmarked eller Romtraktaten. Ellers handlede den om afslutningen af Anden Verdenskrig, om NATO og om Verdensbanken. Alt sådan noget, som fællesmarkedstilhængerne sagde ikke havde noget som helst med sagen at gøre…

- Ja, men det, der står i sangen, det står jeg ved. Der er opregnet en række af de kræfter, som pressede Europa i den retning – altså kapitalkræfter og politiske kræfter. Det er en kortfattet historisk beskrivelse af et forløb, som med stor lovmæssighed førte frem til det resultat, der kom. Og hvor altså… hvad skal jeg sige, befolkningen blev overmandet. For det er jo ikke nogen lov, at det skal gå sådan. Men det gjorde det.. det gik sådan.

Men dit omkvæd lyder: ”End er der sang i skoven – højt bølger det røde flag”…

- Ja, når man beskriver historien, som jeg gør i den sang – så skal man passe på, at man ikke gør den skæbnebestemt. Vi er selv historie – den menneskelige faktor i historien.

- Og så er det jo et citat fra vores danske sangskat, fra ”jeg elsker de grønne lunde”. Fortsættelsen: ”end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag” har jeg altså ikke taget med. Jeg syntes, det var nok med sangen i skoven – og så det røde flag… Vi skal ikke vente på højere magter!

Er der stadig sang i skoven, og bølger det røde flag?

- Jeg vil sige, der stadig er sang i skoven – det røde flag blafrer sådan lidt i en dæmpet brise, lige for tiden i al fald. Der var mere knald på dengang. Men det går jo også op og ned.

Nogen påstår jo, at det er fordi der er sat punktum for den fallit, som socialismen og modstand mod projekter som EU har udgjort. Punktum for den del af historien...?

- Altså, er der noget, der er en fallit – så er det da de reformer, som de laver nu – efter murens fald… Det går ad helvede til de steder, som nu er blevet ”frelst” for kommunismen… At den også var gal med den kommunisme er en anden historie – men kom ikke og sig, at det går godt…

- Afmagten er stor. De politiske beslutninger bliver ikke truffet i Danmark mere. Det kan folk se. Og det gør jo selvfølgelig, at man bliver lidt afmægtig. Man læner sig tilbage og siger: Hvad faen skal jeg gøre? Det hjælper jo ikke en skid alligevel…

- Men vi skal huske – det er derfor, jeg siger, at der er stadigvæk sang i skoven - der er alligevel en vældig modstand. Halvdelen af Danmarks befolkning er stadigvæk imod. Mere end halvdelen af Norges. Der er mange imod i hele Europa – fordi de mærker presset. Og det vokser.

Så du tror ikke, at ”historien er slut”?

- Nej, det tror jeg ikke, den er!

Hvordan det går videre

I en anden af dine sange spurgte du, hvorfor tilhængerne snakkede om Europa, når det handlede om Vesteuropa. Men nu siger tilhængerne – også tidligere modstandere i Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF – at nu er der faktisk stort set tale om Europa. Og at folkene i Østeuropa og på Balkan skal med i klubben for at sikre dem velfærd, frihed og demokrati – og fred…

- Ja, det er jo smukke ord. Men praksis viser altså noget andet. At det man vil sikre er et marked – og billig arbejdskraft. At flytte arbejdspladserne fra Vesteuropa med de høje lønninger til Østeuropa med de lave lønninger.

- Og jeg har svært ved at godtage deres snak om fred. Så må de fortælle lidt mere om, hvad det er for en fred, vi snakker om. Foreløbig har vi haft krig i Europa i flere år. Og det har ikke været uden sammenhæng med, hvad for eksempel Tyskland gjorde…

Er det, du siger, at hvis man ikke får krig, så er det fordi man giver kapitalen, hvad den peger på?

- Ja.

Hvis folkene nu trodser dem og tirrer dem, yder magthaverne virkelig modstand og modarbejder deres Union – kunne så også finde på at føre krig indadtil?

- Altså, det skete jo i Tyskland dengang… i 30’erne. Det skete ikke i USA, hvor der også var problemer og krise og arbejdsløshed. Man kan altid frygte det, det er klart.

- Men… ja, det kan godt være, at jeg er lidt naiv og blødsøden… Jeg har svært – men det havde de jo også dengang - svært ved at forestille mig en fascistisk magtovertagelse eller noget lignende…

På grund af folkenes erfaringer, eller fordi magthaverne også er skræmte ved, hvad der dengang skete?

- Jeg tror ikke så meget, at magthaverne tænker tilbage. Jeg tror, at magthaverne tænker mere frem – og på deres egen fremtid. Jeg tror ikke, at dé lærer noget af historien. Jeg ved ikke, om vi andre kan. Men der var jo til det sidste i Tyskland kunstnere, som sagde: Hitler… Han holder kun et år. Og da krigen brød ud, så sagde de: Den her krig, den er færdig om nogle måneder.

- Jeg tror ikke, man kan forudsige noget præcist om det. Foreløbig er modstanden minimal sammenlignet med overgrebene. Arbejderklassen og befolkningerne finder sig jo i næsten hvad som helst endnu. Men når presset bliver hårdt nok, kommer der et modpres.

Og hvad så…

Hvad synes du, de foreløbige modtræk skal være?

- Det har jeg ikke noget udtømmende svar på. Jeg synes, at de kræfter, der er imod Unionen og dens udvikling, skal fortælle folk, hvad der foregår. Holde diskussionen og kritikken levende. Og så er der nogen, der vil prøve at gøre det indefra. Og der er nogen, der vil have os helt ud. Og jeg synes sådan set, at begge dele er udmærket, selv om jeg altid selv har støttet Folkebevægelsen.

- Men jeg kan og skal ikke fortælle folk, ”hvad der er det rigtige”.

- Jeg er kritiker, forfatter, skribent. Jeg forholder mig til det, der foregår – og siger fra, når jeg synes, der skal siges fra.

Da I udgav Europasange i 1972, udtrykte du din modstand meget kort ved at sige: En tilslutning til EEC eller EF er at styrke de kræfter, der kæmper imod os, og svække os selv. I omkvædet til et hårdtslående rock-nummer på pladen, ”Sang om grænser”, lød det: ”De der får det bedre – er dem der har det godt. De der vinder noget - er dem der altid vandt”.

Står du også ved det i dag. At det stadigvæk er det, EU går ud på?

- Ja, det er da det, det går ud på. Det kan vi jo se. Men jeg tror på mennesket og menneskets modstandskraft. Det er jeg nødt til. Hvad er alternativet?

- Men erfaringerne støtter også den tro. Jeg mener, at NEJ’et den 2. juni 1992 var et historisk vendepunkt i Danmark og Europa – uanset omafstemningen om det samme året efter. Det viste trods alt både magthaverne og befolkningerne, at så nemt går det altså heller ikke at narre folk og få dem til at makke ret.

I sluttede heller ikke jeres Europasange i undergangsstemning… Faktisk sluttede I pladen med en optimistisk morgensang…

- Ja, det var også meningen. Vi skal ikke tage modet fra folk. Men vi må gerne vise, hvor svært det er. Og så er der den gamle vending, som sangen bygger på: At vi får ikke noget foræret. Vi må tage det selv. Og vi skal passe på, at vi i mylderet af manipulationer ikke glemmer de grundlæggende værdier, som vi er nødt til at bygge vores tilværelse på sammen med andre: Glæde, venner og frihed – for eksempel.

På bagsiden af pladehylsteret står der også tre sætninger om grundlæggende værdier. Står du også bag dem?

- Ja, i al fald på et meget overordnet plan, men jeg har ikke selv skrevet dem. Jeg fandt dem i en venstreorienteret brochure i Vestberlin og syntes, det var sådan nogle glimrende ord. Men vi fik et frygteligt vrøvl med nogen af venstregrupperingerne herhjemme, fordi det var trotskistisk eller med for lidt klassekamp, eller hvad det var for noget. Men jeg syntes, de var smukke.

- De lød: Der er kun en nation – det er mensker. Der er kun et fædreland – det er jorden. Der er kun en religion – det er kærlighed.

Et andet Europa…

Der er også et par af sangene, der viser, at I ikke syntes, man bare kunne forskanse sig i en dansk virkelighed…

- Ja, Europavalsen for eksempel er jo drømmen om et helt andet Europa. Den synes jeg selv er smuk vellykket… både tekst og musik. Og jeg ved, at den stadigvæk bliver sunget. Og stadigvæk er der folk, der lytter til den. Det er drømmen om det åbne Europa…

- I virkeligheden har vi jo haft det! I forrige århundrede kunne i hvert fald hele den intellektuelle og kunstneriske danske elite jo to, tre sprog. De rejste og uddannede sig i Europa og boede ubesværet i Berlin og Italien og Frankrig… Håndværkerne gik på valsen… Der var et åbent Europa – for nogen.

- Vores modstand mod Unionen er jo ikke en modstand mod Europa, et åbent Europa… Det er ikke en modstand mod at være europæer – i det omfang vi kan finde ud af at være det. Tværtimod. Vi vil hellere have et åbent Europa. Vi vil gerne have det. Men ikke på kapitalens betingelser!

- Og så er et åbent Europa jo et Europa, hvor landenes og folkenes forskelligheder kan berige hinanden. I øjeblikket sker der en ensretning, som jeg synes er forfærdelig! Både økonomisk, politisk, socialt og kulturelt… Alle skal skære ned socialt i ØMU’ens navn! Alt skal gøres til varer – og statsstøtte til alt fra skibsværfter til kultur skal bekæmpes som konkurrenceforvridning!

- Jeg synes, et land og folk har ret til at beskytte både sin samfundsøkonomi og kultur mod at blive rendt over ende. Men det forhindrer man mere og mere.

To af sangene handlede om to vigtige paragraffer lige fra starten af Fællesmarkedet: Kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Det blev da præsenteret som store fremskridt på europæernes vej… Er det ikke åbenhed?

- Jo, men for hvem? Set fra kapitalens side er det selvfølgelig en fordel at kunne bevæge sig over grænserne og flytte derhen, hvor profitten er størst, og skatten og lønnen er lavest. Og det er også en fordel for kapitalen at kunne rokere rundt med arbejdskraften og gøre strejker virkningsløse.

- Kapitalens frie bevægelighed flytter arbejdspladser. Og arbejdskraftens frie bevægelighed kræver, at folk må rejse rundt efter jobbene – i stedet for at de er der, hvor folk bor. Altså, man forhindrer det enkelte land eller folk i at beskytte sin egen arbejdskraft.

- Jeg tror ikke, at nationalstaternes tid er forbi. Men jeg tror, at vi må se i øjnene, at internationaliseringen skrider frem, om jeg så må sige…

Og det betyder, at vi også må internationalisere os og vores kamp?

- Ja, det er nok nødvendigt. Det mener jeg. Og det har man jo sagt i hundrede år… og vi gør det ikke nok endnu. Vi konkurrerer… de sætter jo landenes arbejderklassser op mod hinanden… Altså, jeg vil ikke have et Lilleput-Danmark, hvor vi går rundt i folkedragter alle sammen…

- Det er jo slet ikke det, det handler om. Og det handler heller ikke om at beskytte sit territorium med høje toldmure. Og det handler ikke om at udelukke flygtninge fra at komme ind i vores land. Det er slet ikke det, det handler om. Men jeg synes, der er vigtige og spændende forskelle mellem de europæiske nationer, som jeg vil være bange for at udviske. Og det tror jeg bestemt ikke, de bliver i et åbent og rødt Europa. Det kan jeg slet ikke se nogen grund til, at de skulle – og selvbestemmelsen heller ikke…

NEJ til afmagt…

Apropos selvbestemmelsen og det næste valg til Europaparlamentet. I havde en ”Sang om afstand” dengang i 1972, afstanden til Bruxelles og beslutningstagerne der. Men nu snakker unionspolitikerne om noget, de kalder nærhedsprincippet eller subsidiaritet, ikke?

- Ja, det er et af de der typiske ord, som kommer ind i propagandaen. Subsidiaritet – det betyder neddelegering. Og det vil sige, at det er oppefra og ned. Det er et ord, der er hentet fra den katolske kirke – og har intet som helst med nærhed at gøre på den måde. Det er ren svindel.

- Og jeg tror ikke på, at det hjælper på vores selvbestemmelse at give Europaparlamentet, hvor danskerne har 16 pladser ud af mere end 500, mere magt – mens Folketinget og kommunalbestyrelserne i Danmark får mindre og mindre.

En anden meget central sang er jo ”Sang om folkeafstemning”. Vil du sige lidt om den til slut?

- Jeg tager udgangspunkt i den usikkerhed, som jeg tror, at mange folk har – og som jeg selv også undertiden føler, når jeg står i boksen… og skal sætte krydset. Jeg ved, at der er folk, der første bestemmer sig i sidste øjeblik. Fordi de ikke kan overskue det – fordi vi ikke kan overskue det. Og den sang er så ment som et lille puf, når man står der inde i boksen…

- Jeg prøver at fortælle, hvad et nej er et nej til – nemlig til ”den voksende magt – der tjener de få i den herskende klasse”… men at det først er et nej, når det er sagt!

Jamen hvis vi så forestiller os vælgere, der også er usikre næste gang, de skal stemme… og næste gang igen… Kan de så ikke tænke: Modstanderne har hver eneste gang, der var afstemning, nærmest sagt, at Danmarkshistorien holdt op, og det hele var forbi, hvis vi stemte ja… Men det hele er jo gået videre alligevel…

- Nåja, det hele er gået vi… ja, HVAD er gået videre…? Ja, det er det! Det hele er gået videre. Udviklingen er fortsat i retning af at afmontere vores selvbestemmelse og velfærd. Det er rigtigt, det er det!

Men det betyder jo ikke, at vi skal sige JA til, at det fortsætter… Som jeg sagde, så var NEJ’et den 2. juni 1992 alligevel et vendepunkt – også i Europas historie. Og for at slutte med et citat fra en anden af mine sange: ”Det stærkeste ord i verden er NEJ!” – også når det ikke er i flertal. Når mange siger NEJ, gør det indtryk…