For mange mennesker er en rejse noget kort og midlertidigt. For Leonard Cohen har den varet, fra han blev født i 1934, til han stod på scenen i Odense og blev tiljublet af omkring 12.000 begejstrede tilskuer i en alder af 79 år. Og den er næppe færdig, trods han ligner en mand, der omsider har fundet sig selv.

Barndom og ungdom

Cohen blev født på "den grå stendynge Royal Victoria Hospital" i Montreal. Familien var jødisk middelklasse, faderen var en succesfuld herre i beklædningsbranchen. Han lærte Leonard manerer, orden og at gå i habitter.

En generation var i vildrede, og Cohen blev et symbol på deres pine, fremmedgørelse og usikkerhed.

Moderen var en noget yngre russisk jøde, datter af en rabbiner, der bidrog med musikalitet og melankoli. Leonard syntes hun var helt "Tjekhovsk". Familien var dybt engageret i det jødiske miljø, og Leonards jødiske navn Eliezer betyder da også "Guds hjælper".

Men miljøet var for trangt til den unge Cohen, der begyndte at strejfe om i Montreals mere tvivlsomme gader om aftenen og lokke piger med historier og snak. En anden metode, til at lokke piger med, var hans hypnose. Han havde lært sig selv hypnose og haft held til at få en pige til at smide tøjet og for første gang set - og blive fascineret af - en nøgen kvinde.

Som 16-årig fik han en ny åbenbaring, da han i et antikvariat købte en digtsamling af den spanske forfatter Federico Garcia Lorca. "Man får trang til at agere med sin egen historie", sagde han siden. Som sagt så gjort. Han begyndte selv at skrive digte, ligesom han købte sin første guitar og lærte sig selv at spille. Han betrådte atter nye stier.

Fra Guthrie til Kerouac

Hans musiksmag var bred, lige fra Woody Guthrie og Lead Belly til skotsk folk og Flamenco. Han begyndte også at studere på universitetet, og var en stræber, men hovedinteressen forblev "piger og det at skrive".

I 1952 dannede han sit første band, The Buckskin Boys, en country- og western-trio. To år efter debuterede han som digter i et tidsskrift og vandt en litteraturpris. En ny vej lå åben. I 1956 udkom hans første bog med 44 digte.

Også den fik priser, hvilket gav ham blod på tanden, og den unge Cohen drog mod New Yorks beatnik-miljø, hvor han stiftede bekendtskab med "bebop-jazz, buddhisme og eksperimenter med stoffer". Han blev voldsomt inspireret af de to legendariske beatforfattere Ginsberg og Kerouac, hvilket tydeligt ses i hans senere produktion.

Livet i Greenwich Village var hårdt, og i 1960 flyttede Cohen til London - verden skulle udforskes. Han var nu forfatter i et land, der havde skabt Shakespearer og Keats, og han kløede på, fordi han forventede at ville "nå manddommen ved at lede andre mænd". Kaldet var at blive forfatter.

Først blev det dog til en kort afstikker til det nyligt revolutionære Cuba for den søgende Cohen. I 1961 installerede han sig på hotel Siboney i Havana. Han gik klædt som revolutionssoldat: posede, muddergrønne bukser, kakiskjorte, baret. Som en hyldest til Che Guevara anlagde han skæg. Men noget var forkert.

Han skrev fire digte, hvoraf han i det ene, Flowers for Hitler, beskrev sig som den "eneste turist i Havana". Han skrev også sangen Field Commander Cohen og begyndte på en roman Den berømte dagbog fra Havana, der dog aldrig blev til noget. Måske fordi Cohen under opholdet blev arresteret og i forbindelse med USA's angreb i Svinebugten nærmest flygtede over hals og hoved ud af landet.

Det er det nærmeste, den ellers altid afsøgende Cohen fik snuset til socialisme og revolution. Senere har han betegnet sig som en anarkist, der var "ude af stand til at kaste bomben". Hjemme igen udsendte han digtsamlingen Spicebox of Earth, der hurtigt blev udsolgt og rost.

I et snedækket Montreal

Ved hjælp fra rige venner rejste han til den græske ø Hydra, en ø befolket af beatniks og kunstnere, hvor han købte et lille hus, som blev hans europæiske base. Øens miljø er siden udødeliggjort gennem Henry Millers bog Kolossen fra Maroussi. På bjerget, hvor Cohen købte sit hus, boede den norsk kvinde Marianne. Hun inspirerede ham til verdenshittet So Long, Marianne på hans andet album Songs from a Room (1969), der kom to år efter pladedebuten Songs of Leonard Cohen. De boede sammen, on and off, i otte år.

Livet på Hydra var på alle måder alternativt, og Cohen begyndte igen på stoffer. Dog ikke mere end at han fik udgivet to digtsamlinger samt debutromanen Yndlingslegen, der var "en sang af en bog, et lyrisk og undersøgende stykke delvis selvbiografi". Digtsamlingen Flowers for Hitler (1964), inspireret af Dylan, "flytter mig fra gulddrengedigterens verden til den møgdynge hvor den fremmeste forfatter befinder sig". Den var tilegnet "Dachau-generationen" og var stærk kost, der kostede ham prestige i det jødiske miljø hjemme i Montreal.

Hippiedrømmen var død med Charles Manson-mordene og tragedien på Altamont festivalen, men Cohen mødte en lavstammet japansk mand ved navn Roshi, som blev hans zen-mester og indførte ham i buddhismen.

Det var netop tilbage i et snedækket Montreal, at han mødte Suzanne Verdal, der senere inspirerede ham til hittet Suzanne, som legenden Judy Collins, der havde eget radioprogram, indspillede.

Han var nu 30 år og havde succes både som forfatter og musiker, og hans nye bog Dejlige tabere ændrede ikke dette. Den er en "bøn om at lade Jeg’et heles". Han var trods sin succes fortsat på stoffer og i en eksistentiel krise. Svaret blev igen at rejse. Denne gang til countrymekkaet Nashville. Hans holdning var, at "der er ingen forskel på et digt og en sang… hele mit forfatterskab har guitarer bag sig, selv romanerne".

Året var 1966, da han på sin rejse til Nashville mødte koryfæer som Dylan, Joan Baez og Joni Mitchell og hørte dem for første gang. Senere mødte han Judy Collins, som sang Beatles, Dylan - og også Brecht!

1967 var et markant år for Cohen. En militærjunta havde begået statskup i Grækenland, og seksdageskrigen i Israel brød ud. Denne vinter efter "the Summer of Love", den 26. december, pladedebuterede han med Songs of Leonard Cohen, hvorpå hans fremtidige kendingsmelodi Suzanne blandt andre forekom, og derved var hans kommercielle lykke gjort. En countrypræget plade, men som countrylegenden Hank Williams yderst præcist sagde, er "country den hvide mands blues".

Med succesen fulgte samvær med alle rock- og folk-scenens koryfæer: Jimi Hendrix, Janis Joplin og Nico, som tilhørte kredsen omkring popkunstneren Andy Warhol og bandet Velvet Underground. Han havde brudt med Marianne, og Nico blev hans nye kunstneriske inspirationskilde, hans muse.

I denne periode boede han på det legendariske hotel Chelsea i New York. Et hotel, hvor alle, der var noget ved musikken, skejede ud. Et hotel, der kendtes fra diverse film og sange, blandt andet Warhols film Chelsea Girls og senere Cohens egen sang Chelsea Hotel 1.

Selv en muse

Positivt for ham var, at han atter mødte sangerinden Joni Mitchell, og for første gang prøvede Cohen selv at være muse. Hun skrev flere sange om Cohen, blandt andre Chelsea Morning.

Cohen fik kontrakt med selskabet Columbia og scenedebuterede i New York sammen med Collins og Pete Seeger, hvis hit We shall overcome udødeliggjorde ham. Debuten var en blandet fornøjelse for Cohen. Han var ved at gøre i bukserne, og kun ved hjælp af Collins gennemførte han. Trods kunstnerisk succes og kvindetække var selvtilliden til at overse.

Forfatteren Cohen udsendte nu Selected Poems, som bevægede sig ind på pop/rock-kulturens område og solgte over 200.000 eksemplarer. Han lejede sig ind på en farm i Nashville, men senere sagde han, at "som cowboy var jeg temmelig håbløs". Trøsten var Suzanne.

1969 var et skelsættende år for Cohen. Hippiedrømmen var død med Charles Manson-mordene og tragedien på Altamont festivalen, men Cohen mødte en lavstammet japansk mand ved navn Roshi, som blev hans zen-mester og indførte ham i buddhismen.

Cohen optrådte på Isle of Wight-festivalen i 1970, efter Hendrix og Joan Baez, foran flere hundrede tusinde tilskuere, og havde kæmpesucces. Han begyndte at arbejde på albummet Songs of Love and Hate, som kom i 1971 og blev en succes i England men en fiasko i USA. Det er en plade om "smerte og selvforagt i utallige variationer", og indeholder blandt andet linjerne:

Jeg har intet talent tilbage
jeg kan ikke længere skrive et digt

Trods kunstnerisk, og kommerciel succes, var han i et "mørkt rum uden døre".

En generation var i vildrede, og Cohen blev et symbol på deres pine, fremmedgørelse og usikkerhed. Det blev almindeligt at sige, at han "gjorde en hel generation deprimeret" og det blev bemærket, at der "burde følge barberblade med hans albums".

Trods dette, eller netop derfor, blev hans musik brugt i et hav af film af mestre som Herzog, Altmann og Fassbinder.

Tilbage til Montreal

Suzanne fødte ham sønnen Adam, og Cohen forlod Nashville for at flytte tilbage til fødebyen Montreal. Det resulterede i Live Songs (1973), hvorpå der blandt andet optræder en tretten minutters "bønnemødefællessang med hentydning til Holocaust".

Samme år, da krigen mellem Israel og Egypten og Syrien brød ud, fløj jøden Cohen fra Hydra, hvor familien opholdt sig, og meldte sig til den israelske hær. Motiverne var "flugt fra familien, sine rødder… og at det var bedre end hans tilværelse som kunstner på kontrakt". Hans indsats i hæren blev dog kun til otte koncerter for de israelske soldater.

Han rejste hjem og indspillede New Skin for Old Ceremony (1974) der havde en mellemøstlig lyd og indeholdt sange som ’Lover Lover Lover’ og ’There is a War’. Kort efter pladens udsendelse fødte Suzanne datteren Lorca, opkaldt efter digteren der startede det hele.

Han var nu forfatter i et land, der havde skabt Shakespearer og Keats, og han kløede på, fordi han forventede at ville "nå manddommen ved at lede andre mænd".

Hans næste udspil var Death of a Ladies’ Man (1977). Den var et produkt af et samarbejde med den legendariske producer Phil Spector, der var kendt for sit arbejde med Ike og Tina Turner og John Lennon. Kort efter udkom bogen En dameelskers endeligt. 96 digte dedikeret til hans nyligt afdøde mor, Masha. Kvinden der havde givet ham hans musikalitet og melankoli.

Også Suzanne forlod ham og tog børnene med. De to begivenheder betød, at han i endnu højere grad søgte mod zenbuddhismen, og klosteret på Mount Baldy, der var som "et hospital for knuste hjerter". Han var nu både jøde og buddhist. I 1979 kom Recent Songs om fortabelse og i en dyster tone.

Der kom en række år hvor han var uden for rampelyset og flakkende pendlede mellem Montreal, klosteret, Frankrig hvor Suzanne og børnene boede og Hydra.

Cohens tiende bog, Barmhjertighedens bog, kom i 1984 og bestod af halvtreds korte, nummererede prosatekster, et for hvert år i Leonards liv. Den handlede om nåde og forløsning, en klassisk Cohen-bog. Hans syvende album Various Positions kom også kort efter. Her udforskede han "hvordan ting virkelig fungerede, følelsesmekanikken, hvordan hjertet udtrykker sig". Det indeholder hittet Hallelujah om overgivelse og bekræftelse og er måske det tætteste popmusikken kommer på en hellig tekst. Den er senere blevet den fast invetar på både Willie Nelson og Bob Dylans reportoiares.

Men Cohen var tom og havde brug for "ikke at være nogen steder og ikke være nogen". Atter gik han i kloster.

Sene mesterværker

Det hjalp. Det udløste mesterværket I’m Your Man (1988), hans måske hans bedste plade. Dog skulle der skulle gå tolv år før The Future med tekster om såvel Berlinmuren og de voldsomme optøjer i Los Angeles udkom. På bogfronten kom moppedrengen Stranger Music. En antologi med digte, uddrag af romanerne og sangtekster skrevet over flere år.

Efter fem år i klosteret forlod han det brat i 1998 og rejste til Indien for at dyrke en hinduistisk lære. Han faldt til ro, mødte kvinden Anjani Thomas og udgav albummet Ten New Songs (2001), tilegnet zen-mesteren Roshi.

Senere kom det eksperimenterende album Dear Heather (2004), digtsamlingen Længslens bog (2006), Songs From the Road (2010), der er et livealbum‚ og den fine Old Ideas sidste år, der forener det erotiske med det åndelige.

I 2004 kom det frem, at hans manager havde rippet hans konti, og at han var fallit, og i 2008 måtte den gamle munk modvilligt til at turnere igen. Det blev et stort triumftog, som foreløbig kulminerede en varm juli aften i Odense. Både kunstnerisk og økonomisk var han på toppen igen.   

Cohen er en stor, søgende kunstner og en digter, der skriver til rockmusik på sin egen skæve facon. Eller som rockmagasinet Rolling Stone skrev: "en nutidig Brecht".