Gad vide hvad de ville tænke ombord på et rumskib fra Mars, hvis de så en flok grønlandske fangere på ishavet i deres både blive underholdt af en mørklødet latinamerikaner på violin. Men den er god nok. Navnet er Ron Davis Alvarez Lombano. Han er 26 år gammel, født i den venezuelanske hovedstad Caracas, og bor til daglig i Guatire, men arbejder lige nu som musiklærer på Børnehjemmet i Uummannaq.

Uummannaq er en lille isoleret by på en lille ø i en stor fjord. Det ligger i det nordvestlige Grønland, cirka 600 kilometer nord for polarcirklen. Hovederhvervet er fangst og fiskeri, og så ligger her Grønlands ældste institution. "Børnehjemmet" blev åbnet i 1929 var det som sanatorium for børn af forældre med Tuberkulose. Senere blev det for forældreløse børn og unge og siden 1992 har det været hjem for omsorgssvigtede børn og unge.

Ron Davis er uddannet musiker og lærer i den pædagogiske metode, der hedder El Sistema. Det blev skabt i 1975 af den venezuelanske musikpædagog José Antonio Abreu. Sammen med unge kolleger skabte Abreu en metode, hvor musikken er et aktivt middel til at motivere børn ned til syv år og deres forældre til at vride sig fri af slumkvarterernes fattigdom og vold.

Alene i Venezuela har 400.000 børn haft gavn af dette unikke social-psykologiske undervisningssystem, og José Abreu er stadig aktiv med at udvikle El Sistema. De seneste år har El Sistema gået sin sejrsgang i adskillige stater i USA, i Storbritannien. Der er lige blevet oprettet en El Sistema-klasse i Danmark - og så er der jo den lille bitte ø langt mod nord, midt i det grønlandske ishav.

Grønlandsk musikalitet

- De er meget musikalske, siger Ann Andreasen, forstander for Børnehjemmet i Uummannaq over en kop the i Arbejderens hyggelige kantine.

- Ja, meget musikalske, sekunderer Ron Davis.

Det gør de tit, de to - taler i munden og supplerer hinanden i det, de har til fælles: kærligheden til børn - og Uummannaqs orkester, der består af børn fra både byen og børnehjemmet.

- Vi deler det, siger Ann Andreasen og Ron Davis i munden på hinanden. Hun fortsætter:

- Jeg ved, at nogle af mine børn har problemer i skolen, men at musikken også har givet dem motivation til at sig en uddannelse. Nelson Mandela har sagt, at uddannelse er vort stærkeste våben, men jeg mener, at det er mere end det. Uddannelse er ikke blot overlevelse. Det lærer os også at forstå i stedet for at fordømme. El Sistema dømmer ikke mennesker. Det bygger på tolerance og forståelse.

Det sidste finder man i rigt mål i Uummannaq. Ron Davis beskriver selv sit møde med den nordvestgrønlandske kultur som "morsom".

- Sproget er jo meget anderledes, men de lokale morede sig kosteligt første gang de så mig spille violin, mens jeg sang og dansede salsa, griner Ron. Han giver gerne en smægtende latinamerikansk serenade på violinen, også på indlandsisen. Det går fint, selv om han fortsat kun kan et par få brokker på det svære, grønlandske sprog.

- Når man har musikken, behøver man ikke tale sammen. Det er et universalt sprog, fortsætter han.

- Jeg kan godt lide at gøre ting, som andre ikke bryder sig om at gøre. Når man har noget godt at give, behøver man ikke at tænke på, hvad de andre synes. Du gør det bare, siger Ron Davis.

Også Ann Andreasen, der er født på Færøerne, døjer trods mange år i Grønland med sproget.

- Jeg opdagede, at jeg måtte lære en masse - om naturen, om folkets historie, sagnene, og ikke mindst sproget. Det kæmper jeg stadig med, for sproget er samfundets hjerte. Når man arbejder med menneskers problemer, er det vigtigt, at man forstår deres kultur.

- På børnehjemmet i Uummannaq arbejder vi med børn, hvis forældre har sociale problemer, og det har traumatiseret dem. Vi forsøger at give dem rødder i deres egen inuit-kultur ved at bruge naturen og årstiderne med jægerne og hundeslædere. Men en institution alene kan ikke skabe et barn. Det kræver folk, der kender til kunst, musik, uddannelse, forklarer hun.

Derfor har Børnehjemmet for eksempel fast tilknyttet en musiklærer, som børnene hele tiden kan få fat i, og som kan bruge musikken til at åbne op for de tilsnørede sind. Lige nu er det Ron Davis.

Det er den slags principper der gør, at Børnehjemmet opnår en række bemærkelsesværdige resultater. Derfor har Ann Andreassen blandt andet fået Menighedernes Daginstitutioners pris på 25.000 kroner for sin utrættelige indsats for de ressourcesvage, traumatiserede grønlandske børn.

Fred i verden

Ron Davis er nu gået skridtet videre end at undervise. Han har indledt næste trin i El Sistema og stiftet et orkester med 30 medlemmer. Det er uden tvivl verdens nordligste, og han drømmer om at det bliver endnu større.

- Jeg ved, at folk her virkelig elsker at høre deres børn spille. De er virkelig stolte af dem, fortæller han.

- Og så er det et værktøj for fred, også blandt de mindre børn. Det skaber fred i lokalsamfundet, og måske kan det skabe fred i hele verden, smiler Ann Andreasen og fortsætter:

- Det er ligegyldigt, hvor du kommer fra. Musikken kan forene alle mennesker, så fred er et godt mål. Det er vigtigt både at have sin egen identitet og være tolerant mod mennesker fra hele verden.

For Ron er det grønlandske eventyr langt fra slut. Det der skulle have været en ordentlig én på opleveren i tre måneder med den amerikanske musikpædagog Joel Spiegelman, er blevet til ægte samdrægtighed på tværs af to vidt forskellige kulturer.

- El Sistema er en pædagogik, der bygger på at nyde det, mens man spiller musik. Men det er mere end det, for det handler om at skabe musik ud fra hvordan du selv har det, mens du spiller. Hver gang du får den dér følelse, så skaber du forandring, ikke bare i dig selv men også i den gruppe, som er udgangspunktet.

- Man skal være en del af en familie, og det var rigtig godt at møde børnene her på hjemmet, for de er som en familie.

Selv pendler han mellem sin egen familie i Venezuela, sin grønlandske familie i Uummannaq og sin nye familie i Hellebæk Friskole, hvor han skal hjælpe med at skabe endnu en klasse med El Sistema.

Det vil være en ny udfordring for den unge venezuelanske musiklærer, der allerede har dirigeret orkestre med 200 og 800 medlemmer, spillet for præsident Chavez og rejst kloden tynd som en værdig repræsentant for El Sistema. Altid i respekt for lige det sted, han nu besøger.

- Jeg tror, at al slags musik kan åbne op, og at der ikke er en speciel slags musik til at blive dygtig med. Selv spiller jeg venezuelansk musik, fordi jeg elsker det. Og når jeg gør det, så vil det smitte af på de, der lytter til det.

Et enkelt princip blandt mange andre, enkle regler. Tilsammen udgør de et system - El Sistema.