Da en flok musikglade gymnasiaster på Odsherred Gymnasium slog instrumenterne sammen, var der ikke stor udsigt til andet end fest og ballade, måske lidt tømmermænd fra head-bangingen, for musikken var punk og tiden var midten af halvfemserne. Det var dengang det amerikanske punk-rock band NOFX netop havde udsendt successen "Punk in druplic", og så var det nordvestsjællandske punksvar skabt: "Drunk in Public".

Bandet led en stille død i 2001, blot for som en anden fugl Phønix at genopstå som et direkte resultat af mødet med den fransk-spanske latinsanger Manu Chao. Han spillede bukserne ud af alt og alle på Roskilde Festivals grønne scene samme år, og så var Patchanka, der betyder "gadefest" på spansk, skabt.

Patchankas lyd strittede fra starten ud til alle sider, og det er ikke så mærkeligt. Alexander på trommer, der er halv italiensk, er til verdensmusik, Anders på guitar tænder på Metallica, Jon på bas er til indie- og rock, forsangeren Nick elsker oldschool hip hop og hard core, mens multimusikeren Kisku med indiske rødder er til reggae.

Lyden ramte den københavnske undergrundsscene lige i mellemgulvet fra den første koncert i marts 2005 på Loppen. Siden er det blevet til godt og vel 300 koncerter i ind- og udland. Især i Sydeuropa har den særlige Patchanka-lyd fået mange tilhængere. Det har den mærkeligt nok også i Holland, men mere om det senere.

Den røde tråd

Ind ad døren på Arbejderens redaktion i Ryesgade træder Patchankas forsanger og lead-guitarist Nick til en snak om, hvordan det er gået bandet, siden de i 2010 kom med i Danish World Musics konsulentordning - og måske noget om, hvor det er på vej hen.

Nicks borgerlige navn er Nicola Angel Guerra Roland, og når han ikke lige spiller musik, er han cand.merc.com med speciale i erhvervsøkonomi og kommunikationsledelse. Nick er på mange måder indbegrebet af Patchankas mangfoldighed med sit markerede, sydlandske udseende. Det er ham, der kommer med oplæg til bandets tekst og musik, men han understreger, at tingene altid er blevet skabt i fællesskab.

- Vi er ikke fem-seks individualister. Vi er et team der worker sammen. Sådan kan vi godt li' det, siger han.

Et særligt træk ved det ellers så festglade band er deres markante politiske synspunkter. Patchanka er et band med en social bevidsthed, der tager kritisk stilling til omverden. For eksempel er Titelnummeret "Normalize this!" en hyldest til de aktivister, der trodsede Københavns Politis brutale opførsel i 2008, 2009 og især 2010 under klimatopmødet.

Det er også blevet til medvirken på støttealbums til fordel for flygtningeprojekter i Afrika, og for at skaffe rent vand til de oprørske zapatist- landsbyer i Mexicos sydlige provins Chiappas. Sidste år spillede Patchanka en koncert på grænsen mellem den frie østlige og den besatte vestlige del af Sahara til støtte for Vestsaharas ret til selvstændighed.

Band i vadestedet

Nick erkender blankt, at bandet var nået til et vadested, da de i 2010 fik bevilget et antal konsulenttimer af Danish World Music med produceren Henrik Marstal.

-  Vi var gået lidt i dvale som band. Det var lang tid siden, at der var sket noget, så vi tænkte: Er det bare det? Skal vi bare mødes i øvelokalet en gang imellem og drikke noget øl, husker Nick og fortsætter:

- Så vi tænkte, at det måtte godt være noget mere end det. Vi har haft en masse fede oplevelser, så hvorfor ikke fortsætte med det? Det er en fordel vi har haft, fordi vi altid har stået på scenen.

Mødet med Henrik Marstal var netop det, der skulle til for at ryste posen. Han brugte rigtig meget tid i øvelokalet med at få bandet til at droppe de gamle rutiner.

 - Når man har kendt hinanden siden gud ved hvornår, så får man nogle roller over for hinanden. Han var god til at bryde ind, når en sagde "prøv lige det her" og der så var typisk en anden der sagde, det er ikke din rolle at foreslå det i bandet.

"Normalize this!" var først tænkt som en lille ting med fire-fem numre, men i samarbejdet med Henrik Marstal voksede værket frem, og pludselig var arbejdet færdigt.

 - Det tog noget tid, for vi skulle lige øve op. Der er jo ingen af os, der er jazzmusikere, griner Nick.

I mellemtiden fik bandet også et nyt medlem, en pige.

Maria er en rigtig rock-mama som virkelig kan synge. På det nye album havde vi et nummer, titelnummeret "Normalize this!", hvor jeg ikke selv kunne synge omkvædet,. Jeg ved ikke hvordan vi fik støvet hende op, men vi hørte noget med hendes andet band, og så vidste vi, at hun skulle synge omkvædet.

Maria passede godt ind i bandet, og så var det naturligt at tage hende med.

- Det synes vi selv har løftet os på det vokalmæssige plan, og så kan jeg også få lidt mere lov til at spille noget guitar, som jeg rigtig gerne vil, så det er fedt på det plan, griner Nick.

Sidste år stod Patchanka så pludselig med et færdigt album. Det blev til et brag af en release-fest på Global i Nørre Allé.

- Vi spillede alle numrene på "Normalize this" og de første gæster fik en kode, så de kunne downloade musikken. Men mere skete der ikke. Vi udgav den ikke fysisk, fortæller Nick.

Det hollandske mirakel

Spørgsmålet var, om bandet skulle udgive det selv eller prøve at få nogle pladeselskaber til at interesserer sig for værket, men der var ingen interesse fra danske pladeselskaber, kun nogle "måske'er", og det gad Patchanka ikke.

- Vi havde trods alt brugt lang tid til at skrive numrene og lave dem. Vi sendte det også til vor hollandske booker for at han kunne skaffe os nogle job i Holland. Han syntes, at albummet var alt for godt til, at det bare skulle leve et ukendt liv, så han ville gerne prøve at give det til nogle hollandske pladeselskaber, smiler Nick.

Det hollandske mirakel indtraf. Indie-forlaget Suburban Records meldte tilbage, at de syntes at det var et ret fedt album. De var da lidt bekymrede for, om de nu også kunne sælge det, for musikalsk stikker vi lidt i en masse retninger, der er lidt balkan, lidt punk, lidt ska, lidt reggae, der er lidt af det hele, griner Nick.

Med pladeselskab og booker i ryggen var det københavnske undergrundsband snart hot stuff i Holland, og med berømmelsen fulgte en række invitationer til at spille på nogle af de mange musikfestivaler, der holder gang i hollænderne hele sommeren.

- Hvorfor vi netop er slået igennem i Holland forstår jeg ikke, for der har vi ikke en lang fortid, men pludselig bliver vi bare booket på nogle store scener, der svarer til Grøn Scene, og man tænker om det er en fejlbookning, at vi skal op og spille der. Men der er sgu mennesker også, så det må være pladeselskabet og vores bookers fortjeneste, griner Nick.

Han nyder sammen med bandet at være rockstjerne og bo på store hoteller i Holland, men han håber også på et gennembrud i lande som Frankrig og Tyskland. Her er Patchankas genre, der kaldes mestizo, langt mere udbredt.

- Der er mange store byer og de er mere vant til de sydamerikanske bands, som har lidt af den samme stil som os, så det fungerer bedre i udlandet. Der kan vi spille nogle rimeligt store steder, og det er måske bare fordi folk er åbne, reflekterer Nick.

Gang i fremtiden

Lige nu har Patchanka travlt med at høste på udgivelsen af cd'en, og der er bud på det festglade band med den strittende musik og progressive holdninger med flere udenlandske koncerter i juli. Men Nick understreger, at bandet holder begge ben på jorden og tager den fine modtagelse som en oplevelse.

- Vi nyder det bare og synes at det er sjovt. Det er noget vi gør på grund af en passion for musik, der kommer ud. Vi har sgu ikke noget imod at køre ned over grænsen og så bliver det en lille udflugt væk fra det hele for os, så kan man lege rockstar i en weekend. Vi er jo gode gamle venner, så vi hygger os når vi er på vejen sammen, griner han.

Fremtiden vil han også gerne give et forsigtigt bud på.

- Jeg er da gået i gang med at skrive et nyt album. Det skal være opfølgeren til det her, som et tilbageblik hvor man går fra de unge år til måske at blive lidt mere voksen. Jeg har fortsættelsen på det i tankerne, at være voksen og den måde at se verden på. Det tekstmæssige univers er stadig ldet samme - et udsyn rundt omkring i verden, ikke kun fokuseret på Danmark, siger Nick.

- I stedet vil vi prøve at raffinere teksterne lidt, gøre det lidt mere til historie end bare budskaber. Noget er også mere abstrakt, altså med alle mulige referencer til forskellige ting, reflekterer han til sidst.

Så går han fyldt med optimisme videre i sin tilværelse som musiker og menneske. Endnu en koncert venter med fænomenet Patchanka.