Mit første møde med Mogens Vemmer går helt tilbage til 1958. Jeg var 15 år og spillede kontrabas i Jazzens Babies. Vi medvirkede i en tv-udsendelse med nogle ældre jazzmusikere, centreret omkring Erik Moseholm. Udsendelsen blev introduceret af en smuk lyshåret ung mand med stor charme. Han hed Mogens Vemmer. Sådan skulle det bare gøres.

Dengang nåede de unges oprør ude i virkeligheden ind bag de hvide radio-mure, lige ind i hjertet af vores fælles samvittighed, Danmarks Radio.

Det skulle blive gode år for Danmarks Radio. Dengang landets eneste radio- og tv-medie. En tid, hvor svingdørene i det gamle radiohus, og senere portalen i skyskraberen ude i Gyngemosen, i stigende omfang åbnede sig for unge og gav plads.

Børn og unges virkelighed 

Alle, der har oplevet livet i den lange gang i radiohusets stueetage, med de mange smukke studier og den flotte kantine med Folmer Bendtsens smukke fyraftensbillede i funkishuset på Rosenørnsalle, vil vide, hvad jeg taler om.

Dengang var DR et sted, hvor ikke mindst det spændende og kreative ude i virkeligheden lidt efter lidt blev synligt.

Og det gjalt ikke bare musikken, som eksploderede i de år. Det galdt i høj grad hele forståelsen af, at det at være barn og ung havde en værdi i sig selv. Ikke bare var noget, som skulle overståes i en fart, så man kunne komme ud i hverdagen, tjene penge og blive en røvkedelig skatteborger som alle de andre.

Dengang nåede de unges oprør ude i virkeligheden ind bag de hvide radio-mure, lige ind i hjertet af vores fælles samvittighed, Danmarks Radio. Helt modsat hvad der sker i dag.

Respekten for unges drømme

Alt dette kom selvfølgelig ikke uden store sværdslag. Den gamle garde af klassiske kammersangere og støvede småtskårne socialdemokrater gjorde selvfølgelig alt, hvad de kunne for knalde porten i med et radioråd og småborgerlige facistoide tilløb, som tågehornet Erhard Jacobsen. De kunne bare intet stille op mod tidsånden.

De glade åbne og frisindede skolelærere, Niels-Jørgen Kaiser, Erik Moseholm, Mogens Vemmer og co, fik i den grad skoen indenfor. Med dem fulgte unge talenter, opfyldt af drømmen om en verden, hvor lugten fra de røvkedelige halvtredsere blev luftet godt og grundigt ud.

Borgerskabet var hurtigt fremme med at omgøre alt dette talent til småskårne historier om røde lejesvende.

Mogens Vemmer skabte en afdeling i DR, aldrig set før eller siden, hvor respekten for børn og unge var den styrende kraft. Ingen løftede pegefingre. Ikke noget med at optræde FOR. Nej, DRs nye tiltag med Vemmer som boss, optrådte, sang og spillede MED sit publikum.

Der var beat lørdag eftermiddag med OB-vogne ude i landet, der var legendariske børneudsendelser hver formiddag. Hele søndage aftener med magasinudsendelser for unge, lavet af unge.

Ind med Kaj og Andrea

Ud røg "Godnat til de små" med Inger Aasted og ind kom Kaj og Andrea, Bamse og Kylling spadserende. Ud røg "På opdagelse med Onkel Kai" og "Onkel Oplæser". Ind kom Ungdomsredaktionen med Tværs og ungdomsdrama. Og i tv sås ikoniske ungdomsfilm, som siden har vundet et utal af priser ude og hjemme. 

Mogens Vemmer forstod – om nogen – det oplagte i at lade radio og tv supplere hinanden, og i denne symbiose lod han et imponerende stort hold af unge begavede kunstnere frit udfolde sig. Legender som: Trille, Poul Næsgård, Thomas Winding, Jesper Klein og mange flere. 

Dengang var DR et sted, hvor ikke mindst det spændende og kreative ude i virkeligheden lidt efter lidt blev synligt.

Vemmer var ekstrem god til at lytte til og forsvare sine medarbejdere. Og det var nødvendigt. Borgerskabet var hurtigt fremme med at omgøre alt dette talent til småskårne historier om røde lejesvende, der bare ville revolution og omstyrte det danske samfund.

Vemmer så hurtigt alle truslerne udefra, som kommercialisering og leflen for seertal. Han så og frygtede en fremtid med nedvurdering af sproget og kulturen. Samtidig gjorde han klart, at TV og radio aldrig bliver det virkelige liv.

Ambition om godt tv til børn og unge

Vemmer brød sig ikke om, at børn bliver slaver af skærme og lyd, tværtimod. Men tænder de for apparatet, så skal det, de får, være godt. Helt modsat DRs smalsporede og selvoptage udsendelser i dag, hvor jurist-generaldirektøren står ret for Dansk Folkeparti, og hvor bestyrelsen finder det helt ok, at vores dyreste og vigtigste fællesmedie sumper til i seertal, genudsendelser og selvpromovering. 

Jeg tror, at den unge lyse skolelærer, som jeg dengang så, priser sig lykkelig for ikke at være en del af dette nutidens ligegyldige og reaktionære reality-tv.

Mogens Vemmer burde dengang være endt som generaldirektør. Det blev han aldrig. Han skabte i stedet en enestående radio og tv-historie. 

Han er i den grad savnet.