I disse dage er der en særlig grund til at besøge Christiania, og især Den Grå Hal.
KØBENHAVN – Christiania har slået dørene op for at fejre de mere end 60.000 folkeaktionærer, der siden september sidste år i fællesskab har bidraget med over 8,5 millioner kroner til frikøbet af Christiania. Det fejrer christianitter og andre i disse dage med en folkeaktiefestival.
I Den Grå Hal er der lukket op for en uges totalkulturoplevelse under titlen »Guld og grønne skove«. I et samarbejde mellem professionelle og frivillige er Den Grå Hal blevet omdannet til en, ifølge arrangørerne, fantastisk ramme om folkefesten. Vinduerne er blevet pudset, hallen er blevet malet, og gulvet er omskabt til et skulpturelt skovlandskab med guld og grønt.
Ugens hovedattraktion er en kunstudstilling af værker, der er blevet doneret til formålet af blandt andre Bjørn Nørgaard, Michael Kvium, Franz Beckerlee, Erik Clausen og John Kørner. Værkerne er udstillet indtil søndag den 1. juli, hvor de bliver bortauktioneret til fordel for frikøbet. Master Fatman er auktionarius.
Eftermiddagene i Den Grå Hal byder på økocafé med salg af sandwich, suppe, kaffe og kage. Og om aftenen er der folkekøkken med gæstekokke som Camilla Plum, Mette Martinussen fra 1ste til Højre, Madeleines Madteater og Joakim fra Cucina Autonoma.
På caféscenen og den store scene underholder et bredt spekter af dygtige musikere og optrædende i mange forskellige genrer.
1. juli kulminerer festen med hammerslag på kunstauktionen, og derefter overrækker Fonden Fristaden Christianias bestyrelse en check på 55 millioner kroner til klimaminister Martin Lidegaard. Michala Petri og Jakup Sambleben giver koncert.
Se program: www.trixxx.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278