Samfund er noget komplekst noget. Det består af enormt mange ting, relationer og meninger.

Den der har magten i samfundet, sætter dagsordenen og afgør, hvad det er for et samfund, der kommer ud af det.

Der har igennem de sidste par hundrede år været to hovedspor i tilgangen til samfund.

Liberalismens marked

Det ene spor er liberalismen, som primært blev formuleret af engelske liberalister som John Locke i 1600–tallet samt Adam Smith og David Hume i 1700–tallet.

Vægten var lagt på individets frihed og retten til at handle på et frit marked. Det var praktiske krav, som var et opgør med datidens feudale og despotiske forhold.

Det var et progressivt opgør, men akkumuleringen af penge, koncentration af kapital og overtagelsen af den politisk magt gjorde liberalismen til et primitivt system, som fokuserede på dele af samfundet – de rige. Resten skulle leve i nåde og håbe, at der faldt smuler af.

Neoliberalismen blev til som et opgør med keynesianismen, som aktiverede staten til at regulere markedet, samt skabe dynamik i en kriseramt økonomi og gennemføre en omfordelingspolitik.

Økonomiske teoretikere som Friedrich Hayek og Milton Friedman der­imod slog et slag for minimalstaten og for en afvikling af velfærdsstaten, som skulle give los for privat entreprenørskab, afstå fra regulering af den private ejendom, individets frihed og ikke­–indblanding i det vilde marked.

Resultatet kender vi alt for godt med krise, krak, deformationer af samfundet og massearbejdsløshed. Det libe­ralistiske samfund består af købmænd. spekulanter og kunder.

Menneskers samfund

Det andet hovedspor ser på mennesket som samfundsindivid, der både har brug for sin individuelle og samfundsmæssige frihed.

Samfundet er et dynamisk værk, der udvikler sig med borgernes behov og potentialer. Det er samfund, hvor individerne er ansvarlige både for sig selv, fællesskaber og samfund.

Det er netop denne ansvarlighed, der giver styrke og skaber dynamikken i et velplejet samfund. Socialisme er den betegnelse vi meget gerne bruger om sådan et samfund.

Os der tror på samfundet betragter ikke mennesker som tåber og vi føler ikke trang til at overlade magten i samfundet til hverken Gud eller et rigidt marked.

Chokket

Torsdag aften var der debat i DR2.

Fire arbejdsløse var i studiet og mødte Johanne Smith Nielsen, Ole Sohn, Claus Hjort Frederiksen og Joachim Brøchner Olsen fra Liberal Alliance.

Det blev en afsløring af libe­ralismen ansvarsløse livssyn samt en udstilling af den gamle regerings magtarrogance, som Frederiksen altid har udtrykt så flot.

Stillet over for den arbejdsløse teletekniker Kasper Bo Jensen sagde B. Olsen: »Nu er det bare sådan, at du er på overførselsindkomst og du lever af andre folks penge. Og derfor kan du ikke tillade dig at være kræsen. Så kan du ikke tillade dig at sige, at du ikke vil flytte derhen, hvor der er jobs, hvis du vil arbejde inden for dit felt. Det er simpelthen en slap holdning.«

Nu er det jo hverken Bo Jensen eller de andre arbejdsløse, der har skabt krisen. Alli­gevel får de at vide, at de skal flytte, droppe uddannelsen, søge bredere, og at der i det hele taget er job til dem der vil arbejde. Det sagde Frederiksen og Olsen.

»Du lever af andre folks penge« blev hængende i luften. Hvor mange penge er det nu lige, at der er afsat af vores penge til redde banker?

Hvor mange virksomheder har truet med at flytte, hvis de skal betale skat? Og de fleste betaler jo ikke skat.

Der, hvor den vildeste liberalisme er, der er arbejdsløsheden også størst, flest er fattige og det er velstilledes børn der får uddannelse.

Hvis det er det Frederiksen og Olsen vil, så skal de sige det. De skal ikke lade om super vilkår for de superrige triller velstand ned til jævne folk. De er et par hundrede år for sent på den.