Cerutstumpen stad urokkeligt i hans mundvig, og ikke en trækning i ansigtet røbede, hvor nær han havde været ved færgestedet til underverdenen. Et par var kommet stæsende ved formandens rædselsskrig, og nu hjalp ivrige hænder Karl med at komme op på solid dæksgrund.

Novelle

af John Max Pedersen

Hvad skal man gøre, hvis man skal beskrive et skibsdæk? Jo, beskrive det, naturligvis, men det forekommer som en vanskelig opgave, for hvad er egentlig et skibsdæk? Låget over hulrummet i et skibsskrog, simpelt hen, og man behøver ikke selv at ulejlige sig med beskrivelsen, man kan bare kopiere: Frederick Marryat, Jack London og Herbert Melville har lavet et utal af sådanne beskrivelser.

Det næste rimelige spørgsmål lyder: Men hvad så med et superturbotanker-dæk? Tjah, det er vel ikke en stort vanskeligere opgave end et hvilket som helst andet dæk, blot skal der bruges en bredere pensel, en sand tjærekost, for at tegne billedet.

Så langt, så godt! Men hvad så med selvsamme tankerdæk i en af de mest hektiske produktionsfaser? Hvordan beskrive noget sådant,  så det bliver forståeligt for én, der måske aldrig har sat sine fødder på andre dæk end Storebæltsfærgernes? Det er plat umuligt!

OK, en teknisk beskrivelse kan man vel servere: Forestil dig en stålflade på næsten 300 meters længde og knap halvtreds meters bredde. I den ene ende opgiver kanterne at løbe parallelle og mødes i dén spids, man kalder stævnen; agterude forsøger kanterne også at danne spids, men inden de når så langt, holder dækspladsen op, så spidsen bliver afsnuppet og flad. På dette tidspunkt har vi altså én lang, ubrudt flade. Fremme på bakken er kappen påsvejset over nedgangen, foran kappen er pullerterne placeret i begge sider, og agten for kappen står kapstan og ankerspil.

Tankeren har kun og skal kun have skanseklædning forude, mens dækkets afgrænsning resten af vejen, fra for til agter, markeres af gelænderet. Helt ude agter er svømmebassinet lagt forsænket i, men dækshuset er ikke sat på plads, lige så lidt som rørledninger og løbebroer er det. Alligevel er dækket mindre nøgent, end det ville være, når tankeren afleveres, for fremme agten for bakken og helt ude i røven er der hejst et par byggekraner, som siden vil blive suppleret med endnu én foren for dækshuset. Disse kraner hører selvsagt kun bygnings- og udrustningsperioden til. Rundt om ligger spredt gule eller røde presenningstelte som dække over forskellige åbne huller, og også flere arbejds- og redskabsskure er begyndt at dukke op, så det hele får en vis lighed med en eller sydeuropæisk slumbebyggelse. Så langt går det med en umiddelbar beskrivelse, men hvordan give et indtryk af de utallige kabler og slanger, wirer, rørstumper og andet skrot, som iblandet alverdens småtterier opfylder dækket?

Det er velkendt, at man ved at forstørre småtterier kan få dem til at tage sig ud som noget ganske andet, end de i virkeligheden er. Der kræves blot fantasi og i nogle tilfælde et elektromikroskop. En menneskelig spytkirtel, for eksempel, ligner i forstørrelse til forveksling et af pornoindustriens foretrukne nærbilleder af de kvindelige kønsorganer, og UFO-branchen har leveret utallige fotografier af rumskibe, som i virkeligheden har vist at være tågede gengivelser af moderne lampeskærme og slige jordnære tingester. Således kan man også give en forestilling om tankerdækkets udseende ved at benytte sig af noget, alle kender til: Tag en pakke spaghetti og kog den godt, inden den blandes med en god rest biksemad (engelsk sauce og ketchup efter behag). Fordel blandingen nogenlunde ujævnt over et større spækkebræt, og så ligner det på afstand ikke så helt lidt efter det omtalte skibsdæk.

Dækshuset skulle sættes på om eftermiddagen, og oprydningsarbejdet på agterdækket bestod for en væsentlig del i at stuve hele lortet forover, så de sorte, røde og blå spaghetti… undskyld kabel- og slangedynger blev endnu tættere og mere indviklede end sædvanligt. En redelighed, som kun fandt sin lige i tidligere og efterfølgende situationer af samme slags. Sikkerhedsbestemmelsernes praktiske værdi blev repræsenteret af et stort, åbent hul i dækket et stykke foren for dækshusets plads. Kedsommeligt lå det og gabede midt i virvaret og det tilmed uafskærmet. Det var en dødsfælde, der nok kunne måle sig med de elefantgruber, de vietnamesiske frihedskæmpere gravede på steder, hvor de kunne forvente, at amerikanske officerer ville lufte deres narkotikadopede frontsvin. Men her på dækket var der ikke antydning af amerikanske tropper.

Hov, et øjeblik! Måske alligevel, for dér kom minsandten Karl-Japser trissende.

Karl-Japser blev således kaldt, fordi han påstod, han havde deltaget i den amerikanske Stillehavsoprydning som marineinfanterist i krigens sidste dage, og skulle man fæste lid til hans mange vidtløftige beretninger om hans egen indsats mod japanerne, så havde resten af marineinfanteriet på det nærmeste været overflødigt. Alligevel var det ikke langt fra, man troede på hans skrøner. I hvert fald fik man et fingerpeg om hans koldblodighed, når man så, hvordan han håndterede arbejdsledere, tillidsmænd og arbejdssituationer.

Ikke så langt fra det omtalte hul stod der en formand. Sådan en ganske almindelig gennemsnitlig formand af den slags, som aldrig rigtig var blevet regnet for noget, og som derfor med kyshånd havde modtaget tilbudet om tjansen som overvåger med titel af formand. Ikke for pegenes skyld, for faktisk tjente han mindre som nybagt formand, end han havde gjort som faglært værftsarbejder. Nej, det var ikke af økonomiske grunde, men fordi jobbet gav ham en følelse af at være betydningsfuld. Det gav ham autoritet.

Karl-Japser kunne aldrig drømme om at tage mod en formandstjans, men til gengæld fulgte hans autoritet ham, hvor han stod og gik. Også uden for arbejdspladsen. Formanden derimod kunne ulykkeligvis ikke tage sin autoritet med sig hjem, fordi den var vævet ind i hans gule funktionær-kedeldragt; den var lagt som en ekstra svederem i hans orangefarvede arbejdslederhjelm; den sad i spidsen af hans kuglepen, når han skrev rekvisitioner ud. Det var en berusende fornemmelse, som han vitterlig gerne ville have hjembragt, hvor den så kunne komme ret til udfoldelse uden de begrænsninger, der lå i, at hans mester på værftet kujonerede ham, at ingeniørerne brugte ham som stik-i-rend-dreng, at hans tidligere kammerater behandlede ham med en spottende overbærenhed, og at han ikke egenhændigt kunne udskrive fyresedler. Tro ikke, han ikke havde prøvet at flytte formandsautoriteten fra disse begrænsninger! Flere gange i den allerførste tid havde han beholdt uniformen på, når han efter fyraften kørte hjem til parcellen, men det virkede ikke. Slet ikke, og han havde lidt af bitterheden over dette siddende i maven, som han stod dér på dækket og skulede ondt til hullet.

Han betragtede hullet som en personlig fornærmelse, som om det var skåret netop dér alene for at genere ham. Han havde med øjnene målt det til omkring trekvart meterspenge i diameter, havde derefter sparket lidt til de kabler og andet ragelse, som camouflerede hullet, hvorpå han vendte ryggen til og lod, som det ikke eksisterede.

Han havde halsbrand, og det sved langt ned i brystet. Det var galt med maven, og det tiltog for hver dag. Man fik den slags af at gå i gul kedeldragt og orangefarvet hjelm. Det var mere eller mindre en slags statussymbol. Alle betydningsfulde mennesker døjede med maven, og det var ansvaret, som gjorde det.

Hvad hullet angik, så kunne folk sgu bare se sig for.

Som man vil vide, er det ikke alle værftsarbejdere, der slår sig selv ihjel i produktionen, men enhver, der har nogle års værftserfaring, har i hvert fald været »lige ved« på den ene eller anden måde, således også både formanden og Karl-Japser.

Enhver kender dette … enhver værftsarbejder kender dette, at man står på en solid stilladsflage i et maskinrum med femten meter luft og en masse hårdtslående metal under sig. Man læner sig op af det lange, lårtykke rør for at hvile eller for at nå, blot for at opdage, at røret endnu ikke er boltet fast; at det hænger i et par stropper og giver efter, så man pludselig mærker det sug i maven, der indvarsler det frie fald. Og én ting er vis: Det minder på ingen måde om det lystbetonede mavesug, man føler, når rutschebanen på Bakken er for nedadgående.

Heldigvis har man en årvågen makker, der slår en klo i kraven på én, og man skvatter sammen på stilladsflagen og hiver vejret ind, som om man skulle hamstre til trangere tider.

Resten af dagen går man rundt og fortæller alle og enhver, hvor tæt på de var denne gang. Man er nødt til at fortælle det for ligesom at snakke angsten ud af kroppen, og det bedste publikum er som regel de nye folk, der endnu lader sig skræmme af ordene, selv om de næppe ganske fatter dem, før de selv har prøvet næsten-styrtet. De værftsvante kammerater nikker bare til beretningen og siger noget i retning af:

– Ja, der ka sgu snart komme bud efter én! Eller:

– Som jeg altid siger: Det er klogest at bruge lejderen, selv om det er hurtigere at komme ned på den anden måde! Og så videre i den dur.

De nyere folk, hvis de ikke lader sig umiddelbar skræmme af ordene, udtaler sig medfølende, men med denne her undertone:

– Den slags sker aldrig for mig, dertil er jeg for forsigtig.

Ingen tror, heldigvis, at den slags kan ramme dem selv… ikke før de mærker suget i maven og de efterfølgende symptomer. Koldsveden, de skælvende ben, den volterende mavesæk og en umanerlig trang til at drikke sig fuld eller på anden måde fejre et eller andet ubestemmeligt. Efterreaktionerne bliver i regelen mindre og mindre for hver gang, man har været ude i næsten-styrtet, men den svimlende fornemmelse af målløs taknemmelighed kommer igen og igen på rystende ben.

For de flestes vedkommende.

Grunden til, at formanden havde ulejliget sig med at formulere sin hul-filosofi som »folk ka bare se sig for!« var den, at hvis han »opdagede« hullet, var han også forpligtet til for det første at afspærre det midlertidigt, og det gad han ikke; for det andet at få fat i svejser, der kunne sætte sceptre op til en ordentlig afspærring, og det gad han endnu mindre, eftersom han ingen svejser havde på prajehold. Logisk nok foretrak han derfor at overse hullet.

Men nu kom altså Karl-Japser sjoskende ude agterfra med sin evige cerutstump i mundvigen og en kort stilladslejder på et par meter over skulderen. Han havde stukket højrearmen gennem et trin-hul, men lod ellers lejderen balancere for egen regning og risiko over skulderen, mens han rank og cerutdampende frejdigt fulgte sin ufravigelige vej gennem dækkets virvar af tykke, sorte spaghettier og andet rod. Han havde ikke set hullet, Karl, og hullet var heller ikke særligt synligt, så da han skrævede over et bundt formbukkede og flangeforsynede damprør, røg han lige lukt ned gennem den uafskærmede, halvtilslørede dødsfælde.

Formanden havde vendt sig om, da Karl kom traskende, og nu udstødte han et skingert skrig i panik, mens de mærkeligste tanker og følelser stod i kø i hovedet på ham. Chok! Angst for, at nogen havde set, han havde set… og anger nok til en halv snes katolske forladelser af selv de mest protestantiske synder. Men alt sammen naturligvis for sent. Han krummede sig sammen og gylpede syre op i et kort, brændende muskelstød, der føltes, som blev halsen flået indvendig. Så så han Karl-Japser.

Karl hang med sine næsten tres år i hullet. Lejderstumpen virkede som en ters, der havde forhindret ham i at ryge til bunds i det dødelige ståldyb. Cerutstumpen stad urokkeligt i hans mundvig, og ikke en trækning i ansigtet røbede, hvor nær han havde været ved færgestedet til underverdenen. Et par var kommet stæsende ved formandens rædselsskrig, og nu hjalp ivrige hænder Karl med at komme op på solid dæksgrund. Han lod lejderen falde og gned sig lidt under armhulen, som vangen havde hugget op imod, og så vendte han sig mod formanden, hvis mund stadig havde form efter skrig og syreopkast. Uden at ane noget om formandens forsømmelsesansvar for næsten-styrtet kiggede Karl stenansigtet på ham, mens han med venstrehånden, hvis knoer var hudafskrabede, tog cerutstumpen ud af munden, og så gryntede han kort til arbejdslederen:

– Høh, dar blev du vist ræed, hva? Formanden smækkede undermunden på plads med et hørligt klik. Ville sige noget kvikt, men kunne ikke få en lyd frem. Karl smed cerutstumpen, tørrede de blodige knoer mod buksebenet, halede en ny cerut frem fra blikæsken, tændte den, inden han igen fattede sin lejdestump. Tilsyneladende aldeles uberørt marcherede han videre med et kort takke-nik til dem, der havde trukket ham op. Kun en let halten fortalte, at alt ikke var med ham, som det havde været et par minutter tidligere.