The Cocoon handler om tilblivelsen af den nye tilbygning til det spændende Darwin centre, en del af the natural history museum i London.
Af Janne Wedenborg
Forlaget Bogværket har udgivet The Cocoon (på dansk: puppe, kokon), en bog om Darwin Centre. Det er et arkitektonisk prestigeprojekt til udvidelse af The Natural History Museum i London, gennemført af det danske arkitektfirma C.F. Møller.
Bogen beskriver det komplekse arbejde med at få alle forudsætninger og krav til byggeriet til at gå op. Den viser arbejdsgangen fra skitser på papir, modelbyggeri og detaljering til selve det fysiske arbejde med opbygningen af den usædvenlige form.
Den ligner en enorm kokon og er bygget op i et atriumrum bag en stål– og glasfacade.
Byggeprocessen
Skallen er sprøjtestøbt på stedet over jernarmering omkring de otte etagedæk, der blev understøttet af midlertidige søjler. Et præcisionsarbejde, der har stillet store krav til de specialarbejdere, der har været i gang med projektet. Det er den største sprøjtestøbte form i Europa.
Efter støbning er konstruktionen selvbærende, beklædt med isolering af glasuld og til sidst pudset i gammel italiensk stucco lustro teknik.
Det er marmorpuds, der bliver påført i mange tynde lag og håndpudset efter hver påføring, så overfladen bliver glat og de mange lag lidt transparente.
Den sidste blankpolering med valset stål er dog udeladt i dette tilfælde, fordi arkitekterne ville undgå at skabe associationer til et dinosauræg.
Der er mange illustrationer af arbejdsprocessen i bogen.
Reklame for et arkitektfirma
Det er en meget positiv bog. Uventede udfordringer, der dukker op undervejs, beskrives som løst næsten lige så glat som kokonens overflade.
Der er bidrag fra projektets forskellige samarbejdspartnere og interview med lederen af arbejdsgruppen hos C.F. Møller, partner og arkitekt Anna Maria Indrio. Hun har også stået for en del af bogens sider med sentenser og citater.
Bogen er fyldt med illustrationer: Skitsetegninger, situationsplaner, principdiagrammer og fotos af byggeprocessen. Tilsammen giver det et godt indblik i byggeriets forløb.
Der er referencer til flere af C.F. Møllers andre arbejder blandt andet tilbygningen til Statens Museum for Kunst i København, der har samme tema: Betonkonstruktion med glasfacade som klimaskærm.
De økonomiske forhold omkring byggeprojektet er ikke omtalt. Det må have været en større sag for arkitektfirmaet.
Med støtte til udgivelse af bogen fra både Realdania og Dreyerfonden kunne der måske have været råd til også at udgive den på dansk – inden den blev oversat. Bogen er udgivet på engelsk.
Bogen er en god indfaldsvinkel til det interessante Darwin Centre.
Catherine Slessor, Kim Dirckinck-Holmfeld og Karsten Ifversen: The Cocoon, Darwin Centre II. 96 sider, stort format 28x28 cm, rigt illustreret. 198 kroner. Forlaget Bogværket
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278