07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Små grønne skridt og store visioner

Små grønne skridt og store visioner

Onsdag, 07. juli, 2010, 11:03:43

Roskilde Festival er blandt Europas førende omkring miljø og bæredygtighed. Arbejderen er fulgt i festivalens grønne fodspor og har mødt »Green Footsteps«.

Små grønne skridt og store visioner
Maria Prudholm
– Vi har en klar vision om at være bedst inden for miljø og klima, fastslår Marie á Rogvi, projektleder på Green Footsteps.

Grøn er håbets farve, siger man.

Og der er masser af håb, engagement og visioner blandt de frivillige i Green Footsteps – Roskilde Festivals klima- og miljøkampagne.

– Vi tager mange små skridt på vejen. Der er lang vej og masser af arbejde forude, men det går hele tiden fremad, siger Marie á Rogvi, projektleder i Green Footsteps, til Arbejderen.

28-årige Marie á Rogvi er en af de frivillige i klimakampagnen, og hun får ikke sovet så meget under festivalen. Hun har travlt med at male Roskilde Festival grøn, og det betyder 80-90 timers arbejde lige op til og under festivalen.

­– Jeg gør det, fordi det er virkelig sjovt, interessant og udfordrende. Og så selvfølgelig fordi det er en vigtig sag, som jeg kan stå inde for. Jeg bliver stolt, når jeg ser, at det vi har arbejdet med i seks måneder, bliver ført ud i verden. Vi knokler røven ud af bukserne med de andre seje frivillige, siger hun til Arbejderen.

Grøn på roskilde
Green Footsteps blev skudt i gang foråret 2009, og havde sin ilddåb på sidste års festival.

Kampagnen bruger en del energi på at oplyse festivaldeltagerne om bæredygtighed og konsekvenserne af for meget svineri. Men Green Footsteps tager også utraditionelle midler i brug.

Ved at tage mindst tre grønne skridt, og dokumentere dem, kan festivalgæster kvalificere sig til en plads i Roskilde Festivals klimalejr: Green Bootcamp.

Og ideerne til de kvalificerende, grønne skridt er mange og fantasifulde. Nogle har lavet deres eget indkøbsnet af genbrugstøj. Andre har inviteret alle vennerne på en økologisk festmiddag.

Selve lejren ligner ved første øjekast en ganske normal festivallejr – bortset fra, at den er mere ren. Men kigger man nærmere, går det hurtigt op for en, at der langt fra er tale om en normal lejr.

Over en række særligt udseende telte stikker små vindmøller og solceller op. En ung mand hjuler hurtigt på en cykel, mens han pulser løs på en smøg. Han er der ikke for motionens skyld. Han er ved at lade sin mobiltelefon op – med pedalkraft.

– Vi har en klar vision om at være bedst inden for miljø og klima. Det er også en del af vores vision at få engageret folk, dog uden for meget løftet pegefinger, for selvfølgelig skal det stadigvæk være sjovt at være på festival. Vi har bare heller ikke lyst til at være en festival der fordummer de unge, siger Marie á Rogvi .

Når man går rundt på festivalen, så mærker man, at Roskilde Festival har en ambition om fortsat at være Europas førende på klima- og miljøområdet.

Øko-junk food
Ved Sustainable Area – festivalens bæredygtige område – kan du handle næsten alt økologisk og fairtrade. Selv økologiske drinks og økologisk junk food frister festivalsjælene.

Der er siddepladser, som samtidig fungerer som kunstinstallationer – lavet af sammenpresset affald og genbrugsmaterialer.

På Odeon-scenen består 90 procent af lyset af klimavenlige LED-lamper; der er bæredygtig catering til kunstnerne, og der bruges el-biler til transport af udstyr bag scenen.

Green Footsteps-kampagnen ser det som en kæmpe udfordring at skulle kommunikere miljø og klima ud til unge, som først og fremmest er på festival for at høre musik og feste med vennerne.

– Roskilde Festival er en festival med holdning. Og vil gerne opfordre de unge mennesker til en form for aktivisme. Vi vil ikke kun have unge, der sidder på en stol og drikker bajere, siger Marie á Rogvi med et varmt smil.

De grønne frivillige har masser af arbejde fremover, og de fornemmer, at indsatsen rykker ved festivalgæsterne.

– Folk ved, at der i år er en klimakampagne. Og vi vil gerne sige, at vi ikke stopper her - også selv om klimatopmødet i København var en fiasko, og der var et kæmpe antiklimaks omkring COP15. Vi fortsætter vores arbejde for en grønnere festival, konstaterer Marie á Rogvi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jul. 2010 - 11:03   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur