På 25. år kan især yngre kunstnere få plads til at eksperimentere hos Overgaden. For der skal være plads til at lege, siger bestyrelsens formand, Charlotte Bagger Brandt.
Der er løbet meget vand gennem Christianshavns Kanal, siden en gruppe unge kunstnere fik overbevist deres kulturminister om, at Danmark manglede et ikke-kommercielt udstillingshus, styret af kunstnerne selv.
Det skulle være et alternativ til gallerierne og de store udstillingsbygninger, et sted der kunne skabe mulighed for, at kunstnere kunne udstille gratis.
Så Kulturministeriet købte i 1986 det fine hus på Overgaden Neden Vandet 17, indrettede det gamle trykkeri i to etager til udstillingsrum og døbte det Kulturministeriets Kunstudstillingsbygning.
Styringen overlod man til en bestyrelse, bestående af tre aktive kunstnere. De skulle hvert år søge om penge fra Kulturministeriet til husets drift, altså husleje og varme.
Til gengæld måtte de udstillende kunstnere klare alt selv, fra opstilling til nedtagning, bemanding, opsyn, rengøring, alt.
Plads til leg
Sådan er det ikke helt mere. For ti år siden overtog Statens Kunstråd stedet, der fik navnet Overgaden – Institut for Samtidskunst.
Både ledelse og stil blev mere professionel, der blev ansat en forretningsfører, og fra 2006 kunne andre end kunstnere lede huset.
Overgadens øverste ledelse er stadig bestyrelsen, og her har kurator Charlotte Bagger Brandt siddet som formand siden årets start.
Hun er til daglig leder af Råderum – kontor for samtidskunst, der skaber muligheder for samtidskunsten på tværs af genrer og landegrænser.
For hende er netop de unge kunstneres råderum i fokus.
– Overgaden er en vigtig institution, fordi den prøver at formidle, forvalte og hjælpe den yngre del af kunstscenen, og det gør ingen andresteder helt på samme måde, siger huntil Arbejderen.
– Vi lægger vægt på at være tæt på kunstnerne, så vi kan fokusere på formidlingen af udstillingerne, give dem lov til at tænke i netop dét format, de har lyst til, og ikke så meget i et museumsformat. Hos os kan de eksperimentere mere med formen – vi er lidt mere åbne for leg, siger Charlotte Bagger Brandt.
Kunst som viden
Det andet spor i Overgaden er, at stedet også skal fremme og opfordre til debat. Huset er åbent for arrangementer, hvor kunstnerne kan diskutere politik, fag eller hvad de nu har lyst til.
– Vi giver kunstnerne mulighed for at låne Overgaden til et arrangement, men det kan også være noget, vi selv tager initiativ til, siger Charlotte Bagger Brandt.
En helt afgørende del af Overgadens ramme er, at her opfattes kunst som videnskab på linje med andre akademiske discipliner.
– Kunst er grundforskning, der både udforsker de fem sanser og indgår i en samfundspolitisk debat. Vi ser på kunsten som noget der arbejder og eksperimenterer for at skabe ny viden, ofte på tværs af faggrænser og sanser, siger Charlotte Bagger Brandt.
– Kunstnere arbejder med samfundet, fordi de er en del af det, men den enkelte forvalter selvfølgelig det forskelligt, og det skal der være plads til.
Kunst i nærområdet
Overgaden ønsker samtidig at være i en god dialog med de mennesker, der lever omkring dem på Christianshavn. Derfor deltager instituttet hvert år på Christianshavns Bogfestival med kunstneriske bogudgivelser.
– Vi laver vor egen stand på Overgaden, så på den måde kan det være, at der kommer nogen fra den store festival for at se, hvad vi er for et sted. Vi vil gerne være åbne for at prøve at få fat i de lokale beboere, for vi er også deres institution, fortæller Charlotte Bagger Brandt.
Som et eksperiment deltager man derfor i et samarbejde med Christianshavns Gymnasium omkring huskunstnerordningen.
Den gør det muligt at lave tværfaglig undervisning i forskellige kunstfag.
– Eleverne ser, hvad det er for en kunst, der er på Overgaden, hvad det er for et sted, og hvad man kan bruge den til. Samtidig kan de lave deres egne forsøg med kunst, siger Charlotte Bagger Brandt.
Ordningen er en del af elevernes gymnasieuddannelse, og hvis det går fint, er det noget man ifølge hende vil fortsætte med.
Kunstnernes eget hus
Det er en udvikling, der falder i god tråd med husets oprindelige formål – at det skal være et sted, hvor kunst udfolder sig uden for de almindelige institutionsrammer.
Den nuværende ordning med en bestyrelse på fem, hvoraf de tre er udøvende kunstnere, én er kunstformidler og så en åben plads, er snart fem år gammel, og den ser ud til at have tilført Overgaden den strømlining, der skulle til for at bevare stedet.
Kunstrådet betaler gildet, og for første gang kører Overgaden på en tre-årig bevilling.
– Det betyder, at vi har kunnet lægge et program over et længere forløb, i modsætning til før, hvor det var ret nervepirrende, om vi overhovedet fik nogle penge, lyder det glad fra Overgadens bestyrelsesformand.
Hun håber naturligvis, at man kan fortsætte med de tre-årige bevillinger, der er på tre millioner kroner årligt. Udover de løbende udstillinger bliver det til en eller anden form for arrangement hver anden uge.
– Vi er altid åben for det spontane, så hvis en kunstner har besøg fra udlandet og har lyst til at starte en diskussion, så kan man også bruge Overgaden til det, slutter Charlotte Bagger Brandt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278