Systemskiftet 2001 tegner sig klart i to forhold. Kulturministeriets grundlæggende armslængdeprincip, hvor frie kunstnere udvikler et pluralistisk kunstliv, er væk. Drømmen om kunstens betydning for folket og demokratiet er opgivet

af billedkunstner Henning Damgaard-Sørensen, Veksø
Valget den 20.november 2001 fandt sted i skyggen af den 11. september, i en verden præget af usikkerhed og misstemning.
Vi fik en borgerlig mindretalsregering baseret på støtte fra Dansk Folkeparti. De to præster Søren Krarup og Jesper Langballe var hurtigt ude og fortolkede valget som et politisk systemskifte. Det danske folks opgør med den kulturradikalisme, der længe 'hånede alt, hvad der var kristeligt og dansk'.
I nytårstalen 2002 fortsatte statsminister Anders Fogh Rasmussen den nye værdikamp med en bandbulle imod de magtliderlige smagsdommere, der efterhånden havde skabt en situation, 'som tenderer rent eksperttyranni'.
Fogh lovede, at regeringen ville udrense og afskaffe overflødige råd, nævn og institutioner. Fremtidens mennesker vil altid komme før systemet, borgeren skal kunne vælge frit mellem udbud af offentlige ydelser, præcis som kunden i et supermarked. I en globaliseret verden med frie markedsbetingelser og benhård konkurrence er der ikke plads til kulturradikalismens relativisme. Vi må styrke privatiseringen og finde tilbage til den særlige danske egenart og de gode danske værdier. For at agere i den store sammenhæng må vi styrke kulturarven.

Pias interesse for kulturpolitik
Den altid vågne støttepædagog og vagthund Pia Kjærsgaard afslørede uventet interesse for kulturpolitik. Under feltråbet 'fuld fart på den borgerlige kulturkamp!' møder vi hende i Folketingets Kulturudvalg.
Uden skelen til kendsgerningernes realiteter bjæffer hun med betinget refleks: 'Kunsten skal udtrykke sig uafhængigt af islamistiske mørkemænd, der forsøger at dirigere rammerne for kulturens udfoldelse.'
Hun er lysende klar i formuleringen af Kulturministeriets grundlag: 'Staten skal støtte en udvikling i kunsten, som samfundet kan få gavn af på længere sigt.' Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard er rodfæstet i en kulturarv, som er kendt. Vi ved, hvor vi har partiet.
Når Pia som en bidsk kamphund afkræver regeringen solidaritet og enighed i den kulturpolitiske linie, logrer regeringen med halen. Vi ser et utilitaristisk princip, som i Halldor Laxness` udlægning 'vil gøre kunsten til et stykke husgeråd eller en arbejdskrikke'.
Snakken om mennesket, der kommer før systemet, gælder ikke for skabende kunstnere, når Pia Kjærsgaard har vetoret.

Magtens indblanding
Hos dårlige magthavere finder man ofte den holdning, at den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Europas kulturhistorie er fuld af eksempler på magthavernes indblanding i den frie kunstudfoldelse.
De fleste skolebørn har hørt om 'billedstormen' under reformationen i 1536. Et systemskifte, hvor billedkunstnere blev sendt ud i mørket, frataget livsgrundlag og levebrød til fordel for selvgode og bigotte prædikanter. Det blev en særlig og hellig glæde at forvandle billedhuggerarbejder til pindebrænde og overkalke fremragende billeder på kirkernes hvælvinger.
I et andet systemskifte efter Grundlovens indførelse kom kunsten igen i klemme. I den nye Rigsdag diskuterede man i 1866, om der fortsat var råd til en ballet på Det Kongelige Teater.
Flere godsejere samlede sig om synspunktet 'Kunst og Poesi er en Luksus, der ikke anstår sig et agerdyrkende og kvægdrivende Folk'. Virker udsagnet bekendt?
Allerede under Første Verdenskrig, hvor der var mange private, husvilde penge, trådte modernismen i karakter med en livlig kulturdebat, der satte spørgsmål ved den traditionelle livsførelse.
Med den fremragende maler Harald Giersing som primus motor åbnede kunstnersammenslutningen Grønningen sin første udstilling. Lundstrøm udstillede sine legendariske pakkassebilleder.
Kvinderne fik valgret. Emil Bønnelycke og Tom Kristensen udviklede et parløb i 'Valbyparnasset'. Med en radikalisering af kunsten i mellemkrigstiden voksede en kløft mellem kunsten og det store publikum.

Mellemkrigstidenes energi
I 1925 nedlagde Stauning Kulturministeriet. Statens indblanding på området blev spredt på flere ministerier, og staten kunne ikke gennemføre en overordnet samlet og styrende strategi. Mulighederne for politiske indgreb blev reduceret. (Men ikke glemt!).
Kunst og kultur kunne ånde friere, og mellemkrigstiden præges af enestående energi og vitalitet. Billedkunstnere fandt sammen i kunstnersammenslutninger, hvor kunstnerne fik direkte kontakt med et nysgerrigt og åbensindet publikum.
'Frem for Elfenbenstårnet foretrækker den moderne kunstner Udstillingstårnet', skrev Otto Gelsted. Bernhard Christensen og Kjeld Abell tegnede den nye, modernistiske tidsånd med interesse i jazzen i 'Melodien der blev væk'.
Mange af tidens forfattere levede op til Georg Brandes` programerklæring for moderne litteratur med kravet om at sætte problemer under debat. I et væld af polemiserende tidsskrifter og bogudgivelser udfoldes markante holdninger og pluralistiske kunstopfattelser.
Lige fra børneopdragelse, fri seksualmoral, kvindefrigørelse, pacifisme, barfodsgang i vådt græs til mere slagkraftige holdninger, formuleret af skribenter som Poul Henningsen, Broby Johansen, Otto Gelsted, Aksel Salto, Hartvig Frisch, Ejler Bille og mange flere.

Klassebetonet
Socialdemokraten Julius Bomholt udgav bogen Arbejderkultur i 1932 under indtryk af krisen. Her åbnes et kultursyn, hvor arbejderklassen skaber sin helt egen kultur, befriet for det dekadente borgerskab. Med egen brødfabrik, eget ølbryggeri, eget ligkistemagasin og egen kunstopfattelse.
En klassebetonet holdning, der blev afløst få år efter, hvor det i Oskar Hansens udlægning hed 'Danmark for folket'. Det blev den generelle holdning, at Socialdemokratiet, med faderskikkelsen Stauning i centrum, skulle være et bredt favnende parti med plads for Loke såvel som for Thor.
Stauning førte en meget forsigtig politik overfor Hitlertyskland. Han var ikke udelt glad for Hartvig Frisch` bog 'Pest over Europa', som bidrog til kulturradikalismens antifascistiske prægning.
Partikammeraten Hans Bendix fik en fin henstilling om at moderere sine satiriske antinazistiske tegninger. Men den erklærede antinazist, surrealisten Wilhelm Freddie, fik kærligheden at føle. I 1937 beslaglagde politiet hans udstilling, hvor blandt andet skulpturen Sex-Paralysappeal blev vist, og kunstneren blev sendt ti dage i spjældet dømt for pornografi.
Den samme skæbne ramte arkitekten Edvard Heiberg, redaktør af tidsskriftet Plan, fordi ordet 'tissemand' var nævnt i spalterne. Staten kan altid finde egnede magtmidler.

Bomholt og rindalisme
I Anden Verdenskrigs lukkede rum varmede flere kunstnere, for eksempel Asger Jorn, Richard Mortensen og Robert Jacobsen, op til positioner i den store internationale kunstverden.
Kulturen blev politisk interessant og fik en fremtrædende plads i Socialdemokratiets partiprogram 'Fremtidens Danmark' fra 1945. Her omtales udviklingen af folkets kulturelle liv på lige fod med de socialøkonomiske betingelser, som politikkens egentlige formål.
Holdningen blev gentaget i Bomholts programerklæring 'Mennesket i centrum'. Med Bomholt som drivende kraft blev Kulturministeriet oprettet i 1961. Her blev frisind og åbenhed ophøjet til en bindende agenda.
Kunstens frie udfoldelse skulle overlades til en suveræn og selvstyrende kunstverden, uden politisk indblanding. Armslængde princippet blev knæsat under den smukke formulering 'Nok støtte men ikke dirigere'.
Nu skulle kunsten møde et nyt publikum, og menigmand skulle opleve den moderne kunstudfoldelse. En pluralistisk dimension skulle bidrage til et mere perfekt demokrati. Og sikre en kunstnerisk mangfoldighed med målrettet satsning på kvalitet.
Kulturministeriet kom skidt fra start, fordi man ikke forstod, at et blomstrende og dynamisk kunstliv bygger på et vidende, interesseret publikum, der altid udgør et mindretal i samfundet.
Stærkt støttet af pressen voksede en protestbevægelse frem midt i Socialdemokratiets vælgermasse: Rindalismen, hvorfra der udgår en lige linie til Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.

Knæfald for Rindalismen
Socialdemokratiet fik et politisk problem. Bomholt blev fyret og Jens Otto Krag lancerede et nyt begreb: Kulturpause, som et knæfald for rindalismen.
Drømmen om en friere tilværelse levede videre i 60`ernes såkaldte ungdomsoprør. Det ikke alene mindede om 30`ernes kulturradikalisme, men fortsatte den antiautoritære og kritiske holdning overfor det etablerede politiske establishment med visionen om nye værdinormer, der endnu fornemmes som en inspirerende understrøm.
Tung, med inerti som en supertanker, fortsatte Socialdemokratiet med illusionen om en kulturpolitik, hvor den såkaldte finkultur kunne påduttes det danske folk helt ud i de yderste geografiske og sociale led.

Markedsorienteret undersøgelse
Den sidste socialdemokratiske kulturminister, Jytte Hilden forsøgte desperat med en markedsorienteret undersøgelse, hvor borgere i tre udvalgte byer ved spørgeskemaer blev spurgt om deres kulturpolitiske ønsker.
Og hun udgav et større bogværk på 18 bind, hvor akademikere med grafer og statistikker skulle belyse danskernes fornemmelse for kunst og kultur. Og hun skød præcis ved siden af målet.
Som uddannet tekniker og uden fingerspidsfornemmelse forsøgte hun at løse irrationelle livsproblemer i et teknisk sprog. Og hun afslørede et grundlæggende problem i vores teknokratiserede politiske liv, hvor menneskelige oplevelser og adfærd kan underkastes styrbare principper.
Den påståede værdikamp blev overladt til Anders Fogh Rasmussen, der frimodigt kunne hævde, at mennesket altid kommer før systemet.
Han viste iøjnespringende demagogiske talenter ved på samme tid at snakke om det enkelte menneskes suverænitet og frie valg - for sideløbende at indføre et regel-Danmark, hvor der vedtages fem nye regler og love i døgnet.
Vi har fået et kontrolsystem, hvor mistænksomme paragrafryttere kun viser venlighed, når det gælder regeringen og politikerne. En nation, præget af selvgod mistillid, som i stigende grad opfatter medborgere som modborgere.
Fogh Rasmussens løfte om afskaffelse af eksperttyranni, overflødige råd og institutioner er udviklet til en ekstrem centralistisk styring af hele samfundet og kulturlivet.

Fummelfingret
Det er lykkedes at etablere en sær dobbeltbundet, forvirrende situation, hvor kunstnere og intellektuelle med viden og indsigt underordner sig det ensrettende og polariserende feltråb 'Fuld kraft på den borgerlige kulturkamp'.
Objektive, moralske standarder og fornuftig autoritet synes forsvundet. Generelt og kun med sporadiske indsigelser er magten overladt til ukyndige og fummelfingrede politikere, som vi kender dem i Folketingets Kulturudvalg, og karrierebetonede embedsmænd i Kulturministeriet får frit spil.
Kulturministeriet kan indkalde kyndige personer med almindelig anseelse i miljøet og rimelig sagsindsigt til at udarbejde et korrigerende forslag til en institutions fremtidige virksomhed, som for eksempel Udstillingsbygningen ved Charlottenborg. Og vi oplever en forestilling, der minder om bondefangeri i et marionetteater.
De kyndige dukkeroller bliver stumme, når dukkeførerne slipper snorene og tilsidesætter kompetente forslag for at dekretere beslutninger, der tilsyneladende er bestemt på forhånd.
Men i bedste demokratiske stil blev det kompetente forslag sendt ud til høring blandt de berørte parter. Og blev godkendt ikke mindst på grund af det kyndige udvalgs almindelige anseelse. Nogle vil sige - sådan er det bare, men det er også udtryk for intellektuelt svigt.
I Edward W. Saids udlægning 'Hvis man har blikket rettet imod sine beskyttere, kan man ikke tænke intellektuelt, men kun som discipel og håndlanger. Det sidder i baghovedet, at man skal behage og ikke mishage'.
Det er lykkedes Fogh Rasmussen og frontkæmperne i den borgerlige værdikamp, at udskifte humanister og overlade 'eksperttyranniet' til nye, mere standhaftige specialister, fortrinsvis hentet i den markedsorienterede finansverden.
Her flokkes spindoktorer, reklamefolk, specialkonsulenter med indsigt i eventkultur, brugerinnovation, oplevelsesøkonomi, turisme og rationaliseringseksperter. Folk, som den svenske politolog Bo Rothstein har kaldt teknisk kompetente barbarer.

En ny samfundsrolle?
Hensigten er forstemmende klar: at sætte 'Kunsten i en ny samfundsrolle', som man kunne læse i overskriften for Politikens kronik den 20.juli 2009. At forvandle et pluralistisk kunstliv til en dikkende lammehale i privatiseringens og industriens tjeneste. Især i krisetider må vi alle underordne os konkurrencens, eksportens og globaliseringens betingelser. Kunstnerne skal være omstillingsparate, og indpasse sig institutioner, der fungerer under strikse resultatkontrakter.
I kunsten findes en konstant, den æstetiske dimension, der i en 30.000 års historie har udfoldet sig uafhængig af politiske og økonomiske systemer, og som altid har overlevet politiske og religiøse angreb.
Allerede i de mest primitive samfund bygger kunstverdenen på det enkle forhold imellem kunstneren og publikum, der tror mere på sine egne sanser, end på spidsfindige forklaringer.
Senere kommer der mange andre roller til: galleriejere, kuratorer, museumsdirektører, kunstkritikere, teoretikere og filosoffer med flere. George Dickie omtaler 'disse sofistikerede roller som snyltere på kunstnernes og kunstverdens-publikums centrale roller'.

Konsumentrolle
Systemskiftet 2001 tegner sig klart i to forhold. Kulturministeriets grundlæggende armslængdeprincip, hvor frie kunstnere udvikler et pluralistisk kunstliv, er væk. Billedkunstnere underkaster sig frivilligt betingelser bestemt på forhånd af statsanerkendte kuratorer. Drømmen om kunstens betydning for folket og demokratiet er opgivet.
Kunstens publikum ændrer sig gradvist fra en rolle, hvor indsigt, interesse og tro på egne fornemmelser forvandles til en konsument rolle, afhængig af forklarende rådgivere, med en troværdighed som børsmæglere og bankrådgivere.
I denne verden kan kunst ikke opleves uden vidtløftige forklaringer. Brian Mikkelsen fik centraliseret magten og ikke så få erhvervsfolk placeret på centrale stillinger i kunstlivet.
Et skræmmende eksempel finder vi i Udstillingsbygningen ved Charlottenborg - der efter en skandaløs seance, fremkaldt af Kulturministeriet, nu dikteres et fremtidigt grundlag i en ny bekendtgørelse.
Her skal sammensættes en bestyrelse 'med økonomisk ledelses- og erhvervsmæssig erfaring, samt kunstnerisk og kunstfaglig indsigt'. Halvdelen af medlemmerne udpeges af ministeriet, resten af Kunstakademiet og Kunstrådet. Akademiet står for kunstneruddannelsen, Kunstrådet har i forvejen indflydelse på kunstproduktion og udstillingsstøtte.
Den borgerlige værdikamp er endt i tilstande, der mest af alt minder om det, der kendes fra hedengangne totalitære stater. Resten er tavshed.

Henning Damgård-Sørensen, Dansk maler og billedhugger. Født 1928.
Foruden malerier, relieffer og skulpturer har han udført en lang række udsmykninger, blandt andet Høje Taastrup Station (1985) og på LO-Skolen i Helsingør, hvor der er et tæt samspil mellem billedkunst og arkitektur.
Damgård-Sørensen er stærkt engageret i kunstens integration i hverdagen, også som administrator og kulturpolitisk debattør.
Han har været medlem af Grønningen fra 1966 (formand 1967-89) og formand for Udstillingsbygningen ved Charlottenborg.
Kilde: denstoredanske.dk