Skuffende scenografi, kostumer og iscenesættelse af Händels ¤¤Jephtha¤¤

af Helle Due og Anders Fenger
Hvis ikke Det Gamle Testamente og dets Dommerbog, kapitel 11 var 2510 år gammelt, ville stykket om Jephtha nok give visse nutidige politiske rystelser i og udenfor Operahuset på Holmen.
Tekststumper som 'Lad krigshornene gjalde' og 'Israel er befriet' kunne nok få enhver op af stolen! Samtidig kunne den krigeriske retorik få blodet i kog hos enhver fredselskende publikummer.
Tænk, at zionister i dagens Mellemøsten har taget krigshornet op og erobrer land, meter for meter...
De har stadig den holdning, at Israels land er lovet dem af Gud. Jerusalem er deres hovedstad og i midten af denne by er centrum for deres religion. Men 'Jephthas' alderdom og forpassede morale bør få en til at slå koldt vand i blodet.
Händels oratorium, 'Jephtha', som er nyiscenesat og havde premiere på Operaen i lørdags, er dog desværre også en fantasiløs og farveløs forestilling.
Händel regnes for en af de største - måske den største - indenfor barokkens oratoriegenre. Det er en musikform, der er komponeret for solister, kor og orkester og oftest med et religiøst indhold.

Handlingen
Værket 'Jephtha' bygger som sagt på Det Gamle Testamente, Dommerbogen, kapitel 11. Vi er i tiden omkring 500 år før Kristi fødsel.
Jephtha var en stor kriger - en helt - som tog kampen op med ammonitterne, der havde erobret Israel. Sagnet siger, at Jephtha gav Herren, Israels Gud, det løfte, at hvis han sejrede, ville han som takkeoffer ofre - dræbe - det første menneske, der kom imod ham efter sejren.
Han vandt krigen, og den første, der kommer imod ham, er hans eneste højt elsket datter. Krigshelten kan ikke bryde sit løfte til Gud, og må altså ofre det kæreste, han ejer.
Men i Händels version, går det ligesom i historien om Abraham og Isak - en engel viser sig fra himlen og redder menneskeofret. Gud kan godt nøjes med et dyreoffer.
Datteren Iphis redder livet, men skal gå i kloster. Og så er historien faktisk ikke længere.

Sublim
For at begynde med det bedste ved forestillingen - så var orkesterfremførelsen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen sublim, båret frem af den fremragende akustik, der er i operahusets sal.
Strygerensemblet med træblæserne og trompeterne, som skal fortolke ydergrænserne mellem det dramatiske og det poetiske, er en musikalsk præstation ud over det forventelige. Det er en sand fryd for øret og en kilde til forståelsen af dramaets komponenter.
Sådan skal barokmusik fortolkes for at leve i nutiden.

Lykkes ikke
Scenografi og kostumedesign er skabt af britiske Viki Mortimer, som har en lang karriere og fine udmærkelser bag sig.
Disse funktioner skal sammen med Cris Daveys lysdesign, Benjamin Davis koreografi og Katie Mitchells iscenesættelse, samle værkets historiefortælling til et hele.
Det lykkes ikke i denne forestilling.
Scenografien og lyssætningen virker farveløs og ustruktureret. Ganske vist lagde barokkens mestre ikke vægt på dén side af helheden, men det ville have klædt en moderne forestilling.
Iscenesættelsen var temmelig rodet, men det værste var kostumeringen. Jephta, sejrherren fra 500 år før Kr. fødsel var klædt i moderne jakkesæt! Og både kvinder og mænd bar vesteuropæisk civilt tøj fra omkring Anden Verdenskrig.
Det virkede som total stilforvirring.

Solisterne
Solistpræstationerne var upåklagelige.
Her skal blot nævnes fire. Jephthas datter, Iphis, sunget af Eir Inderhaug, ydede med sin lyriske sopran det bedste til rollen og gav partiet en poetisk gennemslagskraft, der huskes.
Moderen, Storgè, Hanne Fischer, var lige så gennemført. Hun fortolkede sorgen til fuldkommenhed, både sangmæssigt og scenisk.
Jephtha, Paul Agnew, synger med en lys baryton, hvad der overrasker lidt, fordi det ikke helt stemmer overens med en stor krigshelts image. Men præstationen er upåklagelig.
Endelig er der Iphis forlovede, Hamor, sunget af Andrew Radley, som er kontratenor.
Han er en stor mand med kvindestemme. Alt andet lige virkede det som et fremmedlegeme i historien. Händel var flittig bruger af kastratsangere - og i England er der skoler for kontratenorer, men hvilken værdi, de har i en moderne opsætning, er svært at forstå.
Som man ser, er fremførelsen en co-produktion. Mon det er arbejdsmarkedets frie bevægelighed, der er årsagen?
Mon ikke danske scenekunstnere havde været bedre i samspil med et dansk publikum?

Jephtha. Af Georg Friedrich Händel. Iscenesættelse: Katie Mitchell. Med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen. Operaen på Holmen, København til 17. april.