af Patrick Mac Manus

JordenVi er stødt på grund og kan ikke komme fri. Drevet ind på denne sten, på denne jord. Vores råb og skrig er det kun os selv, der hører og de dør hen. Kun få er blevet reddet og båret ind i himlen og det er længe siden. Der er ingen vinget hest og ingen vogn af ild og intet stjerneskib, der vil føre os herfra. Vi må blive her, grundstødt her, nødstedt her.

---

NederlageneI blodig skjorte går de mod den mark, hvor døden venter, eller står skræmt ved en mur, hvor de hører stenenes skrig. I en stank af blod og salvie kryber de sammen og lægger sig i håbets ruiner. Føde for fugle, som finder vej i en genoprettet verden.De følger os med tavse råb på alverdens sprog.

---

Vi venterI tre døgn har vi stået her. I frysende rækker gennem byens ruiner og ud på de sneklædte marker. I fem døgn har vi stået her, henover en slette helt uden skygge, hvor dyrene ligger døde.Vi venter på mel, vi venter på ris, vi venter på vand, vi venter på et stempel. Langsomt bevæger vi os frem. I lange timer kan vi glemme, hvad vi står og venter på. Om natten fryser vi i månelyset og lytter til sjakaler. Om natten brænder vi gulvbrædder fra vore huse mens sneen falder.

---

Brød fra himlenVi er fortrøstningsfulde. Vi ved, at det vil gå. Det skal gå fordi vi er her og skal være her en tid endnu. Altid viser der sig noget, brød falder ned fra himlen, vand springer fra en sten, en strandet hval, et brev fra Californien, en stime af sjælden fisk eller en fugleflok, en vandrende musiker med sækkepibe, og hundredvis af uventede og sjældne ting, der altid viser sig. Ofte synes vi, at det er i sidste øjeblik, at det er for sent, men det er det ikke. Der er altid nogen, der vil tage imod, altid nogen, der er fortrøstningsfulde.

---

Et blik stort og barmhjertigtDer er intet menneske, der kan se alting. Ingen, der kan se og høre det. Ikke engang det, der sker på en enkel dag eller en enkel nat i verden. Derfor er der en længsel, længselen efter at alt bliver set og hørt, længselen efter et blik, der ser alt på jorden nu og før og altid, og ser det og lider med det. Et blik, der er mildt, et blik stort og barmhjertigt. Der er ingen, der samler alting sammen, væver det til et billede, et endeløst billede, der viser os, at vi lever og dør sammen også når vi mindst ved det, også når vi mindst tror det.

---

SorgSorg er historiens stof. Der er sorgen over det, vi har gjort mod os selv og mod verden. Men det er den mindste. Den store sorg er sorgen over det, der gør sorgen mulig. I al historie er der en længsel efter sorgløshed, længselen efter en verden, hvor vi ikke er til.

---

Andet optogEn dag vil vi rive viserne af alle ure og sige: det er nu. Vi vil bære grene fra den levende skov. Og skåle med vand, klart og rent. Brød af gode kerner. Og en håndfuld jord, sort og levende. Over vore hoveder vil der flyve fugleflokke. Fra træ til træ langs vejen vil røde egern springe. Prustende vil pindsvinene følge os. Ved alle kyster er der stimer af lysende fisk. I landets midte vil vi skrive en pagti en fusion af lyrik og lov. Mens vi i en sen time underskrivervil fuglenes træk og fiskenes stimer være jordens egen signatur.

---

Patrick Mac Manus Irsk digter og politisk aktivist. Uddannet i filosofi og historie i Dublin og Tübingen, flyttet til Danmark i 1970.Formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion (1986-1990) og blandt talspersonerne for Foreningen Oprør siden dens stiftelse i 2004. Er anklaget for støtte til befrielsesbevægelser i verden med krav om ubetinget fængsling på halvandet år. Udvalgte værker: Heksenes genkomst - om afrikanske udviklingsperspektiver (1993), Klagesand for Art O Laoghaire (1994), Fra Den udeblevne Apokalypse (1997), For endnu at kunne leve (2000), Den tilkæmpede historie (2009).