Det kan ikke betale sig at kæmpe for forandring. Men kvinder burde have mere magt, for mænd er brutale eller nogle skvat. Men muligvis er det sejest at være afmægtig

af John Bruun og Nick Bruun
Det er en sørgelig historie, der oprulles i Moskva 7. Okt. på Betty Nansen Teatret.
Sørgelig fordi den bygger på den sandfærdige beretning om likvideringen af journalisten Anna Politkovskaja den 7. Oktober 2006 - på præsident Vladimir Putins 54 års fødselsdag. Hun skrev om politisk korruption i Rusland og om russisk folkemord i Tjetjenien.
Endnu mere sørgelig, fordi historien er skruet sammen, så den beskriver en enkelt kvindes kamp og forudsigelige nederlag omgivet af uduelige, drukfældige, brutale feje og stupide mænd.
Paprika Steen spiller journalisten Nina, der er parat til at ofre en ganske privilegeret tilværelse til fordel for en ensom kamp for at fortælle sandheden.
Hun spiller også en anden journalist, der interviewer Andre Drygin, Ole Lemmeke, der skal forestille Vladimir Putin - for at høre historien set fra magtens side. Hans overvejelser omkring den magtudøvelse, der skal til for at skabe orden og genskabe Ruslands økonomiske styrke og storhed.
Lemmeke er en fantastisk skuespiller og mestrer skarpheden og dybden i portrætteringen.

Disney-inspiration
Omkring Nina er der et galleri af mænd.
En husbond som drikker og ikke vil finde sig i at stå i hendes skygge uden at få hendes opmærksomhed til gengæld.
En Redaktør, som er lidt bange og forelsket i hende, med hvem der ikke udspiller sig en eneste diskussion om, hvordan de taktisk skal forholde sig som nyhedsmedie for at kæmpe for den forandring, de ønsker - og hvem i samfundet de tror på vil støtte en forandring.
En agent fra det hemmelige politi, der også er forelsket i Nina og fungerer som hendes hemmelige kilde.
En russisk-støttet tjetjensk terrorist-leder og hans rådgiver, der er karikeret fremstillet som en kopi af makkerparret den dumme, brutale tiger Shere Khan og hans listige, feje rådgiver slangen Kaa i Disneys tegnefilmsudgave af Junglebogen. Her forvandler forestillingen sig til grotesk (ufrivillig?) komik i glimt.
Desuden to børn og en søster, der bare synes hun skal stikke af til udlandet og hjem til familien.

Halvhjertet allegori
Forestillingen er nærmest naturalistisk i sin iscenesættelse. Scenografien er pompøs, mørk og russisk. Filmisk forførende underlægnings-musik, forstærker og fører os ind i rette stemninger og følelser undervejs.
Indimellem kan man synes stykket er en smule allegorisk, hvis man sætter Irak eller Afghanistan i stedet for Tjetjenien, men det er for halvhjertet til at blive en øjenåbner eller provokation.
Trods stykkets mange ord er det blottet for diskussioner om, hvilken samfundsorden Nina kæmper for og overvejelser over grundene til de herskende forhold. Det bevæger sig hele tiden på et helt personligt plan omkring hendes martyragtige nærmest selvoptagede kamp for at skrive nogle sande historier om forfulgte uskyldige og naive? mennesker. Her bliver det til tider tå-krummende forudsigeligt og karaktererne stereotype i deres handlinger.
Konklusionen er nærmest, at idealisme er meget smukt, men det kan ikke betale sig. Man taber.

Idealisme betaler sig ikke
En anden konklusion er, at idealister altid står alene, fører kampen alene og dør alene.
Måske gjaldt det for Anna Politkovskaja, men det er en påstand, der er svær at sluge, når man skriver for en avis, der kun overlever i kraft af kollektivt båret idealisme. Som løbende bringer historier om mennesker, der kæmper for idealer - og hvor alt ikke ender i nederlag, men hvor idealister på den anden side aldrig sejrer i ensom kamp.
På den måde er det et lidet opmuntrende stykke i en verden, der skriger på forandring og idealisme. Ikke `kun` fordi, der er for mange korrumperede magthavere, der skyder sandhedssøgende journalister, men fordi så mange af verdens mennesker trues og lever under menneskeskabte katastrofer, hvis ikke nogle mere humanistiske idealer får magt.

Moskva 7. Oktober - af Hanne-Vibeke Holst. Scenografi: Mia Steensgaard. Instruktion: Peter Langdal. Spiller på Betty Nansen Teatret indtil 17. april.