Det er en absolut ligegyldig ikke-begivenhed; det har lige fyldt alt for meget tid i DR-tv, og nu fylder det guddødemig tre sider i én af Danmarks mest sælgende aviser. Og nu bruger vi vores pause på at diskutere det, og vi investerer vores følelser i at blive forargede over det. Lige efter at vi har vendt ryggen til blod, død og lemlæstelse i biler med blå blink få meter fra, hvor vi har arbejdet

af Kjeld Stenum
Jord- og beton`ere flest starter klokken halv syv om morgenen eller tidligere. Det betyder, at vi slipper på arbejde før den værste morgentrafik.
Men når man arbejder med motorvejsbyggeri tæt op ad en eksisterende motorvej, som jeg gør i øjeblikket, er man også vidne til morgenens myldretidstrafik, når den er værst. Når kontorfolket, butikspersonale, uddannelsessøgende, undervisere møder. Og dagligt er der blå blink og tudende udrykningshorn, typisk omkring klokken otte-halv ni, når vi skal til at have dagens første pause.
Det er ikke særlig rart at tænke på, hvad disse blå blink og tudende horn egentlig handler om. Hver eneste gang handler det om en pludselig og helt uventet tragedie, som fra det ene øjeblik til det andet er slået ned i nogles tilværelser. Det kan ramme hver og én af os hver evig eneste dag, lige så vel som det nu har ramt dem, der er blevet ramt, og vi ved det egentlig godt et sted, men vi vil ikke vide af det.
'Nå, nu skal de nok skynde sig hjem til kaffepause!' siger vi efter de blå blink, mens de fortaber sig i det fjerne i retning af hospitalet i Herlev. Det er en ualmindelig dårligt anbragt vits, og den er blevet brugt en del gange før, men vi fortsætter alligevel med at bruge den, det er en slags besværgende formel, der hjælper os mentalt til at holde ting på afstand, som tilværelsen slet ikke har plads til, at vi bekymrer os om.
Så går vi til pause. Én har købt et Ekstra Blad, der som hovedhistorie har noget med en jetset-kvinde, der ligefrem er på venskabelig fod med kongehuset. Nu er hun blevet taget for noget med noget narko og har fået en mindre dom, en utrolig ligegyldig historie, og hvad, der er endnu mere ligegyldigt, er, at den fornemme dame er blevet pissesur på de strissere, der har afsløret hende, fordi de ikke har talt stort pænere til hende, end de er vant til at tale til de andre i narkomiljøet. Dem, der ikke tilhører jetsettet. Dem, der er parate til at stikke med kniv for at forsvare sig imod at blive taget i et indbrud eller anden kriminalitet, som skal finansiere det daglige fix. Dem, der render rundt og skider og pisser i bukserne i uhumske afkroge for at finde fred nok til dette fix. Og til at krepere af noget giftigt skidt, som en samvittighedsløs pusher har spredt.
Og det er ikke for det, Ekstra Bladet har da sådan set ret i den pointe, at når politiet frit kan optræde groft mod narkomaner uden venner og penge, er det for meget, at DR`s Reimar Bo har givet denne dame umådelig megen plads i DR-tv til at brokke sig over politiets behandling af hende, som om hun skulle være en meget bedre slags narkoman end de andre.
Men, men, men! Det er en absolut ligegyldig ikke-begivenhed; det har lige fyldt alt for meget tid i DR-tv, og nu fylder det guddødemig tre sider i én af Danmarks mest sælgende aviser. Og nu bruger vi vores pause på at diskutere det, og vi investerer vores følelser i at blive forargede over det. Lige efter at vi har vendt ryggen til blod, død og lemlæstelse i biler med blå blink få meter fra, hvor vi har arbejdet.
Misforstå mig ikke! Jeg skriver ikke dette for at forsvare en holdning i retning af, at der burde opstilles en politisk prioriteringsliste over, hvor vigtige eller ligegyldige begivenheder af forskellige slags burde være, og at de så skulle tildeles spalteplads i forhold til, hvor højt de lå på sådan en prioriteringsliste.
Jeg synes, det er herligt, når en lille isbjørneunge i et berlinsk zoo finder vej til alverdens avisforsider, bare fordi den er nuttet og alene. Jeg synes, det er skønt, når amatører får lejlighed til at udfolde ren sang- og livsglæde i tv`s bedste sendetid, så længe det da er det, som det kommer til at handle om. Det er alle tiders, at vore medier ikke er puritanske.
Men medierne sætter også ting på den politiske dagsorden, mere end noget andet i vores verden, og kom ikke og fortæl mig, at de er helt ubevidste om det! Ting, der skaber røre i medierne, bliver øjeblikkeligt taget op af stemmehungrende politikere, og dette giver medierne et stort ansvar.
Det, medierne gør til historier, fortrænger andet, som måske strengt taget var vigtigere, fra den politiske dagsorden. Hvor i Danmark findes der for eksempel et eneste konkret eksempel på, at det er et problem, at en kvinde anvender en hovedbeklædning, der gør, at man ikke kan se hendes ansigtsudtryk?
Men medierne prioriterer dette ikke-problem så højt, at alle mulige ligegyldige udtalelser fra magtfulde politikere om det æder en masse kostbar sendetid i nyhedsudsendelser, så vi kan beskæftige os mindre med muslimers lidelser i kz-lejren Gaza eller med vore egne forbrydelser mod muslimer i Irak og Afghanistan.
Hvordan kan det være, at relativt ufarlig svineinfluenza gennem daglig omtale i flere måneder blæses op til så stor en trussel, at vi smider formuer ud på unødvendig vaccine, mens dødbringende malaria, aids og tuberkulose knapt nævnes nogensinde?
Og hvorfor skal én slags død og lemlæstelse, som er meget sjælden og nemt kunne undgås, være en begivenhed, mens en anden slags død og lemlæstelse, som er dagligdag, men som kan løses i kraft af et virkeligt politisk sindelagsskifte, i medierne er ikke-eksisterende?
Hvorfor skal en udsendt dansk soldats højst forudsigelige død, som kunne være undgået blot ved at have holdt ham hjemme, i medierne gøres til genstand for national sorg, mens den daglige død på landevejen, når vi bevæger os til og fra vores arbejde, omtales så lidt, at den knapt eksisterer i hovedet på os, der selv risikerer den?
Alt imens vi dagligt pukler med at virkeliggøre politikernes beslutning om et af Danmarkshistoriens allerdyreste motorvejsprojekter; så vi kan få plads til mere privatbilisme, mere daglig død og lemlæstelse.