Joan Mir var dybt fascineret af affald. Han forvandlede sten, grene, tøjstykker, høstredskaber og metalskrot til magiske figurer, der balancerer mellem liv og tomhed

Da den catalanske kunstner Joan Mir (1893-1983) i 1956 flyttede ind i sit nye hus med tilhørende ateliér i Palma de Mallorca, faldt et gammelt puslespil på plads.
En masse tilsyneladende betydningsløse objekter, indsamlet af Joan Mir i Barcelona og på Mallorca, kunne folde sig ud. Og Joan Mir, som allerede var en kendt kunstner, fik al den plads han kunne drømme om.
- Han sagde selv, at nogen gange gik han forbi en gren eller en sten og mærkede en magnetisk kraft der tiltrak ham, så han bare måtte have tingen med hjem, forklarede museumsinspektør Andrea Rygg Karberg, da Arken i Ishøj uden for København åbnede i slutningen af januar.
Hun har de sidste år arbejdet på fuldtid med at skabe udstillingen 'Mir - kunstens gartner'. Det er sket i tæt samarbejde med Fondation Maeght der har til huse i det sydlige Frankrig.
Fonden og Maeght-familien har en stor samling af Joan Mirs skulpturer - alle skabt i hans nye mallorcinske hus.

Den sene mir
'Mir - kunstens gartner', som består af 114 værker fra 1956 til 1980, viser en moden kunstners fantasifulde leg med form, farve, materialer og teknik.
På hans nye legeplads folder den modne kunstner sig ud, og begynder som en gartner at omskabe sine dimser og dingenoter til eksotiske skulpturer.
'Jeg betragter mit ateliér som en køkkenhave. Her er der artiskokker. Derovre kartofler. Bladene må fjernes, så grøntsagerne kan vokse. På et givet tidspunkt skal man beskære. Jeg arbejder som en gartner eller en vinbonde', skrev Mir selv i 1959 om sit arbejde som kunstner.
Hans forhold til naturen og jorden var langt fra tilfældig. For ganske vist var Joan Mir født og opvokset i storbyen Barcelona, men han var også tæt knyttet til familiens gård i omegnen, Mont Roig de Camp - et område, der vrimler med urmenneskets tidligste kunstneriske udfoldelse.
Det har ifølge Andrea Rygg Karberg haft stor betydning for Joan Mirs kunst.
- Han dyrkede de arketypiske symboler i naturen eller i vor egen naturopfattelse - det vi kalder kultur - som i fødeegnens hulemalerier, fortsatte hun.
I hans skulpturer med typisk titler som 'Kvinde' eller 'Personage' forvandler genstandene deres betydning. Et æsels stråhat med dets to huller til ørerne, bliver til et ansigt, et strygebræt eller lokumsæde til en sær skabnings mave, en gammel slagteblok til figurens ben.
Skulpturen kan ses, opløst i enkeltdele, eller samlet som et fantasivæsen. Delene understreger Joan Mirs faste tro på en levende, dynamisk verden, fuld af muligheder. En prik i et af hans malerier kan være abstrakt, eller en fjern planet, eller som øjet på et muligt væsen, der ser tilbage på én. Alt bliver levende i hans univers.

Levende monstre
Gennem sit arbejde med at skabe denne enestående udstilling, har Andrea Rygg Karberg oplevet, hvordan Joan Mirs skulpturer er krøbet ind i hendes egen fantasi.
- Fra første øjekast har jeg opfattet skulpturerne som helt vidunderlige, charmerende, humoristiske og legesyge fantasifulde påfund. Derfor var det mærkeligt at læse et notat fra Mir, hvor han så tidligt som i 1940 skrev om sine fremtidige værker.
'Det er i skulptur, at jeg vil skabe en fantasiverden af levende monstre.
Og monstrøse er de, hans sammenstilninger af naturens og menneskets skrot. Nærmest som hellige figurer med religøse aner folder de sig ud og fortæller deres mærkelige historier om liv og død, om lys og mørke i et følsomt menneskes uhæmmede fantasi.
For 'plejer er død' hos Joan Mir. Intet af det han gjorde, gav i sig selv mening, men i sin helhed fremstod hans værk i al sin skabende vælde.
Som når han satte billig skrot sammen til en figur, og bagefter lod den støbe i kostbar bronce, et materiale der gennem kunsthistorien har været forbeholdt magthavernes selvfede hyldester.
Men Mir nøjedes ikke med at støbe sine broncestatuer. Bagefter blev de overmalet med hans karakteristiske stærke grundfarver gul, grøn, rød, blå og sort. Og det bliver de stadig, også til denne udstilling.

Mellem leg og tomhed
Der er noget urovækkende ved disse metamonstre, som de står der i Arkens lyse lokaler. Noget sørgende, søgende og sanseligt - mentale manifestationer mellem leg og tomhed. Det glade, brede grin afløst af meningsløshedens tomme blik.
Materialer, farver og fantasi smelter hos Joan Mir sammen til en legende om, hvor lille mennesket egentlig er under naturens paraply. Han gør grin med magtsyge og selviscenesættelse.
Under den kyndige gartners hænder forvandledes det ubrugelige, bortkastede og vragede til farvestrålende nye vækster, nye planter der skaber nyt liv.
'Mir - kunstens gartner' leverer både varme og tankevækkende energi i en tid der skriger på frigørelse fra livets rædsler.

Mir - kunstens gartner. Udstilling på Arken - Museum for Moderne Kunst, Ishøj. Til 30. maj.

Læs mere om Joan Mir