Slutningen i filmen er som i et teaterstykke on the point! Vinayak tager en økse og hakker hængebroen over! For mig er dette billede som en metafor for dette års festival, jo vi er nødt at gøre op, og der er meget at gøre op med!

af Karen Thastum, Berlin
Berlin Internationale Filmfestspiele sluttede forrige søndag. Efter 21 film, forskellige pressekonferencer, filmmøder, interviews og receptioner er jeg langsomt ved at komme mig efter min periodiske filmpsykose. Da vi ikke har haft fjernsyn i det sidste år virker biografens magi så meget desto mere på mig. Tilbage står et kort digt:
Far og søn, far og søn, søn og far!.. søger efter standpunkt!..søger efter rødder og identitet i en verden hvor opblæst religion og afgudsdyrkelse om det så er politisk, kirkelig, hinduistisk eller kapitalistisk står i skarp kontrast til, ja til hvad: selvfølgelig til kærlighed what else...........Er i klar 123 hvor skal vi starte ?

Da navnet forsvandt
Sukunsa viimeinen er en film om Nenet-folket i Sibirien og om, hvordan den sidste shamans arving i Verafamilien bliver tvangsfjernet fra livet i tundraen, og tvunget til at lære russisk og gå på kostskole.
I filmen fortæller Neko om sin egen barndom, som vi ser i krydsklipning som handlingsfilm. Et barsk stykke imperialistisk historie, og ikke ligefrem nogen rose til det daværende kommunistparti, CCCP. Samtidig er det den historie, der gentager sig hos alle naturfolk verden over.
Filmen er fortalt for børn, men den kan lige så godt ses af voksne. Der er ingen barske scener med skrigende børn, der bliver tvunget i skole, men i sin groteske enkelthed og teatralske scener virker den meget stærkt.
Vi ser, hvordan Nenet identiteten bliver vasket af, stykke for stykke, selv hovedpersonens navn bliver ændret til fordel for et russisk navn.
Alle Nenet skikke er uciviliserede og Neko, der nu hedder Nadezhda, bliver i den grad tvunget til at opgive sin hidtidige livsstil. Filmens sidste billede viser en yndig lille russisk pige. Der er intet tilbage af den vilde tundra, rensdyrene og livet derude.
Ifølge Nenet troen kan man ikke blive shaman i det øjeblik ens navn ændres, derfor vil Nadezhda aldrig kunne føre shamanismen videre. Sådan slutter en 700 år gammel tradition og trommen bliver glemt.
Filmmagerne og Anastasia Lapsui, der er Nenet selv, og finske Markku Lehmuskallio prøver at vise flere aspekter i filmen. Moderen, der havde prøvet, hvordan det er at være hos russere uden at kunne et ord og ikke ønsker det samme for sin pige, faren og farmoren der vil viderelære traditionerne fra en gammel levemåde, læreren der bare vil lære børnene at læse...
Man kan mærke den smerte, det er og har været for Anastasia og for mange Nenets at blive berøvet deres traditionelle liv.

Sprog og skikke forsvinder
Efter filmen fortæller Anastasia, at hun ikke havde kunnet fortælle denne historie, hvis ikke hun havde lært at læse og skrive, og var kommet i kontakt med den 'civiliserede' verden. Hun ville have boet i tundraen og havde måske haft ti børn.
På den måde er Anastasia Lapsui blevet en slags ambassadør for Nenetfolket og for andre naturfolk, med hendes og Markku Lehmuskallios fantastiske film.
Sukunsa viimeinen er den tredje film, som jeg ser ved Berlinalen. Det er en oplevelse bare at se filmens mennesker og hovedpersonen Aleksandra Okotetto og de andre, selvom de ikke er skuespillere.
Jeg spørger Anastasia efter filmen, om hun kunne tage navneforandring tilbage til sit oprindelige navn.
- Det havde nok været svært på grund af det russiske bureaukrati, men mine børn har Nenet navne, jeg var en af de første til at bruge de gamle navne igen og nu er det kommet på mode, siger hun.
Alligevel går sprog og skikke langsomt tabt, selvom de Nenet folk, der bor i byerne, kan sproget, så kan de for eksempel kun et ord for sne, Anastasia kan 100...
Jeg kommer til at tænke på Grønland og på, hvordan det næsten er umuligt at holde de grønlandske børn til skolebænken, og på, hvordan de bliver undervist på dansk, fordi de danske lærere ikke kan grønlandsk. Og jeg tænker på, hvordan de alle hedder Jensine eller Jacobine...

Magisk brasiliansk film
På den anden side af kloden er jeg vidne til en anden form for undertrykkelse, men her bliver der dog gjort gevaldigt modstand!
En gennemgribende skøn og revolutionær film, også i billeder og stil, er historien om Besouro af Joso Daniel Tikhomiroff, som handler om den berømte capoeira-danser, der ophæver tyngdekraften og gør handlekraftigt oprør mod de slavelignende forhold i sukkerrørsplantagerne i 20`erne.
Capoiera er egentlig en kampform forklædt som dans, der opstod hos slaverne i plantagerne i Sydamerika. Men da `dansen` virkede truende på herrerne blev den forbudt.
Legenden om capoeiradanseren Besouro (billen) lever stadig i Brasilien i dag. I filmen møder han skovens, vandets og solens ånder, der stiller ham på en prøve og giver ham overnaturlige kræfter. Han saboterer plantagen, dræber slavepiskeren og bliver selv dræbt til sidst, men svæver udødelig, som han er, over alt og bliver aldrig glemt og får naturligvis en efterkommer.
Det er en film der er fyldt af liv, kraft og oprør samtidig med at den belyser slavernes sorte historie i Sydamerika.
Sikke nogle fantastiske mennesketyper, og af og til innovativt fotografi. Kampscenerne i Besouro blev rådgivet af en håndfuld supervisere fra Hongkong, måske er der opstået en ny ninjacapoiera politisk filmgenre i Brasilien?

Arabiske dokumentarfilm
To dokumentarfilm i Forum tager os med til Arabien.
Den ene er The Oath, som er Laura Poitras (USA) følsomme og vellykkede portræt af Bin Ladens tidligere bodyguard, Abu Jandal, der efter en omskoling kører taxa i Yemen.
Den anden er et øjebliksbillede fra Gaza. En `no comments` film Aisheen (Still Alive in Gaza) af Nicolas Wadimoff, der også vinder den økomeniske jurys pris. Det er også lige akkurat, at de er `still alive` i Gaza!.
Det er februar 2009. Åbne sår efter bombardementerne over alt. Smadrede huse, manglende mødre. Vi besøger en skole, zoologisk have og en plantage, hvor de 500 år gamle træer har været offer for angrebene.
Vi møder drenge, der fisker ved stranden og er blevet beskudt, fordi de sejlede ud i en båd for at fiske, og en pige, der nu skal være mor for alle hendes søskende efter morens død ved et bombeangreb.
Jo der er liv at spore midt i tragedien, ikke mindst hos rapgruppen DARG Team, som vi møder:
Gaza a death dramaArab Hebrew Persian soap operaNo need for dubbingHey! Big shot politiciansImpressively mediocore!Flee the schockwawe!Still we cannot unite,the wounds is deep within us, and we cannot stop bleedingWho stood up to say Who`s responsible?We dont need Aid we need fredomewe need wisdome to settle the casePeace based on solid ground or we will not give up the fight

Når dit hus bliver bombet
Tre unge mÏnd sidder i Zoologisk haves gynge.
I baggrunden hører man bomber falder, ansigtsudtrykkene ændres: 'bombeflyvere kommer og går igen og igen, vi har sågar opgivet vores drømme. Jeg ville gerne have været læge, så jeg kunne helbrede folk, men i vores situation bliver jeg hverken doktor eller dyrlæge. Vi har ingen resurser og er på konstant tvunget ferie. Lærerne er ikke motiverede, det er ikke de rigtige omstændigheder. Vi må af med jøderne før vi kan lære...'
'Hvad har jøderne med din skolegang at gøre,' spørger en af de andre.
Man kan mærke, at der er både er meget konservative og mere progressive palæstinensere. En af de mere liberale er en børnehjems lærerinde, som vi møder på stranden i Gaza. Stranden var lukket i over 20 år. Hun håber at det, at der nu er adgang til stranden, kan udvider horisonten hos menneskerne i Gaza.
'Der er så meget vi kan, Gaza er et fantastisk sted. Vi har fået mere geografisk plads, men intellektuelt bliver vi mere indskrænkede'.
Filmen er en tankevækkende øjebliksberetning. De stærkeste scener er dem, hvor vi hører musik af 'DARG Team' mens vi ser Gaza.
Vi er her for at genopbygge gaza sten for sten
we will live on, in these stones, one stone at a time, the stone of loss, the stone og oblivion, the stone of aggression,the stone of oppression!!.
Berlinale bringer verden på nært hold, smertefuldt nært hold.

En ulykkelig kædereaktion
Hvad sker der så efter krigen?
Vi er i Sarajevo. To unge mennesker elsker hinanden, hun er en travl pilot, han er i kontroltårnet. Hun mest flittig, han drikker, bliver opdaget og suspenderet. Hvad så?
I Jasmila Zbanics film Na Putu (På sporet) følger vi et par, der langsomt fjerner sig fra hinanden.
Han møder en gammel krigskammerat, der er med i en fundamentalistisk muslimsk gruppe.
I sin nød bliver han en del af sekten, der inviterer ham til en hemmelig lejr i bjergene. Endelig lykkes det at komme væk fra alkoholen, men som betaling må han overtage de strenge muslimske regler og mister sin elskede kæreste.
I sin nød drukner hun sig i baren på et højtdrønende diskotek, mens han langsomt forsvinder ud af rækkevidde.
Begge har de mange sår at slikke, hendes mor er blevet dræbt under krigen og hun rejser ud for at se det hus, hun boede i som barn. På sporet efter dem selv er disse unge mennesker. Et øjebliksbillede fra Bosnien.
Efterhånden syntes jeg, at jeg genkender et mønster; den fanatiske religionsdyrkelse der bliver overtaget af ellers helt liberale muslimer i for eksempel Jugoslavien, de liberale palæstinensere, der ikke har en chance i Gaza. Kunne det minde om alle de jøder, der efter Anden Verdenskrig pludselig begyndte at dyrke jødedommen? En ulykkelig kædereaktion er efter min mening hvad det er.
Men filmen viser også en almen mand/kvinde problematik. Det er vist ikke så sjældent, at `hun` fungerer bedre og `han` har svært ved at finde et ståsted.
Jasmila Zbanic vandt den gyldne bjørn til Berlinalen i 2006 med filmen Gabrvica. Hendes nye film har haft et større budget, som måske ikke nødvendigvis har gjort den bedre, men den problematik, Na Putu berører, er essentiel.
Den mandlige hovedrolle, Leon Lucev, spilles bemærkelsesværdigt og filmen lever videre i mine tanker.
Endelig en historie også om en kvinde. Ellers er der uendeligt mange mandehistorier i år til Berlinalen. Mon kvinderne har besluttet sig for at få børn i stedet for at lave film denne gang?

Dialog på Super8
For at vise et lille håb for enden af tunnelen vil jeg fortælle om et projekt, som blev præsenteret i Forum Expandet, en del af Internationale Forum der Jungen Film, der fejrer deres 40. år i år. (Er der nogen, der har brug for et weekendkursus i de forskellige dele af Berlinale festivalen, så bare sig til)
I projektet The Tangier 8 inviterede den internationale kunstgruppe Tamaas fire digtere til at møde fire filmmagere i Tanger ,Marokko. Hver fik fire ruller super8 film, som de har transformeret om til fire små `filmdigte`, alle stemningsfyldte og eksperimenterende. Et begavet udvekslingsprojekt, hvor det ikke er udefrakommende, der dokumenterer, men hvor der er en direkte dialog med lokale kunstnere.

Brænd broen
Hvad er kærlighed, hvad er gud, hvad er magt, afgudsdyrkelse og intolerance?
Alle disse ting berøres i den indiske film Paltadacho Munis (Manden på den anden side af broen) af Laxmikant Shetgaonkar, som jeg hermed vil uddele min årlige gyldne filmrulle til. Filmen er den første spillefilm på det goanesiske sprog Konkani.
Vinayak er vægter for et naturreservat, der befinder sig på den anden side af en hængebro. Her har han arbejdet længe og boet alene siden hans kones død. Da en sindslidende kvinde søger hans hjælp, jager han hende først væk, men langsomt opstår der et kærlighedsforhold.
Dette er naturligvis uacceptabelt for byens magthavere, der er i fuld gang med at hævde sig ved at bygge et tempel midt i naturreservatet.
Her har vi den igen den religiøse fanatisme i ren og usminket i form af en politisk bychef, der vil have mere magt. I begyndelsen bruger de Vinayaks kærlighedsforhold til at afpresse ham, flere og flere træer bliver fældet og stjålet. Men da Vinayak står op og vil stå inde for sit forhold, vil præsten ikke gifte ham, og landsbyen opildnes til at jage kvinden med deres nyfødte barn bort. Hvad gør vi så nu? Slutningen er som i et teaterstykke on the point! Vinayak tager en økse og hakker hængebroen over!
For mig er dette billede som en metafor for dette års festival, jo vi er nødt at gøre op, og der er meget at gøre op med!

Priser og hæder
Han er der ikke desværre ikke selv til at tage imod sin sølvbjørn, Roman Polanski, en af de store filmmagere i vores tid. Filmen The Ghost Writer (Spøgelsesforfatteren) om en engelsk ex-premierminister er fængslende fra første til sidste øjeblik. En politschriller med fantastisk musik af Alexandre Desplat.
Vinderfilmen, den tyrkiske Bal (Honning) af Semih Kaplanoglu, er en rolig og anderledes film om en far og hans dreng.
I en på mange måder forstenet stemning fortæller filmmageren om drengens liv i skoven med faren, der lærer ham hvordan man samler honning. I skolen drømmer drengen om en udmærkelse, men han bare stammer og stammer, når han skal læse op. Farens forestående død ligger som en truende begivenhed over hele filmen.
Bal er den tredje af en trilogi, og på en måde mystisk, men enkel og med smukke billeder. Jeg kan egentlig godt forstå, at den vinder, hvem kan spille mere overbevisende end børn?
Men jeg blev helt nervøs for hvordan det går i Tyrkiet...

Gang i dansk film
I år er der også en pris til en dansk film. Vi har jo haft hele to film med i Wettbewerb: Filmen Submarino af Thomas Vinterberg og filmen En familie af Pernille Fischer Christensen. Vi har også haft en film i børnefilmdelen K+: Superbror af Birger Larsen. Så det må jo siges at være godt skuldret!.
Pernille Fischer vinder Fipres prisen, der en pris stiftet af internationale filmkritikere, tillykke med det!
Mens fejemaskinerne fejer grus og rester af nytårsraketter op på gaderne, ja endelig er isen smeltet her i Berlin, tænker jeg, at det bliver spændende at se om nogle af alle disse film finder vej til biograferne i Danmark, men man kan jo håbe!.