Biografien om Laxness er den første der bygger på hans egne arkiverer. Trods dens mange detaljer er den mere end læseværdig og formår at være kritisk over for såvel Laxness` litterære produktion som hans person

af Bjarne Nielsen
Den islandske nobelpristager Halldor Laxness, døbt Gudjunsson, var en central skikkelse i det 20. århundredes europæiske litteratur, der er svær at sætte i bås. Han havde et stærkt politisk engagement, der gik fra at være katolsk socialist over kommunismen, for at ende som en individualistisk og desillusioneret nobelpristager.
Biografien om ham, en moppedreng på 800 sider, er den første der bygger på Laxness egne arkiver, og spænder fra hans fattige barndom på det vindblæste Island over ungdomsårene i USA fra 1927-29, til København, det nazistiske Tyskland, det socialistiske Sovjetunionen og amerikaniseringen i 40`erne til succesen og desillusionen.

Barn og ungdom
Halldór Laxness blev født i Reykjavik i 1902, hvor farens familie var 'fattige som lus og alle sammen på `kommunen`'.
Island var et fattigt og isoleret landbrugs- og fiskeriland. I 1905 flytter familien, seks personer, til gården Laxness tyve kilometer uden for byen. Haldors barndom var tryg, men han var lidt af en særling der levede sit eget liv, med skrive- og tegnerier. En altædende bogorm.
Indimellem var han var både kvægrøgter og mælkedreng, medens han drømte om den store verden. Han får sin realeksamen og har allerede da fået publiceret en del tekster i diverse blade og aviser.
Han havde hurtigt forfatterambitioner og en drøm om at komme væk. Fysisk og mentalt. Metoden blev rejser, fantasi og skriverier. Han debuterede som 17-årig med den Hamsun inspirerede 'Naturens barn', under forfatternavnet Haldor fra Laxness. Hans eneste hjemstavnsbog. I 1919 drager han mod København.

Mod korset
Danmark var tæt på krigen og den tyske revolutions rædsler, da Laxness 'i stiveste puds med hat, spadserestok og briller med vinduesglas', gjorde sin entre. Han fik et kulturchok, men ville ikke vende hjem førend 'han var slået igennem'.
Han røg hurtigt ind i byens islandske koloni af bohemer, malere, arbejdere og drukkenbolte. Godt skrivestof. Selv om han kun var sytten, lykkedes det ham løbende at sælge noveller om fattigfolk til de danske dagblade. Senere drog han rundt til Grækenland, Tyskland og Østrig på dannelsesrejse, fattig men eventyrlysten.
Under et ophold i Rønne på Bornholm blev han draget mod det religiøse og blev katolik, for i en periode at leve i et benediktinerkloster i Luxemburg. Dette får dog en ende, og han skriver 'For Guds skyld, tag dem i agt for katolicismen, som så mange andre gik jeg gennem den mølle og brugte halvandet år på andagt og religiøse orgier'. Således tager han afsked med katolicismen for 'at tro på mennesket' og videnskaben.
I 1927 kommer hans gennembrud, den borgerlige livsanskuelsesroman 'Den store væver fra Kashmir'. På det tidspunkt er hans interesser ellers udelukkende 'kærligheden, kvinden, den studerende mands rolle og almuens lod'. Laxness selv studerede både Freud, Jung, Thomas Mann, Upton Sinclair og James Joyces `Ulysses` i denne periode. Senere er han sprogligt blevet sammenlignet med Mann og Joyce.
Hele biografiens behandling af Laxness barn- og ungdom er en vidunderlig materialistisk fremstilling af Island fra århundredeskiftet til starten af 20`erne.

Et omstillingsbord for verdens følelser
Halldór Laxness rejser til USA i 1927-29 og under indtryk af forholdene i landet bliver han socialist og 'anser den yderste fattigdom for menneskehedens alvorligste forbrydelse'.
Han skriver den personlige og politiske 'Almuebogen', og svarer en veninde, at 'Tror du, at en mand eller kvinde i disse tider, med mindre vedkommende er idiot eller forbryder, kan være andet end bolsjevik'.
Biografien er ret fantastisk omkring disse to år. Han møder blandt andre Jack Londons datter, der er en rød bolsjevik, taler i Joe Hills fagforening IWW og forsøger forgæves at sælge filmmanuskripter til Hollywoods filmindustri.
Han rejser hjem med fornyet kreativ kraft. Hurtigt kommer den internationalt kendte 'Salka Valka' (1931) der består af to selvstændige bind `Du rene vinstok` og `Fuglen i strandkanten` og handler om, hvordan fattige mennesker i en lille fiskerflække lever og dør, idet de med den ene hånd modtager deres arbejdsløn i varer og med den anden hånd budskabet om sjælehjælp.
'Frie mænd' (1934) handler om den fattige, der vil være herre på egen jord, men bukker under for kapitalismen, 'Verdens lys' (1937) om den fattige almuedigter, der overvinder elendigheden. I 1938 kom 'Sommerlandets slot', der underligt nok var den første Laxness bog, der blev anmeldt af de danske kommunisters avis. Det skete i Arbejderbladet i 1938, hvor Hans Kirk skrev, at den var 'et mesterværk' og Laxness var 'en stor digter, en sand humanist'.
I 30`erne var Laxness i Berlin og så her 'Tiggeroperaen' af Brecht Weill og skrev 'det er noget af det mest fantastiske jeg har set. Brecht er uden al tvivl Tysklands mest begavede digter'.
1937-38 havde Andersen Nexø foranlediget, at Laxness blev den sovjetiske forfatterforenings gæst og blandt andet overværede processen mod 'Hele partiets yndling' Bukharin. Efter opholdet skrev Laxness den litterært dårlige 'Et Russisk Æventyr' (1938) som det kommunistiske forlag Monde udgav og skrev der blandt andet, at 'Undertiden virker Sovjetunionen på mig som en uafbrudt søndagsskole! hvor man end kommer hen, er de i gang med at opdrage masserne'.
Bogen var ukritisk, fordi det gjaldt om at forstå 'selve hovedsagen, marxismens sejr, som den fremtræder i selve samfundsformen, dette leninske kunstværk'.
Senere i sin selvbiografiske bog 'En digters opgør' (1963) er der andre boller på suppen, fordi 'Hvis troen er for hånden, holder forstanden mund'.

Varm og kold krig
Biografien har et utroligt spændende kapitel om Island og Laxness under besættelsen, af først englænderne derefter USA og den efterfølgende kolde krig, hvor Laxness og befolkningen kæmpede hårdt mod etablering af baser, og amerikaniseringen, af det neutrale Island.
I 1940 besættere englænderne Island med 25.000 soldater og nye kulturelle indtryk og mere moderne adfærd ramte øen. Senere tog amerikanerne med 50.000 over.
Laxness, der støttede Sovjets ikke-angrebspagt med Tyskland, heglede den 7. november, på årsdagen for den russiske revolution, på krigens hovedaktører, det kapitalistiske USA, England, Tyskland og Japan, samtidig med han oversatte Hemingways 'Farvel til våbnene' til islandsk.
Biografien fortæller flot om de islandske socialisters kamp mod besættelsen, hvoraf en del blev sendt til fangelejre i England. Under krigen fik han udgivet hele fem bøger, heriblandt 'Islands klokke' og efterfølgerne 'Den lyse mø' og 'København brænder', som er en trebinds historisk roman, der appellerede til den nationale selvfølelse. De blev rost og af mange kaldt hans bedste.
Laxness definition af fascisme var, at den var 'kapitalismens argument mod socialismen i de lande, hvor andre argumenter slap op'. En noget utraditionel definition som Dimitrov nok ville have hævet øjenbrynene over. Laxness agiterede alle årene for freden og fik i 1953 verdens fredsprisen.
I 1942 kom norske Nordahl Grieg til Island og gjorde et stort indtryk på Laxness, ligesom udråbelsen af Island som republik i 1944 gjorde det. Omkring dette tidspunkt gør Laxness sine tanker om den sociale roman. 'Arbejderne ved naturligvis udmærket, at der foregår en klassekamp, men romaner om klassekampens grundvilkår virker dem, som om de til evig tid skal øve sig på alfabetet'.
I 1950 stiftes foreningen Island-Sovjet og Laxness bliver formand. Trods hans årlige revolutionsdags hyldester og mange rejser til Sovjet er det interessant, at han først oversættes til russisk efter Stalins død.
Laxness blev indstillet til Nobelprisen hele fem gange, men afvist fordi komiteen ifølge Hans Kirk bestod af 'småborgere og fascister'. Da han efter Stalins død 'blødte op' og ændrede politisk overbevisning, var han selvskreven og fik den i 1955 'for sin farverige romankunst'. Jo der var koldkrig.

Bristede håb
Efter anerkendelsen og det politiske brud med socialismen, turnerede Halldór Laxness verden rundt og diskuterede med stort set alle kendte forfattere.
Han var således med til at starte den nye europæiske forfattersammenslutning COMES, arbejdede hårdt for forfulgte forfattere som for eksempel Boris Pasternak og knoklede på 'En digters opgør'.
Den kom i 1963 var et opgør med hele hans fortid og der blev ikke lagt fingre imellem. Som tak fik han i 1969 Sonningprisen og var gæst hos en anden frafalden, rektor Mogens Fog. Udenfor universitetet demonstrerede 3000 studenter med de islandske forrest.
Billedet var således to gamle kommunister i kjole og hvidt inden døre, medens politiet tæskede `de langhårede` uden for. Retfærdighedsvis skal det nævnes, at han i forbindelse med Vietnamkrigen lagde et stort arbejde i modstanden mod den, fordi 'krigen altid har forfulgt menneskeheden ligesom spedalskheden'.
I 70`erne skrev den gamle mand hele fire erindringsromaner 'Hjemme på tunet', 'Ung jeg var', 'Syvmestrekrøniken' og 'Mit græske år'. I disse vender han blandt andet tilbage til sin elskede kinesiske filosofi Tao og ringen er sluttet, da han atter viser interesse for katolicismen. Han døde hjælpeløs og uden evnen til at tale i 1998.
Mange af Laxness bøger er i stil med den magiske realisme a la Marquez og Isabel Allende. Andre, for eksempel 'Salka Valka' minder om Kirks 'Fiskerne' og andre, som 'Atomstationen' (1948) er rendyrket satire over den amerikanske kulturimperialisme som Island blev udsat for efter Anden Verdenskrig og hvor mange islændinge oplevede, at selvstændigheden blev sat over styr.
Bogen blev saboteret af såvel USA's ambassade, som af alle de lande der fik Marshallhjælp. En, der nød den, var Che Guevara. Herhjemme var hans forlag Gyldendal på tværs og forhalede udgivelsen og tvang ham til at kalde den 'Organistens hus', da navnet 'Atomstationen' 'ville støde danske læsere væk'. Bogen betød at alle legater på Island blev frataget ham. Den blev filmatiseret i 1984.

Monumental bog
I alt findes der omkring 60 bøger af Laxness, hvoraf cirka de 30 er oversat til dansk, heraf mange selvbiografiske. Laxness var desuden en flittig kulturkritiker.
Biografien er trods dens mange detaljer mere end læseværdig og formår at være kritisk over for såvel Laxness` litterære produktion som hans person. En anden kvalitet er, at man får et glimrende indblik, via breve og dagbøger, om Laxness arbejdsmetoder og inderste tanker.
Laxness var gift hele fire gange, og rejste gerne verden rundt uden kone og børn. Hustruerne skulle passe ham og hjemmet samt være sekretærer. Men uanset hvad man mener om denne egocentriske person og politiske vindbøjtel, der altid søgte en faderfigur og var mere 'en trækfugl, ikke en standfugl', så er centrale dele af hans forfatterskab af stor og blivende værdi. Hans forfatterskab afspejlede ikke bare de modsætninger der herskede på Island, men også mellem det at være islænding og verdensborger.
Bogen har en glimrende litteraturliste, et velfungerende navneregister og er desuden spækket med spændende fotos.
Som dele af hans forfatterskab, er denne monumentale bog om ham af blivende værdi. Det må blive `Bogen` om ham!

Halldór Gudmundsson: Haldor Laxness. En biografi. 808 sider illustreret. 399 kroner. Forlaget Vandkunsten.