¤¤Man tænker sit¤¤ er dvælende, langsom og poetisk. Knugende og mørk, men også indeholdt håb. En film der kræver tålmodighed af sine tilskuere

af Mikael Strandbech
Hen imod slutning af Fredrik Wenzel och Henrik Hellströms debutfilm Man tænker sit dukker to yngre mænd tilsyneladende umotiveret op i filmen, og på gaden ved højlys dag i den lille svenske forstadsby, hvor filmen udspiller sig.
De to mænd, som jeg mistænker er filmens to instruktører, sætter ild til en lænestol og siden et helt stuemøblement, og forsvinder siden igen. På dette tidspunkt i filmen opfatter man uundgåeligt afbrændingen som en kritisk kommentar til livet og omgangsformerne i det svenske folkhem.
Nu kunne man måske tro, at vi har at gøre med en meget direkte og voldsom film. Det har vi ikke. 'Man tænker sit' er dvælende, langsom og poetisk. Knugende og mørk, men også indeholdt håb. En film der kræver tålmodighed af sine tilskuere. Det man i udlandet kalder en arthouse film.

Outsidere
En anden nøgle til filmen giver den 11-årige hovedperson og fortæller Sebastian (Sebastian Eklund), når han med pibende stemme citerer filosoffen David Henry Thoreau: 'Det är ett löjligt krav alla ställer att man ska tala så att alla kan förstå. Varken människor eller svampar växer på det viset. Som om naturen bara hade ett slags förståelse. Som om det fanns en trygghet enbart i dumheten.'
Sebastian er ofte alene på farten rundt i byen og den tilstødende skov. Den spinkle, rødhårede dreng er ikke noget udpræget dydsmønster.
Sebastian fortæller os om Jimmi (Jörgen Svensson), enlig far til en baby, som han bærer rundt på det meste af tiden. Jimmi bor hos sine forældre, men han må ikke få sin egen nøgle til huset.
Der er også Anders (Hannes Sandahl), der arbejder, og bygger på sit hus hele tiden. Både Jimmi og Anders er vokset op i byen, men begge virker uforstående og opgivende i selskab med deres familie og naboer.
En anden outsider, den polske indvandrer Mischa(Marek Kostrzewski), der fisker i skovbækken nærved byens huse, er anderledes rapkæftet, når han bliver stillet til regnskab af naboerne.

Ny filmbevægelse
'Man tænker sit' er endnu en gribende og interessant film fra en ny filmbevægelse i Sverige, som opererer relativt uafhængigt af traditionelle institutioner som filmskoler og filminstitut. Og hvor skaberne har alternative baggrunde i musik, mode og kunst. Ruben Östlunds mesterværk 'De ufrivillige' var det seneste eksempel i en dansk biograf.
'Man tænker sit' har et dokumentarisk præg, gør brug af amatørskuespillere og stoler på, at tilskuerne kan og vil tænke selv. For som Sebastian siger i slutningen af filmen: 'Mit hoved er et organ til at grave med'.

Man tænker sit. Instruktion: Fredrik Wenzel och Henrik Hellström. Premiere i dag.