¤¤Et år med magisk tænkning¤¤ er en monolog med Karen Lise Mynster om den amerikanske forfatter og journalist Joan Didions selvoplevede sorg og tab

af Nick Bruun
En kvinde sidder på en klapstol. På en kvadratisk ø. I et bassin omgivet af planter og blomster. På bagvæggen en kæmpe gengivelse af et malet paradis.
Dér sidder kvinden. I et løsrevet drømmeunivers. Med nøgtern stemmeføring fortæller hun i et præcist, unaturligt akademisk sprog, hvad hun har været ude for. Hun gengiver fakta og begivenheder.
Og så - langsomt - trænger Trangen til at lave om - ønsket om at ændre virkeligheden - sig på. Det er her den magiske tænkning kommer ind i billedet. Men i samme takt, forgrimmes kvindens ansigt mere og mere i sorg og fortvivlelse.
Det er flot og bevægende spillet af skuespilleren Karen Lise Mynster. Historien er - som alle historier - unik og almen. Den slår ned midt i vestlig hverdag, som det gør sig gældende i forestillingen. Men aktuelt på Haiti er historien grufuldt oplevet af tusinder og tusinder. I begge tilfælde, lige forfærdelige for de ramte.
Overlevelses-mekanismen - at man prøver at lave virkeligheden om, lade det skete være usket, gøre den døde - levende - er kendt, forståeligt og udbredt.
Da jeg gik ud af teatret havde jeg følelsen af at stykket nok handlede om sorg, men ikke meget om magisk tænkning. Det er jo en vægtning - både i min oplevelse og i forestillingens opsætning. Det subjektive og det objektive - som i forestillingens tema. Der sker en aktion - og deraf følger en reaktion.

Et år med magisk tænkning. Af Joan Didions. Instruktion:Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Christian Friedländer. Spiller på Frederiksberg Scenen til 13.marts.