Før i tiden havde hver kunstner typisk én kontrakt. I dag er der tre-fire kontrakter på alle mulige områder, og det stiller store krav til kunstnernes rådgivere. En af dem er Dansk Artist Forbund

Artisternes liv har altid været en dans på line. Fra de første cirkusfolk fandt sammen på en københavnsk bæverding i 1918, frem til nutidens faglige organisation, Dansk Artist Forbund, DAF, et stenkast fra Christianshavns Torv.
- Det er en stor del af DAF`s hverdag at bevidstgøre vore medlemmer om, hvilken verden de er sat i og hvordan de kan udnytte den meget bedre, siger Lena Brostrøm Dideriksen til Arbejderen.
Og hun ved, hvad hun taler om. Som frontfigur for Dansk Artist Forbunds 1500 medlemmer repræsenterer hun en broget skare af kunstneriske individualister:
Artister, vokale og instrumentale, solister og grupper indenfor rock, pop, jazz, vise, rap, hip hop, folk, world, show, varieté, ny- og klassisk cirkus, gøgl og børneunderholdning!
Alle har de til fælles, at de lever af deres kunst, og at de træffer aftaler og underskriver kontrakter for at tjene penge på den. Det er her, at Dansk Artist Forbund vil gøre en forskel.
- Det nære og personlige er altid godt, så vi har besluttet at være blandt de bedste til at servicere på rådgivningen. Det er en jungle. For 15 år siden havde vi én ekstern jurist, i dag har vi fem ansat, forklarer Lena Brostrøm Dideriksen.

Solidaritet og coaching
Fokus på de enkle artister betyder ikke, at DAF har mistet det fælles fodslag i den faglige kamp.
- Vi kan være solidariske ved at have mange medlemmer på et særligt område. Det udnytter vi dels ved at indgå overenskomster, dels ved at slå i bordet for at sætte fokus på, hvad vi vil som kunstnere, siger artisternes formand og ser ud som om hun godt kan slå en proper næve.
Hun er oprigtig optimist for den fremtidige solidaritet, for trods de mange individualister blandt artisterne, har der bredt sig et behov for at stå sammen.
- Det har været svært i mange år i Danmark, men nu er det atter stuerent at sige 'solidaritet'. Det er blevet tidens løsen, at sammen er man stærk, siger Lena Brostrøm Dideriksen.

Kunstnersamarbejde
DAF er ikke alene om at repræsentere danske kunstnere, men det ser artisternes formand ikke som et problem.
- Der er jo ikke grænseaftaler mellem alle de forskellige kunstneriske organisationer, men vi taler høvisk til hinanden og har et godt kulturpolitisk samarbejde.
Hun mener ikke, at der er nogen direkte konkurrence om at hverve medlemmer.
- Folk ved godt selv, hvor de hører til, så uden at blande mig i hvad de andre gør, så ved jeg i hvert fald, hvad vi gør, lyder det overbevisende fra Lena Brostrøm Dideriksen.
Som eksempel nævner hun forbundets nyeste tilbud, en coaching-serie, der skal klæde den enkelte kunstner på til at løse de forskellige arbejdslivslivsproblemer.
- Vi betaler en del af gildet, og så kan folk selv vælge, hvad der er godt for dem.
Udover coaching-serien og den personlige rådgivning omkring kontrakter og økonomi tilbyder Dansk Artist Forbund medlemskab af en A-kasse i samme hus i HK`s regi, PR-rådgivning, støtte og rabatter til produktion, turné og uddannelse, samt diverse faglige kurser.

Politikerne på banen
Dansk Artist Forbunds medlemmer er en blandet landhandel med alle mulige former for ansættelsesforhold. Her er selvstændige kunstnere med andre kunstnere på lønningslisten, her er lønmodtagere, skabende kunstnere og udøvende...
- I DAF har vi ikke en klar undersøgelse af medlemmernes økonomiske forhold, fortæller Lena Brostrøm Dideriksen.
Hun henviser i stedet til den indsats der finder sted i paraplyorganisationen Dansk Kunstner Råd. Det er et samarbejdsforum for 24 kunstneriske organisationer med i alt 20.000 medlemmer.
- Den store forkromede plan har været mange år undervejs og har mange ansigter. I Dansk Kunstner Råd er vi ved at afdække forholdene for skabende og udøvende kunstnere, for lønmodtagere og selvstændige, og for hvordan de bliver behandlet i velfærdssystemet: Hvad må de fradrage i skat, hvad er deres sociale status og så videre.
Det hele skal ifølge artistformanden munde ud i, at politikerne på et tidspunkt får lyst til at se nærmere på kunstnernes forhold.
- Vi kunne godt tænke os, at der blev sat fokus på, hvordan det er for hvilke grupper. Vi vil gerne lavet et stort forarbejde, som kan vise hvor mange facetter der er.
- Det er jo sådan med politikere, at man skal helst ikke komme med en færdig løsning. Den skal de nok selv finde frem til, også fordi de selvfølgelig gerne vil være med til at sætte deres præg. Så jeg håber, at der på et tidspunkt er nogen, der har lyst til at tage sig af det her område.

Fra vokalist til leder
Lena Brostrøm er 46 år, har mand, en ti-årig søn og en bedaget Mercedes, der står til at blive skrottet i miljøets navn.
Hun har selv haft en lang karriere som vokalist, inden interessen for hendes kollegers levevilkår overtog.
- Jeg startede som helt lille i Radioens Pigekor, og fortsatte med at optræde i vokalkvartetten Riffs dér i 70`erne, fortæller hun.
Senere blev det til flere år i trioen Vocal Crew med koncerter og optræden i tv og på en række store scener, blandt andet Tivolis Glassal.
Så kom hun til datidens store pladeselskab, og her begyndte interessen for kunstnernes forhold.
- Ikke fordi Medley behandlede folk dårligt, men jeg kunne mærke at her var noget der rykkede i mig, siger hun.
Hun blev næstformand for DAF, og da den daværende formand Nick Olander blev syg og efterfølgende besluttede sig for at træde tilbage, satte hun sig i formandsstolen i 2007.
- Tja, det er jo en kvinde i et mandejob, griner hun sarkastisk, uden at se særlig kuet ud.
- Vi skal se på, hvad det er der er kvindernes kompetencer. Jeg tror vi kommer meget langt, når vi er blandet i køn, både når vi skal formidle og når vi skal tale arbejde og fag.
Til gengæld bliver der ikke meget tid til fortidens scenearbejde. En undtagelse er den årlige decembertur med sangeren Stig Rossen.
- Der skulle bankes lidt rust af , men jeg har stadig en stemme, griner Lene Brostrøm Dideriksen, der lige nåede at savne savsmuldet i manegen.
- Jeg kunne slet ikke komme tilbage, men det er jeg jo så. Det er jo om at nå det hele, lyder det optimistisk fra de danske artisters formand.

Politikerne har sovet
Et af branchens helt store samtaleemner er, hvordan kagen skal skæres omkring de mange nye elektroniske kommunikationsformer.
Udviklingen fra analoge til digitale medier har givet både kunstnernes interesse-organisationer og politikerne en udfordring.
- Jeg synes vi skal sige meget højt til politikerne, at de også har et ansvar. De har meget med at sige, at 'nu må branchens også selv'. De vil ikke gå ind og være hårde og konsekvente, lyder det bramfrit fra Lena Brostrøm Dideriksen.
Hun tror ikke på, at branchen bare kan løse denne type problemer selv.
- Politikerne skal være med. Ellers er det skruen uden ende. Jeg tror man har gjort i nælderne ved bare at give det fri, den gang man lovgav om kopiering af musik. Der har været en minister, der syntes han var meget visionær da det blev lovligt at kopiere til eget forbrug, siger Lena Brostrøm Dideriksen.
Hun understreger, at ingen kunne vide dengang, hvor hurtigt de elektroniske medier ville udvikle sig.
- Ingen dengang havde udtænkt: Hvad er det for forbrugsmønstre de vil have på nettet, og pludselig gik det sindssygt hurtigt, siger Lena Brostrøm Dideriksen.
Ifølge hende er løsningen ikke sanktioner og straf, snarere at branchen og politikerne sammen ser fremad, og blandt andet undersøge forbruget hos de mennesker, der downloader ulovligt.
- Hvis man kender brugernes ønsker, så tror jeg det er muligt at forklare de mange lovlige alternativer, der er til at stjæle musik.
Hun er ikke i tvivl om, at vejen frem er en vifte af tilbud til den enkelte bruger, i stedet for bål og brand.
- Når man spørger de unge, om de har lyst til at betale, så vil de godt. Det er blevet sådan en dårlig trend at fildele og hacke, bare fordi man kan, lyder det ærgerligt fra Lena Brostrøm Dideriksen.
- Det er umuligt at få forklaret sammenhængen til mennesker med en indædt lyst til at have ret. Det tror jeg ikke man kan, så de gør det de gør, og så må vi overbevise alle de, der godt vil betale, om at vi er villige til at opfinde alle mulige fornuftige måder at sælge musikken på.

Den danske stil
En af artistformandens store visioner er at få noget statsanerkendt uddannelse, der kan udvikle danske artister bedre.
- De tager ofte til udlandet, kommer sjældent hjem igen, men de der gør er en kæmpe succés, siger Lena Brostrøm Dideriksen.
Hun ser et kæmpe vækstpotentiale på området, også fordi en masse skoler og højskoler bruger artistkundskab og har brug for det.
- Den anden side af sagen er, at der er en særlig dansk humor og tone hos vore ny-cirkus artister, og dem kunne vi godt bruge nogle flere af, siger hun.
Hun efterlyser en egentlig dansk uddannelse for ny-cirkus artisterne.
- Det arbejder jeg meget på, sammen med alle mulige interessenter. Blandt andet Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) og Københavns Internationale Teater (KIT).
Efter at have mødt de danske artisters formand er man ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan bliver det nok.