Før mine forældre solgte jorden fra husmandsstedet, hvor jeg er vokset op, spurgte min far mig, om jeg var interesseret i at overtage stedet som landbrug

af Kjeld Stenum
Jeg var jord- og beton`er, jeg havde aldrig egnet mig til landbrug, og i øvrigt var 'udviklingen', som vi kalder den strukturomlægning i landbruget, der fulgte af Danmarks medlemskab af EU, løbet helt fra små husmandssteder. Det ville simpelthen aldrig kunne hænge sammen økonomisk. Så jeg måtte takke nej.
Da de senere flyttede i kommunal ældrebolig, spurgte min far mig igen, om jeg var interesseret i at overtage huset uden jord. Jeg måtte også takke nej denne gang, på det tidspunkt var jeg lige blevet gift og selv blevet far og kunne slet ikke overskue at skulle vedligeholde et nedlagt husmandssted i modsatte ende af landet. Mine søskende er sikkert blevet spurgt om det samme, men må også have takket nej, af personlige grunde, der kunne minde om mine.
I dag smerter det mig at tænke tilbage på de to gange nej. Det smertede også at sige nej på de tidspunkter, hvor jeg gjorde det, selvom jeg aldrig opfattede det som et egentligt valg. Der var simpelthen ikke andet at gøre. Men grunden til, at smerten ved at have gjort det alligevel bare er blevet større, er, at jeg jo godt kan se, min far følte, at jeg afslog at tage imod den stafet, han havde at give videre til fremtiden.
Det behøver ikke at være eens biologiske afkom, man rækker sin stafet til. Men der ligger et stort tab i, at den slags stafetter mellem generationerne bare giver mindre og mindre mening, fordi erhvervene efterhånden forvandles for hurtigt. De livserfaringer, det enkelte menneske gør sig, kan bruges til mindre og mindre af den generation, som kommer efter.
Det handler ikke bare om den unges smerte ved ikke at kunne rumme sin forældre-generations arv, det handler også om denne generations smerte ved ikke at have noget brugbart for den unge at give. Det er en stor del af selve det, man kunne kalde livets mening, der ligger i den stafet.
Min far var husmand. Men han havde alligevel en personlig stolthed, der gjorde, at han ikke regnede sig som mindre værd end præsten og overlægen, men heller ikke mere end de landstrygere, han lejlighedsvis tog ind til en bid brød, eller det asfaltsjak, som asfalterede de kommunale grusveje.
I dag kunne jeg have sagt til ham, at han alligevel gav mig en stafet. Men jeg fandt aldrig ud af at formulere det, før han døde.
At sådanne ting fylder mere i mit hoved i dag, hænger selvfølgelig blandt andet sammen med, at jeg også snart selv står på tærsklen til at skulle afslutte den erhvervsaktive del af min tilværelse. Hvad skal der blive af min stafet? Min datter er godt på vej til at blive biokemiker. Hvad kan hun vel bruge mine livserfaringer til?
En halv filosofiuddannelse fra min ungdom, et temmelig rodløst voksenliv som jord- og beton`er og fraskilt forælder, samt et vekslende intensivt politisk engagement, er det en stafet? Ja, vel er det så. Jeg brugte nogle år på at lære at reflektere over tingene, det blev ikke et levebrød, men jeg har været glad for den lærdom hele mit liv.
Siden har jeg fået en masse meget kontante erfaringer med at skulle fungere i de meget intensive arbejdsfællesskaber, jord- og betonsjak er, og med at skulle bruge min krop og mine muskler til at manipulere forskellige materialer på en masse forskellige måder, sådan at jeg ved næsten ind i rygmarven, hvordan man skal gøre for at flytte den eller den byrde et bestemt stykke vej uden at komme til skade, hvordan træ skal sættes sammen for at have tilstrækkelig styrke til forskellige belastninger, hvad der kan gøres, og hvad der ikke kan gøres med de forskelligste byggematerialer, hvordan man skal passe sig ind i et sjaks arbejdsrytme for at få forskellige arbejdsopgaver til at lykkes, hvor meget et sjaks trivsel betyder for dets evne til at fungere som intensivt arbejdsfællesskab, hvor vigtig elementær mellemmenneskelig respekt er for den trivsel.
Tusind ting, som har formet mig som menneske, og som har givet mig, hvad jeg vil kalde min egen filosofi.
Jeg har aldrig gået ind for den målestok i samfundet, der deler os ind i vindere og tabere. Jeg kan godt se at brugte jeg den på mig selv, ligner jeg mest det sidste. Men jeg bruger den ikke, hverken på mig selv eller på dem, jeg er sammen med.
Jeg har arbejdet sammen med både halv- og helkriminelle røvere, med alkoholikere, med landevejsriddere, med rodløse sømænd, jeg har lært, at når man evner at respektere hinanden uden denne taber-vinder-målestok, så kan man sammen udrette noget, fordi man kan trives sammen. Men når ikke alle parter evner respekten, kan man lige så godt opløse sjakket med det samme, for det bliver kun nedtur.
Jeg har lært, det er respekt at sige fra, når tiden er til det, og mangel på respekt at stikke ting under stolen. Jeg har lært, hvor vigtigt det især er at sige fra overfor, hvad man føler er uretfærdigt. For accepterer man først én gang, at nogen træder på andre, er der sjældent grænser for fornedrelsen, især ikke, hvis den ene part er arbejdsgiveren. Det er min stafet, og sådan vil jeg forsøge at række den videre.
Når jeg tænker over det, kan jeg godt se, at jeg bare har brygget videre på en stafet fra min far. Jeg ville gerne have sagt det til ham, mens han levede. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvad en biokemiker dog skulle kunne bruge en jord- og beton`ers livserfaringer til. Men måske finder min datter alligevel ting i det, som hun kan bruge til at forme sit eget liv omkring.
Måske bliver det bare på en helt anden måde, end jeg umiddelbart har fantasi til at forestille mig, og som hun ikke i dag kan formulere. Måske tænkte min far også så langt om mig.