Med ¤¤Vores piller¤¤ bliver der for alvor sat fokus på den magtfulde medicinal-industri og dens profitjagt til skade for patienternes sundhed og nationernes sundhedsbudgetter

af Mauri Johansson
Nina Vinther Andersen er uddannet i statskundskab og er dertil journalist.
Hun har i en længere årrække arbejdet med forhold indenfor medicinalindustrien og dens samarbejde med lægerne, blandt andet som ansat ved Ugeskrift for Læger.
Nu har hun beriget os med en bog der opsamler meget af denne erfaring. Bogen kommer meget belejligt i en tid hvor debatten om influenzavacciner og deres nytte eller skade er på sit højeste.
Ikke uventet er undertonen gennem bogen overvejende lægekritisk, og Nina Andersen har også genopfrisket en række kedelige sager hvor læger, endda i overordnede stillinger, har været og er vel glade for pengepugeri. En gammel skamplet på lægestanden.
Heldigvis færdes kun en minoritet af landets circa 25.000 læger i disse kredse - 128 læger har aktier i medicinalfirmaer og cirka 2000 har konsulentrelationer til dem, ifølge Lægemiddelstyrelsen.
Samtidig er godt 100 læger med i foreningen 'Læger uden sponsorer', der helt har sagt nej til alle former for sponsorering, som forfatteren kort nævner i bogen. Men alle erhvervsarbejdende læger udsættes for et bombardement af reklamer og lobbyister fra medicinalindustrien, så det er svært at holde hovedet koldt.
Industrien bruger to en halv gang mere på reklamer og markedsføring end på forskning, selv om det sidstnævnte som regel motiverer medicinpriserne. Der er i de senere år lavet aftaler mellem Lægeforeningen og industrien, der forsøger at begrænse det grove.
Tiltagende megen efteruddannelse sker på ikke-sponsorerede kurser. Der er, som det påpeges, et klart behov for større gennemsigtighed for befolkningen på dette område.

Uvildig kontrol er umulig
Men Nina Andersen kommer meget længere omkring. Hun får omtalt de senere års mange skandaler med talrige dødsfald (hormonbehandlinger, gigtmidler, slankemidler mm.), hvor mangelfuld eller direkte forfalskede forsøgs- og forskningsresultater fra industrien har fået myndigheder og læger til at godkende og udskrive skadelig kemi til syge patienter.
Hovedproblemet er, at såvel fremstilling som afprøvning af lægemidler er overladt til industrien selv, mens besparelser på offentlige budgetter i forhold til reelle behov gør uvildig offentlig kontrol umulig.
Vi ved alle, hvad der kommer ud af at sætte ræven til at passe på gæssene. Den private industris tiltagende styring af universitetsforskningen øger yderligere risikoen for, at patienterne og befolkningen som helhed må bære risikoen for medicinalindustriens grådighed.
Vaccineskandalen i år bekræfter på ny, hvor underdanige staternes myndigheder og selv Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er overfor lobbyisme og det, der er værre.
Fremkomsten af nye lægemidler er en sjældenhed, idet presset for umiddelbar profit er stort. Dette medfører også, at billige, velkendte lægemidler kommer i klemme i produktionen. Det rammer især udviklingslandene, der ikke magter de høje priser, firmaerne kræver.
Der er i den rige vestverden et konstant pres for at udvide indikationerne for behandling med lægemidler. Det skete igen med influenzavaccinerne denne sommer.
Den udløste milliardprofitter til industrien, efter at WHO tilsyneladende var blevet manipuleret til at ændre definitionen på 'pandemi' for nylig.
Derved blev medlemslandene tvunget til at vaccinere raske mennesker mod en relativt harmløs forkølelsesinfluenza, der på beslutningstidspunktet næsten ikke var til at få øje på.

Voksende medicinudgifter
Tilsvarende eksempler ses på mange store lægemiddelområder, således at nu snart ni ud af ti i de ældre aldersklasser kan betegnes som syge og medicinkrævende, med alt hvad det indebærer af risiko for bivirkninger.
Disse oplyses som regel i procenter, der forekommer små, men det er jo enkeltpersoner, der rammes af bivirkninger. Deres antal kan løbe op i millioner på verdensplan, hvis sygdommen er udbredt og sættes i behandling med lægemidler, hvor bivirkningskontrollen er mangelfuld.
>Lægemiddelindustrien har opnået meget lange patentvarigheder og lempelige muligheder for at få dem forlænget. Det betyder, at høje priser kan holdes i 20 - 25 år, betalt af de syge selv og skattebetalerne her i landet.
Medicinudgifterne har været blandt de hurtigst voksende på de offentlige budgetter, med en fordobling af de årlige milliarder i tiden 1995 - 2006 til nær otte milliarder alene i regionerne.
Nye lægemidler blæses op til at løse al verdens problemer og priserne er skyhøje. Monopolisering og store industrifusioner har gjort al snak om konkurrence til en myte.
Medicinalindustrien og et antal læger og myndighedspersoner har således pantsat deres troværdighed, konstaterer forfatteren.
De få læger, der tør åbne munden om disse problemer, møder massiv reaktion fra industrien og sjældent støtte fra myndighederne. Trusler på livet er ikke ukendte i den sammenhæng.

20 forslag til ændringer
Nina Andersen har fat i en alenlang ende og kun en lille del er omtalt her.
Hun afslutter bogen med 20 punkter til ændringer, hvoraf de fleste umiddelbart kunne sættes på dagsorden i Lægeforeningen og i sundhedsmyndighederne.
Med EU`s privatiseringsliderlige udgangspunkt vil industriens og markedets frie kræfter yderligere øge presset imod en tiltrængt øget offentlig kontrol af denne afgørende vigtige sektor af samfundet.
Ærlige demokratiske kræfter må vende eller afskaffe privatiseringen også på dette sundhedsområde. I stedet for at bruge krudt på de få 'dårlige æbler' blandt fodfolk og enkelte korporaler i lægestanden kunne forfatteren i sin næste bog vende søgelyset imod industribetalte patientforeninger og imod myndighederne nationalt, i EU og på verdensplan (WHO med flere).
Det kunne formidle indsigt i alt det lyssky og tys-tys, der foregår indenfor denne upåagtede sektor af 'terrorisme' (kemisk krigsførelse i NATO-sprog), som rammer langt flere uskyldige end al snak om bombeturbanklædte muslimer.
Bogen kan varmt anbefales en bred kreds af læsere.

Nina Vinther Andersen: Vores Piller. 236 sider, kr. 225. Forlaget Tiderne Skifter, 2009.