Obama har forvandlet Det Hvide Hus til et realityshow, hvor hovedpersonerne er den pragtfulde Obamafamilie, mener den canadiske forfatter og journalist Naomi Klein

Mange har i den sidste tid beskæftiget sig med, hvordan det er gået med Obamas første år som præsident.
En af dem er den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein, som i en artikel i The Guardian, oversat og bragt i Politiken den 23. januar, kalder Obama for en superstjerne uden substans.
Naomi Klein skriver blandt andet:
'Da Obama blev indsat som præsident, var `varemærket USA` i en sørgelig forfatning. Men han formåede at vende udviklingen ved hjælp af den måske mest vellykkede relanceringskampagne nogensinde'.
Hendes pointe er, at holdet omkring Obama har haft tæft for branding og har benyttet samtlige redskaber til at skabe og pleje varemærket Obama.
'Første gang jeg så videoen `Yes We Can`, hvor berømtheder taler og synger ind over en af Obamas Martin Luther King-agtige taler, tænkte jeg: Omsider har vi fået en politiker, der har lige så fede reklamer som Nike.
Efter valgsejren fortsatte Obama med at udnytte markedsføringens muligheder. Obama har forvandlet Det Hvide Hus til et realityshow, hvor hovedpersonerne er den pragtfulde Obamafamilie.
Problemet er ikke, at Obama bruger samme tricks og redskaber som de største kommercielle varemærker. Problemet er, at han som så mange andre livsstilsvaremærker før ham ikke handler på en måde, der så meget som kommer i nærheden af at leve op til de håb, han har vakt'.
Naomi Klein stiller spørgsmålet, hvad sker der, når mange mennesker indser, at Obama ikke lever op til sit eget brand?
'Hvad sker der, når de mange trofaste støtter indser, at de har givet deres hjerte til et parti, der hellere tilgodeser medicinalindustrien end behovet for lægehjælp, og som tager større hensyn til Wall Streets afhængighed af økonomiske bobler end til mennesker, hvis huse og arbejdspladser kunne være reddet med en bedre økonomisk hjælpepakke?
Risikoen er en bølge af bitter kynisme, især blandt de unge, der under Obama gjorde deres første erfaringer med politik.'
Selv føler Naomi Klein sig dog ikke forrådt af Barack Obama. 'Jeg føler derimod en ambivalens, ligesom jeg gjorde, da brands som Nike og Apple begyndte at bruge revolutionært billedsprog i deres reklamekampagne. Markedsanalyserne havde afsløret en længsel hos mennesker efter noget mere end at købe ting - efter sociale forandringer, et offentligt rum, større lighed og mangfoldighed.'
Og det er den samme længsel hun kan genfinde i opbakningen til Obama.
'Det, som den globale opbakning til brandet Obama har dokumenteret, er, at der findes en enorm appetit på progressive forandringer - at mange ikke ønsker alle markeder åbnet med vold og magt, at de væmmes ved tortur, at de vil have koncernerne ud af politik, at de ser global opvarmning som vor tids vigtigste kamp, og at de brændende ønsker sig at være en del af et projekt, der er større end dem selv.'
Og Naomi Klein slutter:
'Obama vandt præsidentvalget ved at udnytte vores dybe nostalgiske længsel efter den slags sociale bevægelser. Men det var kun et ekko, et minde. Den opgave, der venter, består i at opbygge bevægelser, der er den ægte vare, eller the real thing, for nu at låne et gammelt Coca-Cola-slogan.'