Først opbygges et system til forfølgelse af en minoritet, der er så almindeligt forhadt, at det ikke falder nogen ind at protestere. Derefter ændres mål-gruppen umærkeligt

af Erwin Neutzsky-Wulff
Når talen falder på 'krigen mod terror', bliver man ofte præsenteret for to diametralt modsatte synspunkter. Et er, at verden er under belejring af irregulære styrker, hvis pludselige optræden på scenen gerne forklares som en global islamisk vækkelse, uden at man tilsyneladende gør forsøg på at forklare, hvorfor den netop manifesterer sig på dette sene tidspunkt af religionshistorien.
Den omvendte tolkning går så ud på, at den aktuelle trussel er overdrevet og blot tjener som et alibi for etableringen af en totalitær stat. Igen savnes imidlertid en forklaring på, at en sådan tilstræbes efter et halvt århundredes insisteren på et i det mindste principielt demokrati.
Selv vil jeg foreslå det kompromis, at vi nu rent faktisk, som det tidligere måske lidt forhastet er blevet påstået, lever under senkapitalismen. Årsagerne hertil er endvidere temmelig åbenbare.
Ikke blot er ressourcerne ved at være udtømte, deres udvinding og udnyttelse har vist sig som et damoklessværd - vi drukner, mens vi klamrer os til en brændende gren. Jorden er med andre ord ved at forvandle sig til en gigantisk mødding, hvor kapitalens hundekobbel i kampen om de sidste madrester ikke længere har råd til at vise det bekendte menneskelige ansigt.
Den kinesiske mur, vi i disse tider bygger op om os selv og hinanden, er således ikke beregnet på galninge, der er vrede på karikaturtegnere, men på sultende menneskemasser. At et ulmende oprør begynder i en del af verden, der er blevet voldtaget af olieinteresser, er så lidt overraskende, at man er nødt til at nedtone den grundlæggende politiske og økonomiske konflikt i forhold til den i sammenligning ubetydelige kulturelle og religiøse.
I sidste ende er der dog ikke tale om at beskytte befolkningen, men at man forbereder sig på at beskytte sig mod befolkningen. Det kan man naturligvis ikke sige direkte, hvorfor man benytter en række ofte prøvede taktikker.
En er givetvis at så frygt. En anden er kriminalisering.
Ingen vil i et retssamfund protestere imod, at ordensmagten får stillet de midler til rådighed, som den anser for nødvendige for at bekæmpe og forebygge forbrydelser, han selv kan blive offer for. Pointen er så at få befolkningen til at acceptere en afvigende politisk holdning som en forbrydelse, hvilket ikke er så vanskeligt, som det måske umiddelbart lyder.
Hvor tyven og morderen jo nemlig kun truer individet, truer den, der ønsker et andet samfund, os alle, og muligheden af, at han vil gribe til politisk vold, er endvidere implicit i accepten af, at de nuværende magthavere vil bruge vold for at opretholde status quo. Det er, når denne statsautoriserede vold bliver forebyggende, at vi får politistaten.
Elimineringen af den politiske modstand foregår så i reglen i to stadier. Først opbygges et system til forfølgelse af en minoritet, der er så almindeligt forhadt, at det ikke falder nogen ind at protestere imod dets illegalitet.
Derefter ændres målgruppen umærkeligt. I tredivernes Tyskland protesterede socialdemokraterne sjældent imod interneringen af kommunister, og da det blev socialdemokraternes tur, var systemet på plads og generelt accepteret.
Alle tænkende mennesker finder det seksuelle misbrug af børn afskyeligt, hvorfor vi uden videre accepterer, at trafikken med børneporno på Nettet censureres og kriminaliseres. Men hvorfor ikke også 'terrorsider' med opfordring til og vejledning i politisk vold?
Hvorfor ikke politiske partier med en revolutionær dagsorden? Og hvor går grænsen mellem at forudse og forberede sig på en voldelig konfrontation med statsmagten og at agitere for den?
I sidste ende er alle disse foranstaltninger naturligvis nytteløse. I en katastrofesituation vil den, der hylder det princip, at enhver er sig selv nærmest, uvægerligt selv blive trampet ned.
Kun en politisk holdning, der sætter solidaritet over egennytte, kan redde os nu. Og det er socialismen.