Vi er gået forbi byens spændende facader hundredvis af gange uden at tænke nærmere over det. Freddie Pedersen genopbygger dem minutiøst i miniature
af Gert Poder
Egentlig opfatter Freddie Pedersen ikke sine facader som kunst. Den 72-årige pensionerede reproteknikker stødte på ideen med at gengive smukke eller spændende facader i miniature for snart 20 år siden på en udstilling.
'Det dér kan jeg vel også finde ud af', har han vel tænkt, og gudskelov for det.
Fritiden fra arbejdet på bladkoncernen Aller blev nu brugt til at finde byens facader, fotografere dem og derefter gen>opbygge dem minutiøst i 1:10.
Nu kan resultatet af hans arbejde beundres hos Kulturhuset Karens Minde i Københavns Sydhavn januar ud.
En verden af facader
Freddie`s Facader er håndarbejde - hele vejen. De fleste elementer skæres ud i pap og bemales. Små bitte mursten og tagsten støber han selv. Blomsterpinde og modelervoks kan bruges til mere end man tror, og tørrestativet på altanen er glimrende til trappegelændere.
Da han i sin tid begyndte lå de første motiver lige for. Først søsterens restaurant Københavner Cafeen i Badstuestræde i Københavns Indre By, dernæst bedstefaderens mejeri i Kildevældsgade på Østerbro.
Siden er det gået slag i slag, og der er også blevet plads til et par udenlandske butiksfacader.
I 1994 fik han kolonihave på Christianshavn, og de mange smukke kolonihavehuse og andre originale bygninger i Haveforeningen Vennelyst har givet inspiration til en hel serie.
Fortidsminder
Én ting er det håndværk og den snilde, som Freddie Pedersens facader udtrykker.
Det er ganske forbløffende at stå foran hans tredimensionelle tavler og iagttage, hvordan selv de mindste detaljer er gengivet så naturtro, at man et kort øjeblik hører sporvognen køre forbi.
Noget andet er, at adskillige af Freddie Pedersens facader er gået til de evige byggelossepladser og derfor kun er bevaret for eftertiden gennem hans arbejde.
Enten er butikkerne for længst lukket eller også er bygningerne revet ned. Det er ikke bare ren nostalgi at se disse for længst hedengangne gamle bygninger. Det betyder også, at fremtidige generationer kan genopleve en fortid med hestesporvogne og longjohns.
'Freddie`s Facader' er en af den slags øjenåbnere, der dukker op nu og da. Det er på sin egen beskedne måde en hyldest til den folkelige kunst som den udfolder sig udenom kulturbudgetterne.
Freddie`s Facader. Freddie Pedersen på Karens Minde i januar 2010.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278