Om morgenen står jeg en time tidligere op, end jeg behøver. Det er fordi, det er den tid på døgnet, hvor hovedet er friskt nok til, at jeg kan læse

af Kjeld Stenum
For tiden læser jeg den vestindisk-engelske forfatter V.S. Naipauls rejsebeskrivelse 'Blandt de rettroende', købt på antikvarisk bogudsalg, en skildring af en rejse gennem en række muslimske lande i firserne.
I slutningen af denne bog besøger Naipaul en muslimsk landsby i Indonesien, som den antiautoritære amerikanske pædagog og samfundsdebattør Ivan Illich har berømmet som et eksempel på et ideal, han har om et skoleløst samfund. Illich mener, det ideelle er at lære af hinanden ved at producere sammen, uden lærerautoriteter.
Indoneseren, der guider gæster rundt, tror, at Naipaul er kommet for at høre det, de fleste besøgende gerne vil høre, efter at Illich har berømmet landsbyen. Og som den høflige og gæstfri indoneser, han er, vil han gerne give gæsterne det, de er kommet for. Derfor siger han om alle, de kommer forbi, at de er både lærere og elever, hvad enten de rengør grønsager eller snedkererer træsenge.
Men Naipaul vil med sin baggrund i tredjeverdens-fattigdom gerne se noget mere fremadrettet end rengøring af grønsager og snedkereren senge. Og på vej tilbage til hotellet siger han til sin ledsager, at han synes, det er en dårlig skole, der ikke giver landsbyen noget, den kan bruge, men kun tjener til at fastholde de fattige i deres fattigdom.
Hans indonesiske ledsager deler muligvis noget af Naipauls skepsis, men såres over, at hans gæst åbenbart ikke kan lide den mad, hans land har at servere. Og Naipaul lader sig overtale til at besøge landsbyen endnu engang. Her lykkes det at komme en smule tættere på, og det viser sig, at landsbyfællesskabet både har professionelle lønnede lærere og undervisningssituationer, der ikke er i overensstemmelse med Illichs antiautoritære idealer.
Alligevel er Naipaul fortsat beskæmmet. Og udfra hans egen gengivelse er det svært ikke at give ham ret. Bestræbelsen på at leve op til Illichs antiautoritære glansbillede virker som en bremse på den modernisering af landsbyens produktion, som den vedvarende befolkningstilvækst gør stærkt tiltrængt.
Og på vej til arbejde tænker man problematikken lidt videre. Vi mennesker er tit tilbøjelige til at angribe problemerne udfra vore egne personlige forudsætninger og ikke udfra, hvordan tingene virkelig er. Derfor mislykkes vore forsøg på at lave tingene om.
Illich ledte måske efter et eksempel, der kunne bevise, at et samfund uden autoritet var muligt, fordi autoritære strukturer i hans eget hjemland frustrerede ham. I virkeligheden var det ikke den indonesiske landsby, der interesserede ham.
Det kan minde om studenten, der er blevet rød af at læse og med den bedste vilje af verden kommer ud på en arbejdsplads og vil have arbejderne med til at lave verden om. Han/hun har svært ved at forstå, at arbejderne ikke bare står sammen og laver revolution. For det synes indlysende for den, der har fået sin overbevisning ved at læse bøger, at socialisme skaber større frihed til at etablere et fornuftigt samfund.
Den intellektuelle ser problemet om socialisme som et problem om at sætte fornuften igennem i samfundet. Magten stiller sig i vejen for det i kapitalistiske samfund, men arbejderne kan bane vejen for fornuften, hvis blot de vil, for de har styrken til at udfordre magten, blot de står sammen. Men de gør det ikke, for de er ikke bevidstgjorte. For den intellektuelle er bevidstgørelse af arbejderne vejen til socialismen.
Men en arbejder overlever på små daglige kompromisser med magten. Man ved gennemgående godt, at socialisme er det fornuftigste. Man ved også, at man er udbyttet, og at socialistiske ejendomsrelationer indeholder muligheden for mere retfærdighed. Men man ved gennemgående også, at den mulighed ikke nødvendigvis bliver realiseret, selv om man laver revolutioner.
For arbejdere handler det om at overleve og leve, noget her-og-nu og ikke om at realisere idealer, noget, de fleste har en sund skepsis overfor. Hvis det sikrer et rimeligt liv, lever man for så vidt gerne hele dette liv på de daglige små kompromisser med magten, selv om man godt ved, man bliver gjort til genstand for både uretfærdig udbytning og undertrykkelse.
Som arbejder er man ikke nødvendigvis antiautoritær. For man regner med, at omstyrtelse af autoriteter blot baner vejen for nye, og man kan ikke være sikker på, at de er bedre. Skal en arbejder blive revolutionær, er det fordi han/hun ikke længere har tillid til, at den herskende magt kan eller vil de daglige små kompromisser, der gør arbejderens her-og-nu-overlevelse mulig.
Den intellektuelle føler sig slet ikke tiltrukket af tanken om et helt liv baseret på daglige små kompromisser, for det er jo et liv i uretfærdighed og mørk uoplyst fornedrelse. Ikke desto mindre er det de fleste arbejderes liv. Og det er et liv, man vil, man er stolt af det liv, man trods alt sikrer sig, for man ved, hvor meget hårdt arbejde og hvor megen kamp selv dette lidt har kostet.
Kaster nogen vrag på det, føles det som hån. Den intellektuelle, der har viet sit liv til kampen for fornuftens samfund, forstår ikke dette. Og derfor kuldsejler de fleste forsøg på at lave revolutioner baseret på intellektuelles kærlighed til det rationelle. Og mange intellektuelle bliver trætte af at være revolutionære og falder for trangen til at appellere til magten, om ikke den kan give sig til at opføre sig rationelt i stedet for. Det kan den ikke.