Selv om bogen på nogle områder kunne være strammet op, er det er en fin og nødvendig bog, der fortjent placerer kvinderne i modstandskampen. En livsbekræftende bog om otte stærke kvinder

af Bjarne Nielsen
Otte modige kvinder meldte sig med livet som indsats til modstandskampen mod Hitlertyskland og deres lakajer. Reelt arbejdede de som sekretærer, spioner og kurerer med mere. Ofte i job mænd havde svært ved at bestride. Officielt blev de stemplet som terrorister.
Disse kvinders baggrund og indsats var meget forskellig, hvilket viser hvor bred folkefronten mod nazismen udviklede sig til. Nogles ægteskaber brast. En var i korporlig kamp med Gestapo og en tredje fik tæsk i fængslet.
Hver har de deres særegne historie, men til fælles har de, at de alle betalte en pris for deltagelsen i modstandskampen og ikke fortrød den.
Journalisten Kathrine Læsøe Engberg har givet de otte kvinder stemme i sin lille fine bog 'Modstandskvinder. Kvinder i den danske modstandsbevægelses fortæller'.
Blandt kvinderne er der flere `kendte`. Lis Bomhoff, der arbejdede i kredsen omkring Flammen og Citronen. Komponisten Else Marie Pade, om hvem der netop er udkommet hele to bøger, og Lise Mellemgaard, der tidligere har skrevet om sin indsats i bogen 'Pige i modstandskampen'. Men der er også andre.

Gertrud Pedersen
En af disse andre er den 88-årige Gertrud Pedersen, der i kapitlet Modstandskampen - det bedste job jeg har haft, meget smukt skriver at hun 'føler sig heldig. Ikke kun fordi hun overlevede Anden Verdenskrig , men ligeså meget fordi hun fik lov at kæmpe i modstandsbevægelsen. Selvom hun var kvinde'.
Lige fra tyskerne fløj ind over Danmark i april 1940 vidste den unge Gertrud, at hun, uanset omkostningerne, ville kæmpe for Danmarks frihed. Hun var spejder og gik ind for `Gud, Konge og Fædreland` selv om 'vore forældre sagde vi skulle lytte til regeringen'.
Efter giftermål med spejdervennen Carl gik de begge ind i modstandskampen i Randers området. Medens Carl, der var betjent, deltog i `hårde` aktioner, transporterede Gertrud våben og sprængstoffer ved højlys dag, 'iført min grønne spejderuniform, og travesko'.
Trods de var gået under jorden blev Carl taget og Gertrud opsøgte den legendariske leder af modstandsarbejdet i Jylland, Toldstrup, og sagde 'Giv mig et modstandsjob'. Hun blev kurer og ledsager for Toldstrup, for 'hvis der var en kvinde med, kiggede tyskerne på hende'.
I slutningen af krigen gik hun med en giftpille klistret til låret. 'Vi var ikke bange for at dø, men for at blive taget levende'. Hun var bange for ikke at kunne modstå Gestapos umenneskelige metoder.
Carl kom hjem efter ophold i kz-lejren Buchenwald og Frøslevlejren. Hans skæbne ramte deres familie hårdt, men 'befrielsen husker jeg som den største dag i mit liv'.
Gertrud blev senere medlem af Dansk Samling og lægesekretær, men arbejdet i modstandsbevægelsen 'var hendes bedste job'.

Inge Nielsen
Særligt stærkt indtryk gør kommunisten Inge Nielsen fra Odense i kapitlet 'Når jeg tænker på, hvad vi drømte om og kæmpede for, er det sørgeligt at se på Danmark i dag'.
Hun meldte sig ind i DKP, da Finlandskrigen brød ud i 1939, hvilket må have været et særsyn dengang, hvor hetzen mod Sovjet var på hysteriske højder. Efter en gribende beretning om sin ungdom, med en forgældet far der støttede Venstre og døde inden hendes medlemskab af DKP og en mor 'der var rystet i sin grundvold', kom hun på kontor og mødte sin mand, der senere blev medlem af partiet.
'Vi følte, at regeringen havde svigtet os, og vi ville kæmpe for et Danmark fri for nazister; kæmpe for et demokrati, hvor vores grundlov ikke blev trådt ned'.
Den 15. maj 1942 blev hun og manden arresteret på deres arbejde af det danske politi! Det primære formål var at få afsløret deres chef, som var den senere så kendte Holger Vivike.
De blev sendt til Vestre Fængsel, hvor de sad på henholdsvis en kvinde -og mandsafdeling med andre kommunister.
Under fængselsopholdet fik hun besøg af moderen, hvis gensynsreplik var 'Jeg vil lige sige til dig, at når I sidder her, er det Jeres egen skyld'.
Hun oplevede også,hvorledes fængselsinspektør Haagensen skød sig, efter at Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen, var beordret arresteret på nazisternes forlangende og den grundlovsstridige Kommunistlov blev indført 22. August 1941.
Da Inge og hendes mand blev løsladt i marts 1943, var stemningen i forhold til kommunisterne vendt. Partiarbejdet og det illegale arbejde blev påbegyndt igen. Inge og Arne fik drengen Jens, hvilket gjorde turene med barnevognen til oplagt transportmiddel når de illegale skrifter skulle rundt i Fredericia, hvor de nu boede.
Da de 4. maj hørte befrielsesbudskabet skyndte de sig ud med plakater, der tidligere var sendt fra hovedkvarteret og hvorpå der blandt andet stod 'Danmark er frit nu - vi skal ikke have de lange knives nat'. De var også her nogle af de første.
Inge sad i Fredericia Byråd i 28 år og i Amtsrådet i fire år. Hun er fortsat kommunist, 'for jeg er imod krig'.
Selv om bogen på nogle områder godt kunne være strammet op, er det er en fin og nødvendig bog, der fortjent placerer kvinderne i modstandskampen, der bør stå sammen med Hedda Lundhs 'Ikke noget theselskab - var vi terrorister?' og Per Ulrichs 'De røde enker'.
En livsbekræftende bog om otte stærke kvinder, der handlede da situationen krævede det. Eller som Engberg formulerer det: 'For mig har det været en personificering af følelsen jeg havde, når jeg hørte `En lærke letted og tusind fulgte`. En følelse af noget bevægende, noget stort, noget frit'.
Bogen er desuden fint illustreret med fotos, der ikke tidligere har været offentliggjort.

Kathrine Læsøe Engberg: Modstandskvinder. Kvinder i den danske modstandsbevægelse fortæller. 274 sider illustreret. 249 kroner. Peoples Press.