Egentlig er der måske ikke så megen grund til at bekymre sig om, at vi nu får et Lego-universitet. Dem har vi et par stykker af i forvejen

af Erwin Neutzsky-Wulff
Middelalderen ville næppe have opfattet sig selv som mørk - nærmere uhyre lærd. Religionen var allestedsnærværende, men den var ret så dogmatisk.
Åbenbart var miraklernes tid forbi, og man måtte lade sig nøje med gudsbeviser. Det havde man så universiteterne til.
Petrarca - renæssancens fader - var dog ikke begejstret, men ironiserede over sin lykkelige samtid, der ikke som i antikken måtte lade sig nøje med syv vise mænd, men kunne masseproducere dem efter behov. Han sætter dermed fingeren på et ømt punkt, nærmere betegnet alle undervisningssystemers akilleshæl.
Mester kan vise lærlingen, hvordan han bruger en høvl, og derefter konstatere resultatet. Men at en elev rabler en lektie af sig, betyder ikke nødvendigvis, at han har forstået den - faktisk er chancerne små.
Det, vi forstår, er nemlig uvægerligt det, vi selv har opdaget af ren og skær nysgerrighed. Pensum derimod - det, vi skal kunne - ender let i det spørgsmål, der altid gjalder i auditorierne, og som fik mig til på et tidligt tidspunkt at opgive en akademisk løbebane: Skal vi kunne det?
I halvtredserne var det alle forældres drøm, at deres børn skulle have studentereksamen, også dem, hvis hænder var skruet forsvarligt på. Det er ganske forståeligt i et samfund, hvor retten til livets ophold og pligten til efter evne at bidrage til fællesskabet ikke blot er knyttet sammen på en uhensigtsmæssig måde, men et gradueret lønsystem bidrager til illusionen om, at nogle borgere er nyttigere for samfundet end andre.
Ikke alle de nye håbefulde akademikere kom dog fra hjem med klaver, endsige bøger på hylderne, og de fik det ganske forudsigeligt svært, indtil man fandt ud af at lempe kravene. Vi fik så en ny pædagogik, der mest gik ud på, at børnene skulle have det rart.
Hvis det som påstået var udtryk for venstreorientering, var det i det mindste en besynderlig udgave - som bekendt deler man i socialistiske lande børnene på et ret tidligt tidspunkt ud fra deres anlæg i den ene eller anden retning, hvilket kan virke som elitisme, hvis man selv lever i et repressivt klassesamfund. I stedet blev resultatet en generation af analfabeter, som det borgerlige samfund modtog med kyshånd.
Ikke blot blev de 'højere' læreanstalter oversvømmet med folk blottet for andre interesser end en højere lønramme, når man havde slæbt sig igennem alt det kedelige, arbejderklassens medfødte videbegær og ønske om at kigge klassefjenden i kortene forsvandt ved samme lejlighed. Lektier er nemlig i modsætning til en god bog om et spændende emne noget, der skal overstås, så man kan komme ind og se MTV.
Pædagogikken er med andre ord den samme, som når vi skal spise op for at få slik - den nærende mad bliver kedelig. I dag behersker folk, der påbegynder et universitetsstudium, næppe det danske sprog, for slet ikke at tale om hovedsprogene.
Som følge heraf indskrænkes pensum, og der gøres alt for at camouflere elevens manglende forudsætninger: gruppearbejde (i det forfængelige håb, at en i gruppen behersker stoffet) eksaminationer med forberedelsestid og hjælpemidler - eller ligefrem 'gruppeeksaminer'. Det eneste formål bliver i sidste ende at producere 'STÅ`er', som det hedder i det pædagogiske fagsprog, totalt uinteresserede kandidater, der med megen god vilje kan slæbe sig igennem et akademisk nåleøje, som efterhånden har antaget størrelse af en ladeport.
I bund og grund er der naturligvis ikke noget nyt i alt dette - i mellemskolen sad vi også med oversættelsen i skødet eller lærte den, når det gik højt, udenad, i fortrøstning til, at ingen nogen sinde ville præsentere os for en tekst, vi ikke havde set før, for eventuelt at konstatere, om vi rent faktisk beherskede det pågældende sprog. Men det var altså mellemskolen.
Så egentlig er der måske ikke så megen grund til at bekymre sig om, at vi nu får et Lego-universitet. Dem har vi et par stykker af i forvejen.