25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dialog eller konfrontation

Dialog eller konfrontation

Torsdag, 14. januar, 2010, 00:00:00

Stig Dalager beskriver så godt som ikke de mange problemer, der består i forbindelse med de fremmedes integration i vort land, og Kåre Bluitgen går i den grad op i dem, at han så godt som overser, at mange integreres udmærket

af Eigil Nielsen
Hvorledes skal vi oprindelige danskeres holdning være til de ret mange 'fremmede', som vi nu møder i det danske samfund? Det er et meget væsentligt spørgsmål af betydning for begge sider.
To bøger, der her skal anmeldes, griber spørgsmålet an på hver sin måde. Det er på den ene side bogen Ansøgning om at være menneske, der indeholder artikler og essays, skrevet i perioden 2001-2009 af Stig Dalager, og på den anden side ungdomsromanen Latteren i hjertet skrevet af Kåre Bluitgen. Til belysning af baggrunden for denne bog vil jeg henvise til samme forfatters bog Til gavn for de sorte fra 2002.

Dialog
Stig Dalagers artikler har været bragt fortrinsvis i Politiken, men også i andre aviser og i det danskjødiske tidsskrift Udsyn.
Ved gennemlæsningen af dem får man repeteret en række politiske begivenheder, som kommenteres af forfatteren. Vigtigste begivenheder er, at Danmark begynder at optræde som en aggressiv militærmagt, og at den borgerlige regerings nære samarbejde med Dansk Folkeparti fører til en diskriminerende holdning over for de 'fremmede', der bekender sig til islam.
I artikel efter artikel anklager Stig Dalager Fogh-regeringen for at have tilsluttet sig krigen i Irak på et løgnagtigt grundlag. Hvorfor er den ikke blevet stillet til regnskab herfor?
De fleste artikler handler imidlertid om regeringen og Dansk Folkepartis holdning over for de mennesker, der har søgt tilflugt i Danmark. Anført af Dansk Folkepartis hadske udfald mod 'islamisterne' har regeringen gennemført en lovgivning, der fastsætter særlige regler for de flygtninge og asylsøgere, der befinder sig her i landet.
Stig Dalager kan ikke lade være med at lade tankerne gå til den særlovgivning, der gjorde sig gældende i det nazistiske Tyskland. Hvor langt vil vi gå i Danmark?
Han og elleve andre forfattere forfattede et åbent brev, 'Det er på tide, vi siger fra', hvori de protesterede mod den åbenlyse diskriminering af etniske mindretal i Danmark både i sprogbrug og i lovgivning. I tiden efter sluttede hundredvis af forfattere, præster, læger, psykologer og andre op bag det åbne brev, men det blev også mødt med den besynderlige påstand, at de tolv underskrivere ønskede at genindføre censuren i Danmark.
Stig Dalager appellerer til, at vi ikke glemmer den danske tradition for samtalen. Lad os vise de tilrejste anerkendelse, og lad os på den baggrund gå i dialog med dem, skriver han. Viser vi ikke anerkendelsen og følelsen af ligeværd, bidrager vi til, at de fremmede danner lukkede miljøer, og at de på forskellig vis protesterer mod den behandling, de udsættes for.
Han betegner sin holdning som socialliberal, og han anklager især partiet Venstre for at have svigtet sin oprindelige, liberale holdning, når det gælder modtagelsen af dem, der søger beskyttelse og en ny fremtid i Danmark.

Konfrontation
I bogen Til gavn for de sorte - Om tilslørede øjne i den danske indvandrerdebat, beskriver Kåre Bluitgen nogle af de problemer, han selv har mødt på Nørrebro.
Mange af de indvandrede familier søger at holde fast ved det kulturmønster, de er kommet fra, og er ikke indstillet på at tilpasse sig den danske kultur, og det er forståeligt, at det skaber problemer. Hvor de fremmede har etableret majoriteten i et bymiljø, forlanger nogle af dem, at det er deres kultur, man skal rette sig efter. Det er let at få øje på den høje grad af kvindeundertrykkelse i nogle af disse miljøer.
Efter mange ihærdige forsøg på at bidrage til de fremmedes integrering i det danske samfund er det Kåre Bluitgens indtryk, at man ikke kan ændre forholdene udelukkende med det gode, og han appellerer især til den politiske venstrefløj om at protestere mod den religiøse undertrykkelse:
'Venstrefløjen skal gå i offensiven. Gå i optog ned ad Nørrebrogade i København klædt i burka, chador, tørklæder og lange frakker slæbende på en vognpark af klap- og barnevogne for til sidst at kaste det hele i en container på Blågårds Plads og stænke Koranen med menstruationsblod.'
Det store arbejde, som Kåre Bluitgen har udført i sit lokalområde, har endnu ikke båret den frugt, han ønskede. Så tyr han til provokationen. Jo, det skal nok hjælpe på kommunikationen!

Latteren i hjertet
Den opgivende holdning over for et muslimsk miljø går igen i den ungdomsbog, han netop har skrevet: Latteren i hjertet.
Hovedpersonen er med sin far i et muslimsk land, hvor faren skal stå for et byggeri, beskyttet af dansk militær. Drengen møder et fastlåst, muslimsk miljø med mænd, der ikke arbejder, og som møder danskeren med fjendtlige blikke. Men midt i det mørke møder vor hovedperson en pige, der - modsat omgivelserne - ler ved snart sagt enhver lejlighed og provokerer sit omgivende miljø. Så opstår der naturligvis kærlighed mellem de to!
Bogen er beregnet til undervisning i folkeskolens ældste klasser, og man må håbe, at klassens lærer gør meget ud af at fortælle, at således som det beskrives i bogen, er langt fra alle muslimske miljøer.

Hvad må der gøres?
Stig Dalager beskriver så godt som ikke de mange problemer, der består i forbindelse med de fremmedes integration i vort land, og Kåre Bluitgen går i den grad op i dem, at han så godt som overser, at mange integreres udmærket i vort samfund, nok med en noget modereret islamisk tro.
Rådmandsgade Skole med mange indvandrerelever kan stå som et eksempel på, at man godt kan stå for nogle danske, humanistiske værdier, samtidig med at man møder eleverne og deres forældre med respekt. Langsomt udvikles dialogen, og at skolen holder fast ved nogle principper, bliver ikke opfattet som en provokation.
På talrige arbejdspladser kan man opleve noget tilsvarende.
Godt, at det ikke er alle, der følger i halen på Dansk Folkeparti og regeringen, men at mange kan se medmennesket i dem, der har søgt beskyttelse i vort rige land!

Stig Dalager: Ansøgning om at være menneske. Artikler og essays i opposition. 2001-2009. 371 sider, 199 kr. Forlaget EC Edition.

Kåre Bluitgen: Latteren i hjertet. 132 sider. 157,50 kr. Dansklærerforeningens Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur