Vi lever i en verden, som ikke kan eksistere, uden at magten rejser mure imellem os, så vi ikke kan se hinanden. Så den kan få fred til at forvrænge vore billeder af hinanden og bilde os ind, at vi er hinandens fjender

af KJeld Stenum
Dette var så farvel til det ny årtusinds første årti. Et meget, meget sørgeligt årti. Vi kalder det globaliseringens årti. Men i virkeligheden var det det årti, hvor det endeligt lykkedes for kapitalismen at bremse enhver spire til virkelig globalisering, som måtte være vokset frem i kølvandet på Den Kolde Krigs afslutning.
Det kan godt være, at kapitalisterne nåede meget langt med hensyn til at få ret til at flytte rundt på deres penge og anbringe dem hvor som helst, de kan få mest ud af det. Og det kan godt være, at de har fået held med at beskrive den frihed, de har vundet, i så maleriske vendinger, at enkelte af os, der har fået alt andet end frihed ud af årtiet, har ladet os rive med og taget ordet 'globalisering' i vores mund.
Men for os er verden ikke blevet mere en enhed. Tværtimod, den er blevet mere opsplittet. I dag kan vi ikke stå sammen med makkeren på vores arbejde om de mest elementære ting, for makkeren er i en anden fagforening, og ofte fra et helt andet land og med et helt andet sprog. Og vi har ikke engang længere lov til at forlange af hinanden, at vi organiserer os sammen. Den ret blev i 2006 gjort til et brud på menneskerettighederne, da menneskerettighedsdomstolen forbød det danske arbejdsmarkeds tradition for eksklusivaftaler.
Og det blev det årti, hvor vi tog endeligt afsked med retfærdigheden. I årtiets begyndelse skete det ulyksalige selvmordsangreb på World Trade Center, der var så belejlige for USA`s split-og-hersk-politik, som havde den amerikanske regering bestilt det selv:
Det lykkedes en isoleret klike arabiske fanatikere at misbruge arabernes religion til blod og terror, så det var en smal sag at gøre den hadet i hele den vestlige verden. Og USA`s ledelse, der efter Den Kolde Krig åbent havde erklæret sig parat til hvad som helst for at bevare kontrollen med energiressourcerne, udnyttede omgående stemningen til at lokke en mængde vestlige demokratier med på dette hvad som helst.
Det meget simple middel var at vise og udpensle attentatets rædsler på tv gang på gang på gang, så enhver tv-seer til sidst troede, at den fyldte lige så meget i virkeligheden, som den gjorde i vores tv. Selv om der i virkeligheden samtidig skete mange andre meget blodigere rædsler omkring os. Sådan kom vi til at tro, at vores allesammens liv, børn og fremtid var truet. Og at det var det, man kæmpede for, når man meldte sig til at slå ihjel for de amerikanske olieinteresser i Irak og Afghanistan.
Vi accepterede endda, at medmennesker blev buret inde i årevis i koncentrationslejr uden rettergang, blot fordi vi var bange for, at de muligvis var vore fjender. Vi lod os blænde af frygt til at lade ting passere, som ingen vestlige demokratier ellers har ladet ske siden Hitler. Krigen imod terror blev i sig selv hurtigt umådelig meget blodigere og meget mere uretfærdig end det attentat, den angiveligt skulle hævne.
Da denne uproportionerede hævn begyndte, var terroristerne en lille isoleret klike. Og verden har huset små isolerede kliker af terrorister altid. Men fordi hævnen både var ude af proportioner, ramte de forkerte og i virkeligheden havde et helt andet mål end såvel hævn som retfærdighed, fik terroristerne pludselig vind i sejlene. Og i dag efter to blodige endnu ikke afsluttede felttog imod dem og på tærsklen til et tredjes begyndelse står de langt stærkere, end da krigen mod dem begyndte.
I dag er der måske en smule virkelig grund til frygt. Krigene mod terror har særdeles effektivt produceret terrorister. Og ét er hvad frygten fik os til at acceptere udadtil. Også indadtil accepterer vi i stadig stigende grad magtens glammende vagthunde i gaderne.
Hvem skulle ved årtiets begyndelse have troet, at vores lille fredelige smørhul sluttede årtiet med i klartekst at demonstrere, at det er forvandlet til et land, hvor politiet efter forgodtbefindende kan oprette regulær undtagelsestilstand, hvor der slås hårdt ned på absolut fredelige politiske happenings, og hvor absolut uskyldige borgere tilbageholdes i hundredvis i hele døgn alene på påstande om mistænkelighed?
Det kræver efterhånden meget fantasi og opfindsomhed at finde på grunde til ikke at kalde vores land for en politistat.
Så det blev et sørgeligt årti. Det årti, hvor den ny verdensorden efter Den Kolde Krigs afslutning blev endeligt konsolideret. Og hvad er det så for en verdensorden? I dag kan vi se det:
Den er ikke så forskellig fra Den Kolde Krigs verdensorden. Én stor mur faldt med Den Kolde Krigs afslutning. Men kun fordi en masse små ny mure var i færd med at rejse sig. Det, at muren faldt, var ikke udtryk for nogen frigørelse, selvom mange i nogle få ekstatiske år troede det.
Vi lever i en verden, som ikke kan eksistere, uden at magten rejser mure imellem os, så vi ikke kan se hinanden. Så den kan få fred til at forvrænge vore billeder af hinanden og bilde os ind, at vi er hinandens fjender. Falder alle murene imellem os væk, finder vi virkelig ud af, hvor meget vi i virkeligheden ligner hinanden bag de forskellige politiske overbevisninger, religioner, sprog og kulturer, så vi er nødt til at tage hinandens liv ind uden filter, bliver vi også nødt til at tage del i hinandens lidelser. Og så kan vores verden ikke bestå.
Falder de mure, som magten får rejst mellem os, falder magtens verden også, og vi må bygge en ny. Uden mure. Uden uretfærdighed. Uden undertrykkelse. Uden frygt.
Det er godt at vide, at alle mure har deres tid. Så begynder de at krakelere, og vi begynder at kunne se hinanden gennem sprækkerne, se hvor ens vi virkelig er. En dag vil sprækkerne være så store, at vi kan nå hinandens hænder gennem dem og med fælles kræfter vælte alle mure. Det er vores viden og håb og tro.