Spørgsmålet er, om ikke vi alle inderst inde ønsker os langt flere farver på paletten, en dybere mening med livet, noget at kæmpe for, noget der rækker ud over dagen og vejen

af Arne Würgler
Kan vi kikke op i himlens uendelige blå og drømme om at gøre det vi aldrig må?
Ja vi kan.
Og dog: Hvor bliver drømmene og visionerne af?
Vi lever i en tid uden drømme og visioner. Er tilværelsen blevet så kompliceret, at ingen tør tænke store nye tanker? Gælder det bare om at klare dagen og vejen? Noget tyder på det.
Vi er blevet pragmatiske, resultatorienterede, proaktive og vi har de politikere, vi fortjener. Ser man på partiernes programmer, så er de stort set visionsløse og kedelige.
Sådan var det ikke engang for snart længe siden. Da lå forandringen lige om hjørnet. Og spørgsmålet er om ikke vi alle inderst inde, faktisk ønsker os langt flere farver på paletten, en dybere mening med livet, noget at kæmpe for, noget der rækker ud over dagen og vejen. Noget der handler om at lave noget med andre mennesker.
Men vi lever ikke i de store fortællingers tid. Politikerne har mister modet. Tør ingenting. Forskanser sig med deres spindoktorer og populisme. Tør kunstnerne? Vågner snart de sovende engle for at synge nyt om fællesskabet mellem mennesker? Hvor er de kunstnere, der tør glemme sig selv og synge om fællesskabets store mulighed?

Fællesskabet
Engang da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin håbløse og ligegyldige karriere, meget større end i dag.
Engang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Gruppen var vigtigere end den enkelte. Det kom der stor musik ud af. Beatles og Stones. I dag har kunstnerne og politikerne svært ved at se livet i en større sammenhæng. Men de gør regning uden vært.
Min påstand er, at tidens mest hotte og efterspurgte personligheder, er de, der kan fortolke og sætter ord på vores vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed. At nogen giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet. At nogen puster liv i en tegneserieagtige opposition. At nogen inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes, end den triste stampen på stedet, som både politikken og tidens kunst spiller op til. At nogen inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der handler om alt det sjove vi kan, stedet for at gå rundt og være bange og usikre for fremtiden. For man skal ikke spille død før det er strengt nødvendigt!
Typisk for det er i dag den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner. De er i dag ikke underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt tv og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang. Medierne selv.
De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde. Nu skal alt fungere på mediets mainstream præmisser. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse, og det kommer der ikke mange nye blues og vedkommende sange ud af. Men hvem gider egentligt det?

Det umulige kan ske
Der er i dag en sult efter en anden politik og en anden kunst, der ikke handler om frygt for det fremmede og 'mig selv', som tværtimod tør give plads til det ukendte og anderledes.
Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet fallit. Det ved alle, undtagen medierne selv, og de danske politikere og deres spindoktorer.
Den danske blues findes, og den får sin næring nede fra fra alle os, der ikke har magt og indflydelse. Det er den blues vi synger, når vi er sammen med hinanden. Men mange kunstnere har desværre mistet troen på, at nogen gider lytte til den sang. Som sovende engle svæver de ensomme rundt og glemmer at synge den danske blues.
Kan vi finde nye steder i den grønne skov og lege som engang bare for sjov?
Ja, vi kan!
Derfor kunne USA stemme sig til en ny og anderledes præsident. Det umulige kan ske. Drømmen og visionerne findes, for de er en del af os selv. Drop dog tidens benovelse over alt hvad det kommer oppe fra. Verden er blevet mainstream. Skal vi finde os i det? Lad os bruge hinanden og tale vores eget sprog, for vi er ikke mainstream, og kan aldrig blive det.
Ingen kender morgendagen: Det umulige kan ske. Lad menneskelighed, og vore drømmes vilde kraft give mørkemændene baghjulet. Find dit indre barn. Så vil det lykkes.
I morgen vil nogen sige: Det var i går!
Det er ikke til at tro, men ikke desto mindre sandt.

Koncert
De to vedholdne veteraner, Mikael Wiehe og Arne Würgler, har besluttet at synge det nye år ind med en dobbeltkoncertpakke, hvor de vil synge nye og gamle elskede sange.
Med sig på scenen har Arne Würgler sit nye band, der består af Nils Tuxen og Sine Back Rüttel.
Koncerten finder sted torsdag den 14. januar klokken 20 hos 3F, Trekonergade 26, Valby.

Entre 150 kr. Billetter sælges på tlf. 28 10 77 07.