EU-staten er rykket et stort skridt nærmere med den konsekvens, at flere og flere beslutninger vil blive truffet hen over hovedet på landenes befolkninger
af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Netop hjemkommet fra retssager i Tyrkiet mod det kurdiske folks repræsentanter sender jeg de bedste ønsker om et godt nytår til Jer alle
Set med EU-modstandens briller har det forløbne år være præget af både godt og skidt.
På plussiden tæller selvfølgelig Folkebevægelsens flotte resultatet ved valget til EU-parlamentet den 7. juni. Ikke alene genvandt vi vores mandat, men fik også en pæn stemmemæssig fremgang.
På minussiden tæller frem for alt, at det langt om længe lykkedes EU-eliten at tvinge den nye EU-forfatning - kaldet Lissabon-traktaten - ned over hovedet på EU-landenes befolkninger. Det holdt hårdt, men det lykkedes for dem. Desværre!
Lad os ikke gøre os nogen illusioner, men være helt ærlige: Der var og er et kæmpe nederlag! Muligheden for et mellemfolkeligt, demokratisk og forpligtigende europæisk samarbejde er rykket længere væk.
Til gengæld er EU-staten rykket et stort skridt nærmere med den konsekvens, at flere og flere beslutninger vil blive truffet hen over hovedet på landenes befolkninger.
Når dette ikke umiddelbart slår igennem med fuld kraft i Danmark, så skyldes det ene og alene vores undtagelser fra euroen, fra det militære samarbejde, fra unionsborgerskabet og fra det overstatslige samarbejde på det retslige område.
Men dem vil EU-eliten selvfølgelige også have fjernet. EU skal bestemme alt. Hvordan forholder alle os, som ikke synes, at EU er guds gave til menneskeheden, sig til denne nye situation?
Selvfølgelig skal vi forberede os på at sikre nej-flertal til afskaffelse af undtagelserne. Men er det nok? EU-maskinen buldrer jo derudaf til gavn for markedet og til skade for mennesker. Oftere og oftere vil vi blive tvunget til at underlægge os EU-beslutninger som for eksempel gift i babysutter eller forbud mod strejker for lige løn til tilrejsende arbejdere.
Derfor er den strategi-konference, som Folkebevægelsen afholder lørdag den 30. januar i Odense, så vigtig. For stillet overfor de nye udfordringer er der bestemt ikke brug for, at Unions-modstanderne går i hi. Der er tværtimod brug for, at vi går i offensiven!
Så tak for det gamle år og på gensyn i det nye!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278