Der er ikke noget mærkeligt i, at demonstranter råber i gaderne. Der er hårdt brug for råbende demonstranter i gaderne

af Kjeld Stenum
I disse dage ville jeg godt have været der stadigvæk. På det skæve hotel, som er under opførelse ude ved Bella Centret på Amager, og som indtil for nylig var min arbejdsplads. Jeg ville godt have været der på grund af den store klimakonference.
Fordi det at opleve forberedelserne til klimakonferencen med egne sanser ville have givet mig et personligt forhold til det, som vore medier er så enige om at udråbe til en stor begivenhed, og som man spilder så mange ressourcer af både den ene og den anden art at afholde. Nu må jeg nøjes med at skrive ud fra andenhånds-oplysninger og hvad min forestillingsevne kan stykke sammen.
Men at der er brugt enorme ressourcer på arrangementet kan der ikke være tvivl om. Og konferencen burde starte med, at nogen oplæste et energi- og CO2-bruttoregnskab for, hvad afholdelsen af konferencen havde kostet, og hvor meget der kunne spares på at afholde den slags politiske konferencer på mere ressourcebesparende måder, for eksempel over internettet, hvor man jo mageligt både kan tale og kommentere hinandens taler.
Selv det dyre hotelbyggeri er en udgift, som Bella Centret har rodet sig ud i på grund af klimakonferencen. I det oprindelige udbudsmateriale var det meningen, at hotellet skulle stå færdigt til brug ved konferencens åbning. Ingen entreprenører havde dog mod på at lægge navn og rygte til, hvad en så forceret tidsplan ville koste i hasarderede byggemanøvrer, arbejdsulykker og dårlig omtale. Så bygherren bøjede af og accepterede, at hotelbyggeriet var for en fremtid med flere store internationale konferencer.
Og flere udgifter til dyre sikkerhedsovervågede persontransporter fra den ene ende af kloden til den anden, flere enorme politiopbud til at råde bod på kløften mellem de betydningsfulde politikere, der siger betydningsfulde ord fra talerstole inde i fornemme beskyttede kongrescentre, og de betydningsløse befolkningsgrupper, der forsøger at råbe højt nok til, at de, der skulle tale for dem, kan finde ud af, hvad de mener, men hvis råb kvæles i larm fra tudende politisirener, glammende politihunde og dunkende helikopterrotorer.
Demonstranterne vil have noget besluttet. De betydningsfulde politikere vil ikke beslutte noget. Det er det, som det handler om. Men det skal helst se ud som det modsatte. Derfor ønsker politikerne en voldelig konfrontation, der skjuler budskabet og gør det muligt at hænge demonstranterne ud som ballademagere. Og ordensmagten, som følger politikernes ønsker, ved, at voldelig konfrontation fremprovokerer man bedst ved at sprede afmagt.
Afmagt skaber man ved at lade demonstranterne, som har noget at sige, møde en så massiv mur af larm og voldstrusler, at ingenting, som bliver sagt, lader sig høre. Det er en ufejlbarlig metode til at skabe en situation, hvor et ungt brushoved koger op og forløber sig, og så er der fri bane for knippelsuppe. Som ballademagerne selv har fremprovokeret! Og politikerne kan få lov til at stå frem med monopol på fornuften og fremstille sig selv som lutter gode viljer, der gør deres yderste for at række over kløfter, ja, afgrundsdybe slugter af forskellige interesser og hensyn.
Disse slugter eksisterer ikke, for kun eet tæller i denne sag, nemlig hensynet til klodens overlevelse, det skulle ikke være så indviklet. Politikerne ved det godt, men de er for meget i lommen på økonomiske magthavere, for afhængige i deres personlige karrierer af, at spillet kører, som det altid har gjort, og for personligt feje til virkelig at vise god vilje og politisk fornuft. Derfor får vi ingen forpligtende klimaaftale!
Verdens største klimasynder er USA. Kina har ganske vist lagt sig ud i overhalingsbanen, men med et mange gange så stort befolkningstal. Så selv den dag, hvor Kina overhaler USA i absolutte tal, vil der være umådelig langt til, at USA kan lægge titlen som verdens største klimasynder af sig.
En ret væsentlig grund til, at USA er så stor en klimasynder, er landets enorme militære beredskab, der har et budget omtrent lige så stort som resten af hele verdens militær tilsammen, og udbygges. Fordi landet har dette energifrådsende militære beredskab, er det nødt til også at have kontrol med verdens energiressourcer; derfor opretholdes militær tilstedeværelse i områderne, hvor de findes.
Dette skaber mange fjender af USA, og derfor er det nødvendigt at udbygge militæret endnu mere. Med dette store og nødvendigvis stærkt voksende energibehov er der ikke noget mærkeligt i, at USA ikke har underskrevet den nugældende aftale, Kyoto-aftalen.
Politikere fra afrikanske lande, der er primære ofre for vore klimaforsyndelser, har op til konferencen følt sig så afmægtige, at de udvandrede fra de forberedende møder. Og EU`s politikere, som er lidt misundelige på, at USA`s politikere klarede sig så tilsyneladende uskadt ud af at manøvrere sig udenom Kyoto-aftalen, har forud for konferencen lagt op til at droppe denne den eneste eksisterende klimaaftale med den kryptiske begrundelse, at det skulle forbedre mulighederne for at få en fælles aftale, hvor alle er med, igennem i København.
Hvorfor i alverden skulle det dog det? Og med veltilrettelagt timing drukner det hele til sidst i et afpolitiserende kulørt mediestunt, fordi den præsident, der mest af alle burde forpligte sig, i sidste sekund melder sin ankomst - garanteret i et magtfuldt forsøg på at udvande enhver forpligtelse!
Der er ikke noget mærkeligt i, at demonstranter råber i gaderne. Der er hårdt brug for råbende demonstranter i gaderne!