Har man ikke rejst i de gamle østlande, er Anders Laubjergs bog en fornem guide med mange infor-mationer, fine iagttagelser og refleksioner. Har man rejst der, er det en herlig genopfriskning

af Bjarne Nielsen
Et utal af rejser til de socialistiske lande, enten som enkeltperson, som deltager i en delegation eller med B&W`s Fællesklub, er baggrunden for denne bog af den gamle metalarbejder Anders Laubjerg, nuværende brancheformand for Industri i Metal Hovedstaden.
Det største håb hedder bogen, som dramatisk starter med fællestillidsmanden på B&W, John Hansens, dødsfald på Cuba året efter B&W`s lukning. Ellers starter Anders Laubjergs første af hele 54 rejser 'bag jerntæppet' i 1972.
Med Laubjerg som guide rejser vi til Bulgarien, DDR, Polen, nogle Sovjetrepublikker og Cuba med flere. Laubjerg er en god guide, der både mestrer det informative, det historiske med blik for også de små ting, underholdende anekdoter og de mange politiske spil.
Det hele er holdt i en frisk arbejderjargon med befriende værkstedshumor. Man får utroligt meget at vide om de tidligere lande bag jerntæppet, især Polen, Sovjetunionen og DDR.
Laubjerg selv meldte sig ind i DKU i 1972, trods uenighed med partiets EF-politik, som ellers var årsagen til partiets store fremgang den gang. Han kom i metallære på værftet, hvor 'man ikke blot skulle arbejde, man skulle også have en mening om samfundet'.

Værftliv i Danmark og Polen
Bogen har et fint afsnit om livet på værftet, dog med en unødig og lidt nedladende holdning til datidens mange politiske grupper på 'fløjen', samt en slet skjult hengivenhed for den gamle fællestillidsmand, SF`eren Bjarne 'Sølvræven' Jensen.
Det er interessant at høre om, hvorledes Solidarnosc og kommunistpartiet i Polen kæmpede om magten, om Ewald, der i DDR-tiden var 'medlem af partiet, det var mest praktisk, når dagen og vejen skulle klares. Han var som mange andre SED-medlemmer, ikke partimedlem af ideologiske grunde'. Det klassiske problem under socialismen, når stat og parti er et. Efter Murens fald røg alle SED`s medlemmer af værftsbestyrelsen, minus en, da også ud.
Interessant er det også, hvorledes de bliver påduttet en historie om, at nazisterne sprang Dnepr Elektricitetsværket og dæmningen i luften i 1944, medens Laubjergs senere research viste det var særlige sovjetiske ødelæggelsesbataljoner, der havde gjort det.
Eller om da Solidarnosc besatte Leninværftet og deres krav blev accepteret og Solidarnosc anerkendt. Et halvt år efter fik de magten og værftet blev lukket. Afsnittene 'Lenin og korset' om Polen samt 'Murens fald' er rigtigt gode.

Med B&W på tur
Undertegnede hyggede sig ved citaterne fra den konservative Schlüter om, at han anså DDR for teknologisk, økonomisk og forskningsmæssigt 'utroligt fremskreden'. Men han mente jo også, at 'ideologi var noget bras'.
Fællesklubben og Laubjerg oplevede gennem masser af samtaler at 'socialismen skulle bevares, men i en ny form'. Her er det nok SF`eren Laubjerg, der taler. Hans forklaring på sammenbruddet i øst er ikke, at det var oprustningen og USA`s militære overlegenhed eller manglende menneskerettigheder.
Tværtimod mener han, at den kolde krig forlængede sovjetkommunismens levetid. Han mener at den brød sammen indefra, fordi økonomien var kapitalismens underlegen.
En ting i bogen fik dog undertegnede op i det røde felt. I kapitlet 'Nye tider' beskriver han, hvorledes Fællesklubben på opfordring af B&W`s direktør tog til Szczetin-værftet i Polen 'med henblik på, at de danske tillidsmænd fortalte deres polske kollegaer lidt om, hvordan de skulle agere som fagforening. Derudover skulle der udarbejdes en rapport'. B&W finansierede turen og fik en rapport!

Fornem guide
Bogen har to gode og yderst interessante tilbageblik.
Det første er en fremragende gennemgang af Fællesklubbens historie, krydret med historier om de mange kampe mellem socialdemokraterne og DKP`erne, kampen for retten til at agere politisk og fine portrættet af blandt andet Ingmar 'Laksko' Wagner, der, hvis DKP havde været en sektion af 'USSR-International', ifølge Laubjerg var blevet DKP`s formand.
Det andet er en yderst kritisk gennemgang af Land og Folks dækning af forholdene i Østeuropa samt hug til de 'pilgrimme' der intet så. En hård, men berettiget kritik vi kan og må lære af.
Har man ikke rejst i de gamle østlande, er bogen fornem guide med mange informationer, fine iagttagelser og refleksioner, krydret med Laubjergs amatør- og feriefotos. Har man rejst der, er det en herlig genopfriskning.
Det er ikke erindringer på samme måde som Arvid Rundbergs populære om den tyske, svenske, engelske og russiske arbejder, men mindre kan også gøre det. Denne anmelder følte sig i godt selskab og fik frisket mange minder op, ligesom nogle af forfatterens refleksioner om modsætningsforholdene mellem det talte og praksis er interessante.
En god og inspirerende bog.

Anders Laubjerg: Det største håb. Erindringer fra rejser bag Jerntæppet. 278 sider illustreret. 249 kroner. ALLGOpress.