Med Lissabon-traktaten vil EU-integrationen gå endnu stærkere, og det samme vil presset på lønmodtagernes tilkæmpede løn- og arbejdsforhold

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Onsdag den 2. december færdiggjorde den svenske Arbejdsret regnskabet efter den såkaldte Laval-sag. Heller ikke her var der meget trøst at hente for folk, som drømmer om EU som vejen til et socialt Europa. Tværtimod blev fagbevægelsen dømt med piber og trommer
Laval-sagen startede i november 2004, hvor det svenske bygningsarbejderforbund, støttet af blandt andet det svenske elektrikerforbund - etablerede en blokade mod en byggeplads i Vaxholm udenfor Stockholm. Her havde det lettiskbaserede byggefirma, Laval, 32 udenlandske håndværkere i gang med at renovere en skole.
Det havde den svenske fagbevægelse intet imod, men de krævede, at arbejdet skulle foregå på svenske vilkår, at Laval underskrev en svensk overenskomst. Samtidig krævede de en løn, som svarede til gennemsnittet for bygningsarbejderne i lokalområdet.

Million-straf
Dette afviste Laval med den begrundelse, at de allerede havde en lettisk overenskomst, som i øvrigt levede op til den eksisterende mindsteløn indenfor byggeriet i Sverige.
Det kunne den svenske fagbevægelse naturligvis ikke bruge til noget. Ligesom i Danmark aflønnes svenske bygningsarbejdere kun i helt særlige situationer med overenskomstens mindsteløn. Den reelle løn er altid langt højere. Derfor fortsatte blokaden, indtil Laval gik konkurs, og et andet firma overtog arbejdet på acceptable vilkår.
Men dermed var sagen ikke slut. I december 2007 slog EU-domstolen fast, at selvom det er en grundlæggende rettighed i EU, at lønmodtagerne kan anvende faglige kampskridt, så var den konkrete blokade ulovlig. Den var nemlig et anslag mod den fri bevægelighed, som er selve grundkernen i EU.
EU-domstolen havde talt, og så var det bare op til den svenske Arbejdsret at gøre regnskabet op. Det kom som sagt i onsdags. Thi kendes for ret: Bygningsarbejderforbundet og elektrikerforbundet skal tilsammen betale 550.000 svenske kroner i erstatning til det lettiske firma. Samtidig skal de betale en del af Lavals sagsomkostninger (inklusiv ved EU-domstolen) på over to millioner kroner.
Afgørelsen er blevet modtaget med vrede - også på denne side af sundet. Formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, kalder det 'grotesk, at det kan komme dertil, at det kan gøres ulovligt for en fagforening at kæmpe for lige vilkår'. Og han understreger, at der er behov for en social klausul, som sikrer, 'at det til enhver tid skal være landenes faglige regler, der står over EU`s indre markeds behov'.

Kampagne er ikke nok
En sådan kampagne fra den europæiske fagbevægelse skal bestemt være velkommen. Den vil jeg støtte 100 procent. Men i sandhedens interesse må jeg tilføje, at den ikke er tilstrækkelig. Skal en social protokol være juridisk bindende, så skal den nemlig tilføjes Lissabon-traktaten. Det kræver, at samtlige 27 lande skal være enige herom. Og det har nok rimelig lange udsigter!
Men hvad skal vi så gøre, mens vi venter på retfærdigheden? At lade stå til er ikke en mulighed. Med Lissabon-traktaten vil EU-integrationen gå endnu stærkere, og det samme vil presset på lønmodtagernes tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Med EU-domstolen i ryggen vil lønmodtagerne i land efter land blive stillet overfor valget mellem selv at acceptere forringelser eller at se arbejdet overtaget af underbetalte og overudnyttede udenlandske arbejdere.
Efter min mening er den eneste vej frem, at kombinere kampagnen for en social klausul med hvad man kan kalde 'national ulydighed'. Det vil sige, at lande skal nægte at efterleve EU`s påbud, men i stedet aktivt fastholde, at udstationerede arbejdere fra andre lande naturligvis skal sikres de samme løn- og arbejdsvilkår som dem, der gælder for landets egne lønmodtagere.
At en sådan strategi ikke er ren ønsketænkning, ser man i øjeblikket på et andet område. Her har et flertal i Folketinget på initiativ af Enhedslisten pålagt fødevareminister Eva Kjer Hansen at gennemføre et nationalt forbud mod det hormonforstyrrende stof bisphenol A i sutteflasker.
Fødevareministeren har hidtil nægtet at bøje sig for flertallet med den begrundelse, at et sådant nationalt forbud vil stride mod EU`s regler. Det er hun sikkert ret i. Men i hvert fald indtil videre har et flertal i Folketinget altså holdt fast i at sætte befolkningens sundhed over EU.
Det er jo præcis det, det handler om. Naturligvis er det vigtigere, at vi holder op med at proppe gift i munden på vores børn, end at vi følger EU`s regler til punkt og prikke. Og selvfølgelig er det også vigtigere, at vi sikrer ligebehandling af herboende og tilrejsende arbejdere på det danske arbejdsmarked end, at vi underlægger os EU`s krav om underbetaling og diskrimination.
Mennesker er vigtigere end EU.

sorensondergaard.dk