Uden for diverse hotellers relative tryghed bliver man mødt af Myanmars fattigdom. Den er værst på landet, mens den i de store byer naturligvis er mere koncentreret

af Georg Nielsen
Får man lyst til at rejse til Myanmar, møder man straks en masse undren fra sine omgivelser:
Er du ikke klar over, at det danske udenrigsministerium opfordrer til boykot af landet?
Er du ikke klar over, at Burma er et diktatur?
Er du ikke klar over, at mange af de penge, som turister lægger under et besøg, ender i militærregerings lommer? Og den ledende oppositionspolitiker Aung San Suu Kyi opfordrer til boykot af landet.
Modargumenterne er der naturligvis: Almindelige mennesker i Myanmar kan ikke gøre for, at de lever under et diktatur. De penge man lægger i landets uformelle sektor, går udenom regeringen.
Tager man sit besøg i Myanmar alvorligt, har man naturligvis en forpligtigelse til at formidle viden om landet. Endelig må man ikke glemme, at det er borgerlige kræfter, der opfordrer til boykot.
Aung San Suu Kyi har udtalt sig meget positivt om USA og liberalisme, tidligere præsident Bush har været en ivrig fortaler for boykot ganske som tidligere statsminister Fogh.
Men nok om det. Den slags diskussioner synes endeløse.
Under alle omstændigheder tog jeg af sted til et vidunderligt land med en åben og gæstfri befolkning.

Første møde med landet
Når man lander i Yangon efter en lang flyvetur fra København via Bangkok, så er man træt. Rigtig træt.Tidsforskellen er nemlig fire timer mellem Danmark og Myanmar.
Heldigvis rejste jeg på en såkaldt startpakke fra et dansk rejsebureau, hvilket inkluderede flyveturen, to dages hotelophold i Yangoon og en guide, der hentede mig i lufthavnen. Guiden kørte mig til et af Yangons fornemste hoteller det fire-stjernede hotel Kandawgyi Palace Hotel.
Jeg havde ikke selv valgt at bo på et hotel, hvor et værelse koster minimum 100 dollar og med tjenere på hver finger. Så efter de to overnatninger boede jeg på langt mere ydmyge - og langt hyggeligere hoteller - for mellem 8 og 15 dollar.
Men velankommen til mit første hotel i landet var det tid til at lade sig akklimatisere, og det første var naturligvis at få vekslet til lokale myanmarske kyats
Myanmar er et land, hvor udlændinge får et i bogstavligste forstand et mavenært forhold til sine penge. Ingen dansk bank er i stand til at veksle til burmesiske kyat, og hverken rejsechecks eller hævekort kan bruges. Man er altså nødt til at rejse rundt med sine penge i en pengekat på maven. Og ingen danske kroner forståes. Euro eller allerhelst dollars.
Derfor spurgte jeg guiden om, hvor man kunne veksle penge. Han svarede mig med et skævt smil:.
- I banken får du 1000 kyats for én dollar, på hotellet her giver man 1050, men jeg vil give dig 1080.'
Hvad skal man sige til sådan et tilbud? Normalt ville jeg aldrig overlade 1500 kroner til en vildt fremmed, men når nu manden var mit rejsebueraus officielle guide, så kunne der vel ikke ske noget. Han fik 3100 dollar og kom tilbage med en stabel pengesedler.
Den største seddel, man har i Myanmar er på 1000 kyat, så pludselig stod jeg der med flere hundrede pengesedler i tykke bundter. De penge rakte langt, for priserne i Myanmar er mindre end en fjerdel af de danske!

Fattigdom
Uden for diverse hotellers relative tryghed bliver man mødt af Myanmars fattigdom. Den er værst på landet, mens den i de store byer naturligvis er mere koncentreret.
I 2008 var landets arbejdsløshed på 5,1 procent ifølge Verdensbanken, men reelt er tallet langt højere. I et land uden et socialt offentligt sikkerhedsnet, falder mange igennem.
Kan man ikke få et fast job, men må hutle sig igennem tilværelsen, overlever mange ved at drive egen forretning, hvilket oftest betyder en lille bod eller blot et tæppe spredt ud med varer. Alt lige fra fisk til billigt plastiklegetøj sælges på den måde.
Nøjagtig de samme varer kan man købe i diverse mere normale butikker, altså efter dansk standard, men det hindrer ikke de småhandlendes salg. Måske får den enkelte gadehandler ikke solgt mere end par appelsiner, og så er det måske sådan, at vedkommende ikke har til aftensmaden til sig selv og sin familie. Redder hun sig derimod et par 1000 kyats i overskud fra dagens handlen, ja så bliver der til maden.
De mange gadehandlere i den uformelle sektor genererer ikke overskud, som kan bruges til investeringer. Kommer der overskud, bliver dette i bogstavligste forstand spist op, og der skal også være overskud til at købe næste dags varer.
På landet er fattigdommen blandt selvstændige bønder endnu mere tydelig. Den herskende militærregering ønsker ikke at bruge penge på el, skoler og infrastruktur, så mange bønder lever i landsbyernes palmebladehytter uden strøm og med vandbøfler som trækkraft til primitive plove og vogne.
Eksotisk nuvel, men turister kommer sjældent bagom facaden og ser derfor ikke fattigdommens bagside i form af sult, sygdomme og narkotikaforbrug.

Transport
At rejse rundt i Myanmar er fysisk krævende. Som en britisk backpacker med rejseefaringer fra de sidste 25 år sagde det:
- Myanmar er det eneste land i verden, hvor man stadig kan rejse som backpacker på gammeldags maner.
I praksis betyder det udslidte busser, ældgamle bumletog og hullede veje. Ikke sjovt, når man skal langt og måske sidde otte plus ni timer i en skrumplende bus for at komme frem. Og så er det endda sådan, at angivne bustider sjældent er til at stole på. Man lærer hurtigt at tænke myanmarsk, når det gælder transport. Får man opgivet, at en bustur tager syv timer, så kan man belave sig på, at den tager ni til ti timer.
Har man som jeg kun tre uger til sin rejse, så befinder man sig meget på landevejene og ærgerer sig over, at der går så megen tid til transport. De smukke eksotiske landskaber med regnskov og smaragdgrønne rismarker kompenserer dog for de hullede veje, men alligevel.
Skal man bevæge sig rundt i Myanmars byer kan man enten gå rundt i 30 - 35 graders varme, eller man kan tage en cykelrickshaw eller en taxa. Det første er det langsomste, men det mest eksotiske.
En cykelrickshaw bliver kørt af en svedende stakåndet mand, der ofte har lejet sin cykelrickshaw for op til 40 dollars om måneden. Han må trampe hårdt i pedalerne for at tjene daglønnen hjem.
En af dem jeg kørte med, fortalte mig, at jeg var dagens første kunde, og da var klokken ni om aftenen. Uopfordret fortalte kusken videre, at den næste dag måtte han og hans familie nøjes med kogt ris hele dagen.
Sådan er betingelserne for mange burmesisk mænd i et liberalt erhverv!

Religionens synlighed
Hvordan holder folk så fattigdommen ud? Politisk kan de ikke gøre noget ved den i overskuelig fremtid, så derfor søger mange til religionen.
Den herskende form for buddhisme som Theravada traditionen er til syneladende en passiviserende religion. Overalt ser man templer, hvor der altid er fuldt af bedende mennesker. Nogle hævder, at Theravada er et filosofisk og moralsk, men man tror på reinkarnation og medition.
Under alle omstændigheder kan den rejsende konstatere, at der bliver brugt enorme summer på templerne, summer der er i skarp kontrast til, hvordan almindelige mennesker bor.
Over alt ser man templer og stupaer, det sidste er en type af buddhistisk spir-lignende struktur. Mange af templerne er ufattelige rige, for folk ofrer gladelig store summer på templernes udsmykning og vedligeholdelse. Alt sammen for at frelse deres sjæle.
At de religiøse bygningsværker er eksotiske og spændende for udlændinge og oplagte turistmål er en anden sag. Blot man tager sine sko af og er høflig som i en kristen kirke, er man velkommen.
Synlig både i byerne og på landet er også de mange munke og nonner, der går rundt og tigger om almisser for at få noget at spise. Og folk giver gladeligt. Hele 60.000 munke og et mindre antal nonner.
Fra man er otte år, kan man blive munk eller nonne. Disse munke og nonner tilbringer tiden med meditation og studier af hellige skrifter og forekommer den rejsende som snyltere. Dog skal det retfærdighedsvist siges, at det for mange fattige børn er den eneste mulighed for at få fyldt maven hver dag, og at klostrenes skoler ofte giver en langt bedre uddannelse end de offentlige skoler.

Elefanter
På grund af de dårlige infrastrukturer når Myanmars turister som nævnt ikke så langt rundt. Desværre.
En af de ting, som jeg nåede, var at se arbejdende elefanter og endda få en ridetur på en i elefanternes naturlige miljø. Ikke vilde elefanter, men tæmmede elefanter der stadig bruges i forbindelse med tømmerhugst i områder, hvor traktorer og andre køretøjer ikke kan komme frem. Og naturligvis må man som turist se og opleve elefanter. Som tillægsgevinst får man også aber, slanger og flere andre dyr at se. Hvis man er heldig
Landet har og så et væld af ruiner, fra før England for omkring 150 år siden erobrede landet og gjorde det til en koloni. Det berømte Paganruinområde er en attraktion i verdensklasse og Myanmars bidrag til Unescos World Heritage. Altså en del af hele verdens kulturarv. Ganske som Jellingestenene og Kronborg er det i Danmark.

Mennesker i Myanmar
Rismarker, ruiner, floder, eksotiske dyr og templer. Meget er der at se, men menneskene i Myanmar er for mig de vigtigste turistmål.
Midt i fattigdommen møder man som stinkende rig turist venlige og hjælpsomme mennesker. Det som her i Danmark virker som en floskel, en fremmed er kun en ven, som man ikke har mødt endnu, virker ægte her.
Mænd, kvinder og børn smiler til en og hjælper en tilrette med fingersprog, da kun de færreste kan lidt engelsk. Har man et digitalkamera med display med sig, er man dagens helt. Tager man billeder af mennesker, er de pågældende mere end nysgerrige efter at se billederne. Om aftenen på sit hotelværelse kan man så slette de fotos, som man finder overflødige, for der skal jo gerne være fotokapacitet til også at tage andre billeder.
Dagligdags gøremål bliver pludselig til rene festforestillinger, når man for eksempel går til en frisør og skal klippes af en longiklædt mand. Straks fyldes frisørsalonen med mennesker, der grinende kommenterer ens klipning. Man kan ikke andet end at le med og vise samme åbenhed, som møder en.
Går man mere end engang på den samme restaurant, bliver man første gang modtaget venligt og høfligt, anden gang som en skattet kunde, og tredje gang som en kær ven. Man viser jo, at man kan lide stedet og maden, der bliver serveret.
Og sådan kan jeg blive ved med at fortælle om en misrøgtet land fuld af flinke og imødekommende mennesker. Det gør jeg gerne, hvis nogen vil lytte!

Dette er anden del af en rejsebeskrivelse fra Myanmar. Læs første del