Med ligegyldighedens tavse hånd er sporene af menneskets rastløshed strøet i landskabet. Henrik Saxgrens skarpe fotolinse forvandler dem fra hærværk til kunst

af Gert Poder
Det er svært lige umiddelbart at forbinde Henrik Saxgrens store landskabsfotografier på Det Kongelige Bibliotek med en tissekumme. Og dog.
Den franske futurist Marcel Duchamp skabte vild forargelse og debat, da han i 1917 forsøgte at udstille et urinal i New York.
Den danske fotograf Henrik Saxgren forventer ikke at forarge nogen med sine fotos af de spor, som mennesket uden at ville det har sat i naturen.
Med udstillingen 'Unintended Sculptures' fremviser han sine tissekummer - kæmpe fotos af landskaber i Spanien, Ecuador, Island og Lapland, der efter mødet med menneskelige aktiviteter er blevet til skulpturer.
'Kan et drivhuslandskab være smukt, selv om produktionen under plastikken ikke er bæredygtig? Kan menneskers efterladenskaber i naturen være smukke? Kan ubalance?', spørger han fra en kæmpe planche lige inden for Det Nationale Fotomuseum.
Et godt spørgsmål, kunne man fristes til at svare. Som når grusgravenes sårskorper i det flade danske landskab 20 år efter at være forladt, smidt væk som et ubrugeligt hul i jorden, står med stejle skråninger dramatisk ned mod søens glimtende vand.

Kritik af civilisationen
Det ville ligne Henrik Saxgren dårligt, hvis der ikke et eller andet sted ligger en provokation, en kritik af samfundet.
Den gamle linseflipper kan med sine socialt indignerede reportager fra blandt andet Nicaraguas trøstesløse slum og billeder fra menneskeskabte konflikter og krigszoner ikke beskyldes for behagesyge.
For kønt er det ikke - det forladte diskotek 'La Mecca' med sin falske minaret og forløjede festbudskab - som det står dér i det golde spanske landskab.
Eller den groteske halve flykrop, der ligger gispende som en strandet fisk på Sortestrand i Island med det amerikanske flyvevåbens udviskede segl.
Foto efter foto fører Henrik Saxgren tilskueren gennem konsekvenserne af menneskets tilstedeværelse. Nogle gange er det grimt, som motorvejen der skærer sig som et ar ned i bjerget. Andre gange mærkeligt gribende som den bolsjestribede stofmur, der kæmper med sine figenkaktus.

Forfaldets skønhed
'Fotografier skal være mere end tingene selv', sagde den engelske fotograf Edward Weston.
Henrik Saxgrens magiske linse formår at løfte disse ligegyldige, tilfældige og grimme menneskelige efterladenskaber ud af deres forfald for at forvandle dem til skulpturer.
Som ådsler står de tilbage og minder os om den nye verdensorden. Her er Mennesket, som før undertvang sig naturen, blevet slave, for naturen kan klare sig uden os, men vi kan ikke klare os uden den.
Det er denne nye bevidsthed, der fremstår som nødvendig i Henrik Saxgrens konfrontation mellem skønheden i forfaldet og menneskets skødesløse omgang med Moder Natur.

Unintended Sculptures. Det Nationale Fotomuseum på Den Sorte Diamant. København. Til 19. december.