Patrick Mac Manus har i anledning af den retssag mod Foreningen Oprør udgivet den lille bog, ¤¤Den tilkæmpede historie - fabler. Bogen er et personligt bidrag til diskussionen om frihedsrettigheder og opstand, om flugt og håb, både i historien og i nutiden. Her er nogle flere små historier fra Mac Manus

af Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør

Bræen
I gletsjeren finder de liget af en mand, der vogtede dyr på skråningen for titusind år siden. Hår og negle er klippet få dage inden hans død. Der er sirlige tegn på hans ryg og arme. Som alle andre har han blot kaldt sit land for menneskenes land.
Han ved ikke, at der vil komme en dag, hvor en gud i tyrens skikkelse vil bortføre pigen Europa og voldtage hende. Han ved ikke, at den panikslagne pige vil give sit navn til hele landet.
Han ved ikke, at panikken vil forfølge dem alle, han ved ikke, at Europa selv vil bære panikken længere og længere ude i verden.

Europa
Der er intet Europa. I et fremspring af et vældigt asiatisk kontinent blev en fiktion til virkelighed og en virkelighed til fiktion. Begge dele har mærket verden.
Men ikke før vi selv blev mærket af det. Det var her den store øvelse fandt sted. Her blev indøvet de fortrængninger og afgrænsninger, der siden hen blev overført til verden.
Her skete der en forfinelse af metoderne, af straffene, af voldsformer, af akkumulationsformer, af ekspropriationerne, af fordommene, af argumentationen og af logikken.
I de efterfølgende århundreder er der mange i verden, der skulle lære det. Med al den pine, det bragte med sig. I en belærende udplyndring af deres verdener skabtes en ny.

Vindens klage
I slutningen af sekstenhundredtallet skrev den engelske kaptajn William Dampier sin Afhandling om Vinde, Briser, Storme, Tidevand og Strømme. Han var kun én blandt mange af tidens vindspioner.
I Liverpool, Lissabon, Cadiz og Rotterdam bliver efterretningerne om vindens veje nøje studeret. En ny trafik følger i passatvindens spor, en ny geografi. Muskatøen, nellikeøen og peberøen. Perlekysten, elfenbenskysten, guldkysten og slavekysten.
Vinden har klaget: i modvillig favn bar jeg de lænkede over havet. Men der var få, der lyttede til den.

Hispaniola
Med forstenet ansigt ser han skibet på horisonten. Han har set skibet i sine drømme. I solen løber unge mænd og kvinder og børnene ned mod stranden. I sine drømme ser han dem løbe ned i en mørk skakt, hvorfra de ikke vender tilbage.
Efter fyrre dage er skibene sluppet gennem kalmebæltet, der skiller verdener. Et kvælende og livløst bælte, hvor havet er tungt som bly og himlen uden sol. Bæltet blev skabt af et himmelsk væsen, hvis tid var omme.
Skellet mellem verdener er nu brudt. Hundrede år senere er der af folkeslaget på øen kun to hundrede tilbage. Antropologen skriver, at snarere end af sygdom og mishandlinger er de døde af målløs rædsel over det nye, der hjemsøger dem.

Dyrenes oprør
I juni 1381 oplever England et omfattende bondeoprør under ledelse af Wat Tyler. I en tid holder de London besat.
I samme år skriver John Gower digtet Vox clamantis, en klage over tiden, hvor alt vendes op og ned. Mens han sover, overfaldes han af panisk mareridt og drømmer om bønder, der forvandles til dyr:
'Nogle bliver forvandlet til æsler, som sætter sig op imod grimen og byrden. De farer over marken og kræver at være hest. I deres pander vokser blodige horn, i deres spring er de som leoparder og deres haler er som løvens.
Det er dagen, hvor æslerne overmander hestene, og okserne nedkæmper løverne. En dag hvor hunden er stærkere end bjørnen og katten stærkere end tigeren.
Dagen hvor de svage overvinder de mægtige, dagen hvor slaverne bliver ophøjet og adelen slået til jorden'.

Fangelejren
De bliver sendt af sted i lange vogne, og vi ved ikke hvorhen, men vi aner det. Vognene kører gennem landskabet, og vi ser dem og ser dem ikke.
Der er nogen, der flytter ind i deres huse eller tager et bord eller et skab fra huset. Så bliver det glemt, og der er ikke længere nogen, der kan huske, hvem der boede der før. Eller hvem, der har siddet ved det bord eller på den lange stol, og der bliver ikke talt om det.
Vi sidder ved de dødes borde og sover i de dødes senge og ser ind i de dødes spejle. Det er derfor, der ved bordet altid er et fravær, og i sengen er der et fravær. I spejlet er der et ansigt, vi ikke kan se, og en uro i vore øjne, når vi prøver det.

Ravet
Stormen fra nordvest varede hele natten og er nu stilnet af. Med sin stok løfter han i tangen. Ravet ligger i sandet. Han er på vej over til hende, og den sommer bærer hun ravet om sin hals i en sølvkæde.
I andre tider blev det brugt som røgelse. Mod himlen steg en duft af harpiks fra gyldne skove, som kun guder har betrådt.
Tre år senere omkommer hun. Ravet bliver ikke brændt. Sammen med andre smykker bliver det samlet på en presenning. Bjerge af sko og paraplyer og briller er der også i lejren. Fra lejren stiger lugten af et brandoffer, sort og kvalmende, som det tyvende århundrede.

Et blik, stort og barmhjertigt
Der er intet menneske, der kan se alting. Ingen, der kan se og høre alting. Ikke engang det, der sker på en enkelt dag eller en enkelt nat i verden.
Og derfor er der altid en længsel, længslen efter at alting bliver set og hørt, længslen efter et blik, der ser alting på jorden nu og før og altid og ser det og lider med det, et blik der er mildt, et blik stort og barmhjertigt.
Et sådant blik er der måske ikke, og derfor sker alting spredt og usammenhængende, afbrudt og ufærdigt. Vi kan føle, at vi lever alene og lider alene og dør alene, og der er ingen, der samler det hele sammen, væver det sammen til et billede, et endeløst billede, der viser os, at vi lever og dør sammen, også når vi mindst ved det, også når vi mindst tror det.

Andet optog
En dag vil vi rive viserne af alle ure og sige: det er nu. Vi vil bære grene fra den levende skov. Og skåle med vand, klart og rent. Og brød af gode kerner. Og en håndfuld jord, sort og levende.
Over vore hoveder vil der flyve ti fugleflokke. Fra træ til træ langs vejen vil røde egern springe. Prustende vil pindsvinene følge os og ved alle kyster stimer af lysende fisk.
I landets midte vil vi skrive en pagt i en fusion af lyrik og lov. Mens vi i en sen time underskriver, vil fuglenes træk og fiskenes stimer være jordens egen signatur.