Når der averteres efter kvindeligt butikspersonale, er det således uvægerligt ¤¤søde piger¤¤, man søger, hvorimod de mandlige stillinger sjældent kræver ¤¤søde mænd¤¤

af Erwin Neutzsky-Wulff
Når folk beklager sig, kan man altid fortælle dem, at det kunne være meget værre. Faktisk har det været meget værre, og vi skal være taknemmelige for at leve i en oplyst tidsalder.
Hvad angår kvindens stilling i samfundet, er dette for så vidt rigtigt, men kun, når vi sammenligner med den periode, hvor manden var 'kvindens hoved'. Udtrykket stammer fra Paulus og begrundes i Syndefaldshistorien, hvor Eva forledt af en slange spiser af kundskabens træ, hvad der får guderne til at frygte, at mennesket skal blive 'som en af os', hvorfor hun får besked på, at manden fra nu af skal 'herske over' hende - åbenbart er han en mindre farlig konkurrent.
Selv i denne velfriserede version aner vi med andre ord en kvinde, der efter nogens mening er for stærk, og det vil man da også forstå, når man går til tidligere kulturer. Godt nok var denne autoritet religiøst funderet, men det var al autoritet på dette tidspunkt, og at den var reel nok, fremgår blandt andet af, at arveretten i Ægypten var kvindelig - manden måtte altså ligesom senere kvinden gifte sig til penge.
Selv i feudaltiden, hvor det kristne kvindehad i nogen grad mildnedes af den respekt, 'barbarfolkene' nærede for deres kvinder, havde hun en betydelig magt i kraft af 'amour courtois', det ridderlige kærlighedsideal, hvor manden underkaster sig kvinden (og som frierens knæfald er en mindelse om). Da borgerskabet kom til magten, druknede imidlertid også denne romantiske kærlighed i 'den egoistiske beregnings iskolde vand', som Marx siger.
I puritanismen er kvinden atter Djævelens redskab, blandt andet resulterende i hekseforfølgelserne. Vi skal derfor også helt op i det tyvende århundrede, før noget, der ligner kvindefrigørelse, viser sig.
Det var dog ikke i proletariatet, man diskuterede 'Et dukkehjem'. I overklassen giftede en mand sig som regel først, når han havde opnået en vis social position, og da ofte med en yngre kvinde, der således i realiteten blot fik en ny far.
Arbejderkvinden derimod fik gerne en jævnaldrende mand, og da manden modnes senere, var det tit hende, der havde bukserne på, især hvis han blev drevet til druk af den fortvivlede situation, man befandt sig i - den berømte 'skrappe madamme'. De forskellige forudsætninger blev om muligt endnu tydeligere, da suffragetterne støttede den imperialistiske Første Verdenskrig.
Også i dag præges kvindekampen af, at den ikke ses som en naturlig del af klassekampen. Derfor har dens eneste reelle resultat også været ligeløn, og selv den er en ringe trøst i et samfund, hvor det mest nedslidende arbejde typisk er det dårligst betalte.
Det er da også svært at se, hvordan en grundlæggende holdningsændring er mulig, så længe medierne inddeler kvinderne i 'babes' (åbenbart anses et spædbarns intelligens for det ideelle) og sure kællinger - der sikkert er frigide. Når der averteres efter kvindeligt butikspersonale, er det således uvægerligt 'søde piger', man søger, hvorimod de mandlige stillinger sjældent kræver 'søde mænd'.
Og selvfølgelig er det da godt at pointere, at kvinder er gode ledere, fordi de 'forstår at lytte', men ikke, hvis det presser kvinden ind i en udglattende rolle, blot så mændene kan fortsætte med at være de forkælede børn, de er. Men de har det heller ikke nemt - nej, måske ikke.
En mand kan let komme til at virke intimiderende, og derfor lærte han tidligere at være venlig og høflig. Nu om stunder påtager han sig ofte den mindre besværlige, men også mindre tilfredsstillende klovnerolle (hvis han ikke hævder sin mandighed ved at gå med solbriller indendørs og camouflere sin måne ved at lade sig kronrage).
Og så ender det alligevel med klynkeri, hysteri og - i værste fald - vold. I min barndom rejste man sig faktisk stadig for en dame.
I dag skal hun være fyldt halvfjerds og højgravid, hvis hun skal have en siddeplads i en bus. Hvis nogen er blevet 'befriet', er det sgu manden.