Erik Clausen har til Kirsten Jacobsen fortalt historien om, hvordan han er blevet den han er. Det er blevet til en bog om gøgl, solidaritet og kritik på venstrefløjen

af Jens Fransen
'Mange ved, hvem Clausen er; men hvem er Erik?', skal multikunstneren Erik Clausen have sagt i et interview. Nu har samme Clausen udsendt sine erindringer i samarbejde med journalisten Kirsten Jacobsen.
En opvækst på Stenbroen, Sydhavnen i København har sat sine spor på Clausen - født 1942. En barndom med en enlig mor, et barndomshjem, hvor pengene ikke var til at rutte med. Men samtidig et hjem, der indeholdt sammenhold og solidaritet.
Arbejdsløsheden var som nu et af tidens spøgelser. Ordet arbejdsløshed kunne i den grad bringe mennesker ud i eksistentielle kriser. Clausen beskriver i bogen også sine forfædre. Igen overvejende mennesker fra proletariatets dyb, der forsøgte at skabe tålelige forhold.
'Der er et yndigt land' hedder det i nationalsangen, men for mange var yndighederne så som så. Og 'plovjernet, der guldhorn finder', fandtes ikke i Clausens barndomsgade. Den var bygget på en losseplads.

Den gode lærer
Vejen til titlen som multikunstner, som de fleste kender Clausen, var brolagt med mange forhindringer.
Han sender mange kærlige hilsener til sin første lærer i skolen. Denne forstod kunsten, hvordan man kunne forme de små poder, så de fik den selvtillid, der skulle til for at komme videre.
Blandt kolleger var samme lærer ikke særlig værdsat. Han havde hele tre forhold imod sig - han var populær blandt eleverne, han var afholdsmand og så var han ikke mindst kommunist.
Med barndomshjemmet, skolen og en række andre forhold in mente måtte Erik Clausen tilslutte sig venstrefløjen i dansk kulturliv.
En del er læserne velkendt. Røde Mor, Clausen og Petersen og samarbejdet med Kim Larsen. Hertil kommer hele filmproduktionen, der er gennemsyret af solidaritet, humor og varme.

Indre kritik
Bogen igennem mærker og føler man Clausens sociale engagement og kritik af velfærdssamfundet. Meget er blevet bedre, men der er mange kampe, der skal kæmpes endnu.
Med stolthed nævner han, kunstnernes bestræbelser på at hive autoriteterne ned fra piedestalerne samt kritikken af opportunisme og fedteri.
Noget af den samme kritik udøvede Erik Clausen også mod sine egne i DKP. Socialdemokraterne stod for ro og orden. Konsensus. Bevægelserne kom og opstod til venstre. Det var dér ildsjælene var, og de udførte et enormt arbejde.
Men at skyde dem eller Erik Clausen i skoene, at de ønskede sovjetiske tilstande i Danmark er og var et borgerlig propagandanummer.
Det er befriende, at Erik Clausen kan fortsætte i samme spor efter så mange år. Indrømmet: første del af bogen er måske den bedste. Historien er ikke så kendt som resten. Men Erik Clausen fortsætter.
Som han siger til slut 'Og man skal ikke regne med, at jeg holder op med at producere, bare fordi der er udkommet en bog, der omhandler fortiden. Jeg vil fortsætte med at lave både film og talkshows, malerier, sange og mange andre ting. Eller som jeg altid siger: Videre'.
Et lille men. Hvorfor er denne bog trykt i Letland?

Erik Clausen & Kirsten Jacobsen: Clausen. 323 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.