Det er værd at erindre sig, at kravet om en undersøgelse af PET`s virksomhed ikke kom fra politikerne, men var en følge af en række afsløringer af PET`s lovstridige og kriminelle virksomhed

af Anton Nielsen.
Ved valget i januar 1968 kom en borgerlig regering under Hilmer Baunsgaard fra de Radikale til magten.
Regeringen fik ikke nogen let gang på jorden. Som noget af den første lagde den sig ud med de stadig flere arbejdsløse.
Dernæst blev den angrebet fra ryggen. Afsløringerne om efterretningsvæsnernes utidige og ulovlige politiske registrering og snagen i borgernes og de politiske partiers og andre folkelige organisationers virksomhed, lagde endnu en alen eller to til den nye regerings vanskeligheder.
Til sidst måtte justitsminister Thestrup gå den tunge gang til Folketingets talerstol i et behjertet forsøg på, at sætte tingene på plads:
'Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted ALENE på grundlag af lovlig politisk virksomhed.'
(Regeringserklæringen af 30. september 1968.)
Erklæringen trængte givet vis ind på lystavlen i de hemmelige tjenester, men man havde ikke, hvad de kommende år tydeligt skulle vise, til hensigt at rette sig efter den. Et eksempel er instrukser fra den daværende chef for PET, Arne Nielsen, fra 19. december 1968:
'Ifølge behagelig telefonsamtale i dag med Arne Nielsen fik vi bekræftet, at følgende personer skal registreres - også hvis de ALENE er kendt som medlemmer af:
DKP`s centralkomité og DKP`s Københavnsledelse.
DKU`s hovedbestyrelse og DKU`s Københavnsledelse.
VS`s Hovedbestyrelse og VS`s Københavnsledelse.
SUF`s landsledelse og SUF`s Københavnsledelse'.
Fremgangsmåden blev senere blåstemplet af en af landets fnugfri dommere, som følgende eksempel viser:
' ..en god efterretningstjeneste må selvsagt fortolke politisk fastlagte direktiver og måske ikke altid gå helt efter bogen.'
(Ditlev Tamm, dommer i retten i Tårnby til BT 29/11-98).

Låget lettes
Den 1. marts 1998 - 30 år efter den famøse regeringserklæring - gik på TV2 programmet 'Den Hemmelige Tjeneste' over skærmen. I to udsendelser kom Politiets Efterretningstjeneste (PET) og deres lyssky arbejdsmetoder for dagens lys.
For en gangs skyld fik den undrende offentlighed et lille indblik i denne stat i staten, hvor landets love tilsyneladende ikke gælder, og hvis 'opgave' det er at udspionere og registrere landets egne borgere.
Hovedaktøren i udsendelserne var den på det tidspunkt forhenværende PET-agent, nu afdøde Anders Nørgaard. Han fortalte åbent om sin virksomhed som agent for PET. Om overvågning, infiltrering og registrering af fuldt lovlige demokratiske foreninger, faglige organisationer og politiske partier.
Han fortalte også, hvordan han på PET`s opfordring havde registreret medlemmer af Socialistisk Arbejderparti, videregivet partiets stillerlister til folketingsvalg, kopieret partiets medlemskartoteker og lavet aftryk af nøgler til partiets lokaler. Det hele blev siden afleveret til PET.
Med de to udsendelser var der lettet på låget. Alle var klar over, at dette kun kunne være begyndelsen, og siden fulgte da også en stribe ny afsløringer.
Panikken bredte sig til Christiansborg. Daværende statsminister, Nyrup Rasmussen - som var midt i sin valgkamp - blev fanget på det gale ben, og erklærede, at 'hver en sten vil blive vendt i denne sag'. En udtalelse, han meget mod sin vilje, blev holdt fast på igennem hele forløbet.

En aprilsnar.
Daværende justitsminister Frank Jensen, som tilsyneladende endnu ikke havde forstået, hvad der var i gang, gjorde, som Justitsministeriet er vant til i den slags sager - han satte PET til at undersøge PET.
Resultatet blev 'Redegørelse vedrørende dele af PET`s virksomhed', som offentliggjordes den 1. april 1998. Hvilket absolut ikke var nogen tilfældig valgt dato. Det var en aprilsnar.
I sin 'redegørelse' skriver PET blandt andet i indledningen:
'Redegørelsen er udarbejdet alene på grundlag af oplysninger, der allerede er til rådighed for PET. Der er således - bortset fra en enkelt henvendelse til Københavns Politi vedrørende bombesprængningen i Søllerødgade (Bomben mod Internationale Socialisters kontor i marts 1992, som dræbte den 29-årige Henrik Christensen - sagen er fortsat uopklaret) ikke indhentet oplysninger fra personer udenfor PET, herunder heller ikke fra tidligere chefer eller medarbejdere i øvrigt i PET'.
Derudover gør man opmærksom på, at 'redegørelsen' basere sig på akter og registreringer i det omfang de fortsat er eksisterende. Ellers 'beror redegørelsens beskrivelser på nuværende medarbejderes HUKOMMELSE om aktiviteterne'.
Endelig lod man forstå, at 'PET er forpligtet til at overholde en betydelig tavshed, dels af hensynet til ENKELTPERSONER, dels af hensyn til såvel INDENLANDSKE som UDENLANDSKE SAMARBEJDSPARTNERE'.
Man lader derfor meddele, 'at disse forhold bevirker, at nogle af de rejste spørgsmål alene vil kunne besvares i en mere generel form'.

Den gik ikke.
PET`s 'redegørelse' havde alene til formål at hvidvaske PET. Men det lykkedes ikke denne gang, hvilket sikkert undrede PET.
Man havde jo bare gjort, som man plejede at gøre, når man blev taget med bukserne nede, indrømmet og beklaget de forhold, som desværre allerede var kommet for dagens lys.
Tværtimod rejstes kravet om en tilbundsgående uvildig undersøgelse af PET fra stadig flere sider. Ikke blot en undersøgelse af de aktuelle afsløringer, men af virksomheden fra 1945 og frem.
Kravene blev fremsat på baggrund af nye afsløringer af PET`s virksomhed, denne gang vendt mod blandt andre Tvind-skolerne og Sydafrika Komitéen, som PET behændigt havde undgået at nævne i deres 'redegørelse'.
Sidst men ikke mindst blev der rejst krav om en egentlig lovgivning for efterretningsvæsenernes virksomhed - for en sådan fandtes ikke.
Der imod findes der de såkaldte 'Retningslinier vedrørende efterforskning på det politiske område' fra 1983, som er PET`s udlægning af regeringserklæringen fra 1968. Eller rettere PET`s opskrift på, hvordan man kan omgå regeringserklæringens forbud mod registrering 'ALENE på baggrund af lovlig politisk virksomhed'.
Et par eksempler - læs dem grundigt for de er ikke umiddelbart forståelige for almindelige dødelige:
'Regeringserklæringen indeholder intet forbud mod registrering af organisationer.
For så vidt angår 'lovlige' organisationer, vil disse kunne registreres i det omfang, det såvel generelt som konkret er nødvendigt for PET`s arbejde som beskrevet.
Registrering af organisationer må imidlertid ikke føre til, at man i 'organisationssagen' systematisk medtager navne på organisationens medlemmer.
Imidlertid kan navne på ledende medlemmer af organisationen indgå i 'organisationssagen'. Den omstændighed, at en person er kandidat til folketings-, kommunal-, og amtsrådsvalg er ikke til hinder for, at den pågældende indgår i 'organisationssagen'.
Om registrering af personer siger PET videre:
'Såfremt en person lovligt er registreret af PET, er regeringserklæringen ikke til hinder for, at oplysninger om den pågældendes lovlige politiske virksomhed kan medtages i en sag. En godkendt registreringsgrund kan f.eks. være kontakt med øst-ambassader i København, rejser til øst-lande eller medlemskab af visse venskabsforeninger eller lignende, med mindre forholdet skønnes at være uden efterretningsmæssig interesse'.

PET-kommissionens fødsel
Oprindelig var der tale om fire undersøgelser:
1. En undersøgelse af PET fra 1968 frem til 1989.
2. En historisk undersøgelse, som skulle foregå parallelt med undersøgelsen af PET, som skulle beskæftige sig med de politiske forhold fra 1945 og frem til 1989.
3. Den daværende statsminister Nyrup Rasmussen opfordrede den 29. oktober 1998 i et brev til Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek (ABA), at man åbnede for AIC`s (Arbejderbevægelsens Informationscentral) arkiver under Den kolde krig.
Men der havde han gjort regning uden vært. Ikke så snart var statsministerens opfordring nået ABA, før arkiverne blev lukket. Det har de - i modsætning til DKP`s arkiv - været siden.
4. Den fjerde og sidste undersøgelse gjaldt Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
Kravet om en undersøgelse FE kom både på baggrund af gamle forsyndelser helt tilbage til 1971, men også på baggrund af den såkaldte Stræde-sag, som dukkede frem i kølvandet på PET-afsløringerne. Den handlede om menig Peter Stræde, som blev nægtet optagelse på sergentskolen, fordi han var medlem af ungdoms-organisationen Rebel.
Daværende krigsminister Hækkerup meddelte skyndsomst, at han ville iværksætte en auditørundersøgelse. Altså endnu en intern undersøgelse. Dermed fik han sat en stopper for en reel undersøgelse af FE`s virksomhed, som er mindst lige så påkrævet som undersøgelsen af PET.
'Lov om undersøgelse af Politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og de aktiviteter, der er baggrunden for denne virksomhed' var til sidste og endelige behandling den 29. maj 1999, hvor Folketinget var samlet til sidste møde inden sommerferien.
I sidste øjeblik var det lykkedes at samle et flertal for loven bestående af Kristelig Folkeparti, SF, Enhedslisten og regeringen. Venstre og konservative stemte imod. De ønskede, sagde de, en bredere undersøgelse af forholdene i Danmark under den kolde krig. Hvad de mente hermed, skulle senere blive lysende klart.
Resultatet af 14 måneders afsløringer af PET`s ulovlige arbejdsmetoder og politiske skænderier og forsøg på at minimere 'skaden' var nedsættelsen af PET-kommissionen.
Kommissionen skulle bestå af fem medlemmer. En landsdommer som formand, yderligere to jurister og to historikere.
Kommissionen skulle alene undersøge, om PET havde overtrådt love og paragraffer i perioden fra 1968 til 1989, men havde/har kompetence til at tage sager op der ligger efter 1989, hvis den skulle føle det nødvendigt.
Skæringsdatoen - 1989 - motiveres med, at man ikke 'må forstyrre PET`s daglige arbejde'. Samtidig slås det fast, at de involverede snushaner ikke kunne drages retslig til ansvar for deres handlinger.
Den juridiske undersøgelse suppleres med en historisk, som strækker sig fra 1945 til 1989.
I en tilføjelse siges det, at venstrefløjspartierne kan bede om - eller blive bedt om - at deltage i undersøgelsen, men der er ingen vidnepligt eller pligt til at bidrage med skriftlige materiale for disse.
Så mange var ordene. Mange havde sikkert forventet sig mere. Men sådan skulle det ikke være. Undersøgelsen beregnedes dengang at tage tre år. Mindst! Hvorfor forstår man måske bedre, når man ser på det efterfølgende forløb.

Hvad der derefter skete
Bedst som alle troede at, nu var den der, så var den der ikke alligevel - PET-kommissionen. Alle foreslåede kandidater var blevet undersøgt forfra og bagfra og fundet fagligt egnede. Deres liv var blevet endevendt. Alle var de, som aviserne skrev, 'blevet screenet for eventuelle habilitetsproblemer og var sluppet gennem nøglehullet.'
Men man havde glemt at tage antikommunismen i ed. Det viste sig nemlig, at den ene af de udvalgte historikere i en årrække havde været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Det var han godt nok ikke længere, for, som han sagde, 'han var han blevet klogere'. I lighed med mange andre forhenværende troede han naivt, at han herefter var tilgivet sin ungdoms dårskab.
Men ak nej - sådan spiller klaveret ikke, og det har det aldrig gjort. Justitsministeren erklærede Søren Hein Rasmussen for inhabil med henvisning til hans tidligere medlemskab af DKP, som efter ministerens opfattelse betød, at han havde haft 'en sådan tilknytning til aktiviteter, der efter lovens § 3 stk. 2 er omfattet af undersøgelsen.'
Det er værd at erindre sig, at kravet om en undersøgelse af PET`s virksomhed ikke kom fra politikerne, men - som før nævnt - var en følge af en række afsløringer af PET`s lovstridige og kriminelle virksomhed. Man var nødt til at foretage sig noget, men absolut ikke mere end man var tvunget til. Derfor opstillede man fra starten så absurde habilitetskrav, at man på forhånd udelukkede stort set alle, som havde nogen indsigt i, hvad sagen drejede sig om, eller havde været så formastelig at deltage i den offentlige diskussion.
Det drejede sig ikke om at afdække og oplyse, men om at bringe PET så lempeligt igennem vanskelighederne som muligt. Til det formål var en fåtallig (fem personer), politisk højredrejet og faglig smal, og dermed tandløs og ufarlig undersøgelses-kommission, den rigtige løsning.

Kommissionen trækker sig tilbage.
Til sidst lykkedes det dog at få en kommission efter ministerens og PET`s hjerte. Men derefter hørte offentligheden intet fra kommissionen. Den var som forsvundet fra jordens overflade, indtil det kom frem, at den havde til huse - af alle steder - hos PET på Bellahøj.
Det viste sig dog kun at være en midlertidig adresse, mens man ventede på at lokalerne på Vimmelskaftet 20 blev sat i stand.
Efter nogen tid flyttede man ind i Vimmelskaftet. Derefter viste kommissionen sig kun i offentligheden et par gange ved to parodiske afhøringer for åbne døre i Københavns byret.
Man havde absolut intet hastværk. Kommissionen var udpeget i august 1999, men formanden tiltrådte først sit arbejde den 1. april 2000. Indtil da havde man har intet foretaget sig. Det blev helt klart, da det absolutte top-vidne, Anders Nørgaard, begik selvmord (?), uden at have været afhørt af kommissionen.
Nørgaards papirer og fire-fem flyttekasser alene med disketter, bånd mv. blev beslaglagt af politiet, og var formodentlig mere tilgængelige for PET end for undersøgelseskommissionen.
'Vi kikker det igennem og afgør, om det er noget værd', sagde Kurt Jensen fra drabsafdelingen til pressen efter Nørgaards selvmord. Men hvorfor drabsafdelingen? Var det selvmord, eller? Det er fortsat uafklaret.
Men en ting stod allerede dengang lysende klart, at man risikerede, såfremt tempoet ikke blev sat betragteligt i vejret, at alle vigtige vidner ville være væk, inden de nåede at blive indkaldt til forhør. Enten fordi de var døde af alderdom - eller på anden vis blevet ekspederet over i en anden verden.
Som den sovjetiske digter Majakovskis så rammende sagde det: 'Da fanden ville, at intet skulle ske, opfandt han den første komité'.
De PET-kommissionen efter ti år endelig barslede med en rapport, var verden ikke længere den samme. De kriminelle forhold, de var sat til at undersøge, var i mellemtiden blevet lovliggjort. Forsvaret for demokratiet nødvendiggjorde nu indskrænkelser i borgernes grundlovssikrede rettigheder.
Borgerne kan nu ifølge de nye 'terrorlove' overvåges dag og nat. Den primitive telefonaflytning, man havde bedrevet før, er afløst af et elektronisk spionagenet kaldet Echelon, som opfanger selv det mindste oppositionelle pip.
Summa summarum: Nu er statsmagtens muligheder for at overvåge borgerne, samkøre registre og indhente oplysninger om den enkelte fuld lovmedholdelig.
PET-kommissionen blev overhalet af udviklingen.