27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når det si`r dong på en lørdag

Når det si`r dong på en lørdag

Fredag, 27. november, 2009, 00:00:00

Lørdag efter lørdag har de siddet dér, knægtene i alle aldre, klistret til flimmeren med chips, øl og cola. De har skålet til hvert dong og brølet ved hvert mål - dengang der var dømt Tipslørdag!

af Bjarne Nielsen
Mange drenge, deres fædre og disses venner har brugt lørdag efter lørdag eftermiddag ved kakkelbordet, foran tossekassen, med øl og chips, for at se tipslørdag og dyrke deres helte og kammeratskab.
I en ret underholdende bog, er det lykkedes journalisten Tommy Heisz via en række interviews med kendte kunstnere, journalister og sportsfolk at indkredse begrebet tipslørdag og dets betydning for den enkelte.
Syv kendisser fortæller om deres kærlighed til hver sin klub, Manchester United, Chelsea, Tottenham, Stoke med flere. Ganske hyggeligt og genkendeligt for mænd, og en ny verden for andre.
Det er da smukt, når mænd som badmintonspilleren Poul Erik Høyer fortæller, at 'Når de (Stoke, BN) har slået et af de store hold eller bare fået uafgjort, får jeg helt en lille beruselse ud af det. Jeg føler, at det også er min sejr'.
Eller når journalisten Mikkel Bech skriver, at 'Når jeg sidder på Molineux (klubbens stadion, BN) og hører alle på stadion synge med på Hi-Ho Wolverhampton, så får jeg alligevel vand i øjnene'.

Hele mandepakken
'En meningsløs forelskelse' hedder forordets overskrift. Efter at have nydt og læst bogen er der intet belæg for denne påstand. Hver persons historie forklarer alt.
Bogen kommer lige så tæt på publikum, som den tidligere Tottenham - og landsholdsspiller Allan Nielsen, der 'kunne lugte øl og fish`n` chips, når de bøvsede'.
Et specielt kapitel i bogen er mandeforsker Kenneth Reinickes 'Fodbold forlænger barndommen', hvori han forsøger at forklare hvorfor granvoksne mænd investerer så store følelser i engelske fodboldhold.
'Det er hele den mandepakke, man får med, når man er fan ... Spillerne er seje og udholdende, og på den måde står de for noget urmaskulinitet', men også fordi:
'Vi kan have ritualer og forsøge at påvirke kampe med tankens kraft, men i sidste ende er det i andres hænder. Og det er der jo ikke ret meget andet, der er i det moderne menneskes liv'.

Kærlighedserklæring
Ud over bogens helt fantastiske billedmateriale, det gøres ikke bedre, så afløser den ene mere vidunderlige historie den anden, ligesom hver klubs historie bliver præsenteret.
Bogen er en dejlig kærlighedserklæring til en del af mandeverdenen og en tid der er ved at rinde ud, med kommercialiseringen og det voldsomme tv-udbud.
Men mere end et bekendtskab værd.

Tommy Heisz: Det begyndte med tipslørdag. 150 sider, illustreret, 299 kroner. Byens Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur