Det internationale nyhedsmagasin Newsweek har afsløret, at den israelske lobby i USA har fået en højreorienteret republikaner til at skrive en håndbog, som lobbyister kan bruge til at forføre mennesker og politikere i USA. Israeleren Richard Silverstein betegner det som et stykke tonedøvt og ynkeligt propaganda... men det er fra den virkelige verden

af Richard Silverstein
Forestil dig et øjeblik, at du skal i gang med en afgørende militær kampagne, og at dit efterretningsvæsen får fat i et eksemplar af hele din modstanders strategi. Du åbner det og ser hans planer udbredt for dine øjne med nøglestillinger, våbenudstyr, angrebsplaner, svage punkter etc.
Du forstår pludselig, hvor svage hans styrker er, og hvordan du nådesløst kan angribe og tage pusten fra ham. Hans plan får dig til at indse, at hans styrke i det store og hele er baseret på fup og fiduser. Det gir dig tro på, at du helt er på ret kurs og oplyser dig om, hvordan du kan fastholde kursen. Sejren er vis, din fjendes nederlag er en given sag.

Lobby afsløret
Douglas Bloomfield og Newsweek har gjort mod den israelske lobby, hvad der er tæt på dette scenario. De har afsløret en hemmelig hasbara håndbog (hasbara: ordret 'forklaring', hyppigt: oplysning, information, propaganda, red.), forfattet af den republikanske pr-stjerne, Frank Luntz for 'The Israel Project' (TIP) (en såkaldt uafhængig organisation, der informerer om sandheden - set fra Israels synspunkt, red.)
PDF filen med det løjerlige navn 'Ordbog over det globale sprog' er en veritabel guldmine af argumenter, strategier og taktiske fremgangsmåder. Med sine 116 sider er den ikke for svæklinge. Men enhver, der ønsker at komme ind i hovedet på den israelske lobby, må læse dette dokument. Jeg ved, at min begejstring vil stemple mig som en rigtig nørd, men dette er virkelig sagen, og det er værd at bruge nogen tid på at analysere og dekonstruere den.
Allerførst skal det understreges, at hele dokumentet er et ynkværdigt stykke propaganda.
Det er øjensynlig rettet til TIP`s ledere og rådgiver dem om, hvordan de skal forme det pro-israelske budskab, når de lobbyer Kongressen i USA, medierne og andre vigtige magthavere, men det hele lugter af desperation og en tabt sag.
Det siger sig selv, at den anbefalede argumentation ikke alene er blottet for sandhed, den er også blottet for enhver overbevisningskraft eller tilforladelighed. Der er bogstaveligt talt ingen substans i de påstande, der fremføres på Israels vegne. Det er tomgang i enhver betydning af ordet.
Når man læser dokumentet, indser man, at hele den israelske lobbybygning er et korthus.
Måske løber bestyrtelsen over ordbogens tarvelighed af med mig, så jeg overdriver afsløringen af lobbyen. Intet politisk netværk, der har eksisteret i seks årtier, og har opnået så meget, som dette har gjort, opløses i løbet af en nat. Men jeg vil bare have jer til at tænke over det.
Noget af det mest mærkværdige og dubiøse er valget af den republikanske politiske kampagnekonsulent, Frank Luntz, til at skrive denne rapport. Det tyder på - hvad jeg altid har hævdet - at lobbyen er fuldstændig tonedøv over for sine politiske omgivelser.
Vi har en demokratisk præsident i Det hvide hus, og Kongressens to kamre er for første gang i årtier under demokratisk kontrol. Pragmatisk liberalisme er på vej op. Neo-konservatisme og Bush-republikansk politik er på tilbagetog. Og hvem vælger så TIP til at klare ærterne for Israel? En republikansk spinmeister fra højrefløjen! Forunderligt.
Men jeg må jo indrømme, at for os er det et godt tegn. Hvis vore modstandere er så forstokkede, som det ser ud til, så vil de brase samme uden vores hjælp.

Børnene
Det første kapitel: 25 regler for effektiv kommunikation begynder sådan:

'Det første skridt, når der skal skabes tillid til Israel og hverves venner, er at vise, at du bekymrer dig om fred for både israelere og palæstinensere, og særligt for en bedre fremtid for alle børn. Forløbet af din samtale er virkelig afgørende, og du må allerførst begynde med at udtrykke forståelse for begge sider. Læg ud med prøvede budskaber som: 'Israel er optaget af en bedre fremtid for alle - både israelere og palæstinensere. Israel vil, at smerten og lidelsen får en ende, og er villig til at arbejde sammen med palæstinenserne hen imod en fredelig diplomatisk løsning, som tilbyder begge parter en bedre fremtid. Måtte dette være tidspunktet for håb og muligheder for både israelere og det palæstinensiske folk.'

Det første, vi kan konstatere, er, at denne passus, ligesom alt det andet i håndbogen, er tom, meningsløst bavl.
Det er et perfekt eksempel på et politisk trekorts-trick, hvor der ser ud til at være et kort, der overhovedet ikke er der. Det hele er humbug. Der er ingen substans. Retorikken er her endnu værre end den, der lyder fra talsmænd som Mark Regev på den israelske regerings vegne.
I den følgende passus kan man se, at Luntz skamløst har hugget argumenter fra The Middle East Media Research Institute og tidligere Mossad officer, Itamar Marcus' Palestine Media Watch. Andre har tidligere tilbagevist disse billige argumenter, men det er instruktivt at læse de løgne og forvrængninger, som TIP foreslår sine repræsentanter at efterplapre. Gennem hele dokumentet drypper noblesse oblige og falsk bekymring for palæstinensiske børn:

'Vi tror principielt på, at børn har en grundlæggende ret til at vokse op uden had. Vi anmoder det palæstinensiske lederskab om at gøre en ende på hadkulturen i palæstinensiske skoler, af hvilke 300 er opkaldt efter selvmordsbombere. Palæstinensiske ledere burde fjerne de lærebøger fra klasseværelset, der viser kort over Mellemøsten uden Israel, og som lovpriser terrorisme.
Principielt skal børn ikke opdrages til at dræbe andre eller sig selv. Alligevel presser det palæstinensiske lederskab dag efter dag på med en hadkultur, som opmuntrer selv små børn til at blive selvmordsbombere.
Iran-støttet Hamas public-TV i Gaza bruger dukke-programmer til at hylde selvmordsbombere. Principielt bør intet barn blive opdraget på den måde. Palæstinensiske børn fortjener en bedre skæbne.'

Principielt tror jeg på, at ingen børn (israelske eller palæstinensiske) skal vokse op i frygt for, at deres mor, far, søster, bror, bedstemor eller bedstefar skal dræbes, fordi de tilfældigvis befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og en bange, skydeglad, 18-årig rekrut beslutter at statuere et eksempel.
Hvad angår kort kunne jeg tænke mig, at Frank Luntz med flere, før de kom frem med deres krav til palæstinensiske skolebøger, viste mig én eneste israelsk skolebog med et kort over Palæstina. Judæa og Samaria er der naturligvis. Men er der nogen som helst anerkendelse af de millioner af palæstinensere, som bor i områderne!

Lederskab og folk

'Gør tydelig forskel på det palæstinensiske folk og Hamas. Der en øjeblikkelig og klar forskel på den forståelse, amerikanerne har for palæstinenserne, og den foragt, de retter mod palæstinensisk lederskab. Hamas er en terroristorganisation - det har amerikanerne fundet ud af. Men hvis det lyder, som om du angriber det palæstinensiske folk (selvom det var dem, der valgte Hamas) i stedet for dets lederskab, vil du tabe folkelig opbakning.'

Yderligere karakteristisk for ordbogen er dens distinktioner, som i det netop nævnte eksempel. Det går ikke at skelne på den måde mellem det palæstinensiske folk og dets lederskab. Det indrømmes jo også, når det hedder: 'selvom det var dem, der valgte Hamas'. Naturligvis valgte de Hamas. Det er præcis pointen. Der var udskrevet valg, og de valgte dem, de ville have til repræsentere sig. Så når lobbyen siger, at den sympatiserer med palæstinenserne, men ikke med deres ledere, er det tom snak !

Ord, der virker.
'Vi ved, at palæstinenserne fortjener ledere, der bekymrer sig for deres folk og ikke bare indkasserer hundrede millioner af dollars som hjælp fra Amerika og Europa og anbringer dem i schweiziske banker, og bruger dem til at støtte terror i stedet for fred. Palæstinenserne har brug for bøger - ikke bomber. De vil have motorveje - ikke missiler.'

Sådanne formuleringer skal jo score points i debatten, men de er blæst for præcision.
Påstanden om underslæb går tilbage til de dage, da Yassir Arafat stod i spidsen og bar over med udbredt Fatah korruption. Men Arafat har været død i mange år. Nogen skulle fortælle Frank Luntz den nyhed.
Ja, palæstinenserne vil gerne have veje. Og gerne nogle, der ligner de forunderlige israelske omfartsveje, der løber direkte gennem tidligere palæstinensisk landbrugsjord og rask transporterer bosætterne fra deres bosætterhjem til deres jobs i selve Israel. Apartheidveje, som er forbudt for palæstinensere.
Én ting må man lade Luntz: han stjæler fra alle, selv israelske fredsaktivister (se det kursiverede i det følgende).

Flere ord, der virker
'Hindringerne på vejen til et fredeligt og blomstrende Mellemøsten er mange. Israel anerkender, at fred er noget, man slutter med sine modstandere, ikke med sine venner. Men fred kan kun sluttes med modstandere, der ønsker at slutte fred med en. Terroristorganisationer som iransk støttede Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad er pr. definition imod en fredelig sameksistens og er besluttet på at forhindre enhver forsoning. Jeg spørger, hvordan forhandler du med mennesker, der helst ser dig død?'

Denne argumentation er fantastisk enøjet, helt uden nogen fornemmelse for, at palæstinenserne har det på nøjagtig samme måde. Med andre ord, så spørger de også om, hvorfor de skal forhandle med en israelsk stat, der lige så gerne slår dem ihjel som lever fredeligt sammen med dem.
Mere glemsomhed og ingen fornemmelse for den blodige ironi ved følgende statement:
'Det er muligt, at vi er uenige politisk ! Men der er ét fundamentalt princip, som alle verdens folkeslag er enige om: Civiliserede mennesker skyder ikke på uskyldige kvinder og børn.'
Hører jeg her en omsorg for de 'uskyldige kvinder og børn' fra Gaza, der blev slagtet i hundredvis i Gaza-krigen? Naturligvis ikke.
Der er selvfølgelig også ufrivilligt morsomme formuleringer:

'Lad være med at lade som om Israel ikke tager fejl eller handler forkert. Det er ikke sandt, og ingen tror på det. Ingen hopper på, at Israel er fejlfri. Det betyder bare, at folk stiller spørgsmålstegn ved alt det, du ellers siger.
Indrøm, at Israel tager fejl. Gå ikke i detaljer med det. Skift emne så hurtigt som muligt og håb på, at ingen har lagt mærke til det, du lige indrømmede. Og understreg så, hvor meget mere skyldige palæstinenserne er i denne konflikt end israelerne.
Vær ydmyg. 'Jeg ved, at Israel i forsøget på at forsvare sine børn og borgere over for terrorister er kommet til at skade uskyldige mennesker. Jeg ved det, og det er jeg ked af. Men hvad kan Israel gøre for at forsvare sig selv? Hvis Amerika havde måttet aflevere jord for at få fred, og jorden så var blevet benyttet til at sende raketter fra mod Amerika, hvad ville Amerika så have gjort?''

Simulér ydmyg. Lad som om Israel er USA, og at der ikke har været nogen besættelse, og at der ikke er sket uretfærdigheder over for palæstinenserne. Lad som om deres jord ikke er blevet stjålet. Lad som om hundredtusinder af dem ikke er blevet flygtninge. Lad som om Israel har ret til at forvente, at palæstinenserne opfører sig som canadiere eller mexicanere, som ikke har haft grænsespektakler med USA i 150 år.
Her er mere svindel pakket ind i omsorg. Og bemærk sammenblandingen af amerikanske jøder og israelere, så vi er dem (en lille identitetsforvirring?):

Ord, der virker
'Er israelere fuldkomne? Nej. Tager vi fejl? Ja. Men vi ønsker en bedre fremtid, og det arbejder vi for. Og vi ønsker også, at palæstinenserne skal have en bedre fremtid. De fortjener en regering, som vil stoppe terror, ikke kun fordi det vil gøre livet mere sikkert for mine børn - men også fordi det vil gøre, at deres børn får det bedre. Når terroren få ende, så behøver Israel ikke længere checkpoints for at kontrollere varer og mennesker. Når terroren er forbi, vil vi ikke længere have brug for et sikkerhedshegn.'

Der er praktisk talt ingen terror, alligevel er der 500 checkpoints. Hvorfor? Fortæl mig det, mr. Luntz.
Hvis der er et karakteristisk citat i dette dokument, der afslører, at lobbyen nu er ved at blive bange, så er det dette:

'Vi befinder os på et tidspunkt i historien, hvor jøder i almindelighed (og israelere i særdeleshed) ikke længere opfattes som et forfulgt folk. I virkeligheden bliver Israel blandt sofistikerede, uddannede, meningsdannende ikke-jøder i Amerika og Europa ofte opfattet som besættelsesmagt og aggressorer. Når man ved det, så er det vigtigt, at udtalelser fra pro-israelske talsmænd ikke opfattes som hovne og nedladende.'

Mere ubevidst ironi:

Ord, som ikke virker
'Vi er parat til at tillade dem at bygge...'
Hvis palæstinenserne skal blive troværdige partnere på vejen til fred, må de ikke underordnes af israelerne, hverken i teori eller praksis.'

Hvad er besættelse andet end den personificerede underordnen sig?
Her er vi igen, brormand:

Ord, der virkelig virker
'For at opnå fredelige forhold kræves der lederskab ! af begge parter. Og det er her, vi anmoder palæstinenserne ! Hold op med det provokerende sprog. Hold op med at anvende voldens sprog. Hold op med at bruge truslernes sprog. I får ikke fred, hvis jeres militære lederskab taler om krig. I får ikke fred, hvis folk taler om at skubbe andre i havet eller ud i ørkenen.'

Israels militære og politiske ledere taler voldens sprog praktisk talt hver eneste dag. Det indrømmer mr. Luntz selvfølgelig ikke.
Hvad angår det med at 'skubbe jøderne i havet', så har jeg i årtier ikke hørt en levende palæstinenser fra de besatte områder komme med den slags udtalelser. Så dette ræsonnement stammer fra omkring 1970. Men godt forsøgt, Frank.

'Israelere ved, hvad det vil sige at leve med den daglige trussel om terrorisme'

Det gør palæstinenserne også.

'Husk igen og igen folk på, at Israel ønsker fred. Grund nummer et: Hvis amerikanerne ikke ser et håb om fred - hvis de kun ser en fortsættelse af en 2000 år lang 'familiefejde' - ønsker de ikke, at deres regering skal bruge skattepenge eller deres præsidents indflydelse på at hjælpe Israel.'

Bingo. Her taler Luntz uforvarende sandt.
Israel ønsker fred på same måde som en 13-års pige gerne vil være det teenage-idol, der for tiden er på mode. Israel har ingen planer. Så det endnu engang at sige, at Israel ønsker fred, giver ingen mening.
Og frygten lurer i lobbyens hjerte for, at Israel en dag bliver afsløret, at amerikanerne lader dem i stikken, fordi de forstår, at lige meget, hvad Israel påstår at de ønsker, vil der aldrig komme en fred, som Israel kan acceptere. Det bliver en erkendelsens dag, og det er denne dag, lobbyen for enhver pris vil undgå.

---

Download ordbogen som pdf
Oversat af Søren Højmark. Silersteins oprindelige artikel kun let forkortet.
Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Palæstina Orientering

---

UDDRAG FRA ORDBOGEN

Sikkerhedshegnet og checkpoints
En af dine vigtigste opgaver er få folk til at forstå behovet for et sikkerhedshegn og checkpoints.
Da palæstinensiske ledere bliver ved med at kalde sikkerhedshegnet en 'apartheidmur' eller en 'adskillelsesmur' er det at hælde salt i såret at fortælle offentligheden, at 'gode hegn gør gode naboer'! Husk på, at budskaberne om sikkerhedshegnet og checkpoints er næsten identiske, og det vil amerikanere og europæere forstå.
Som med al vores kommunikation er vi nødt til at fortælle sandheden. Vi bliver nødt til at vise ydmyghed. Vi bliver nødt til at vise medfølelse med palæstinenserne.
(...) Vi bliver nødt til at se i øjnene, at palæstinensiske mennesker også har håb og drømme. Ledende opinionsdannere støtter Israels aktioner for at beskytte sig mod terrorisme, inklusive det at bygge sikkerhedshegnet. Når man tænker på, hvordan de finder det vigtigt at beskytte deres eget folk mod terrorisme, er det ikke overraskende, at mange ser hegnet som en måde at sikre Israels sikkerhed på. Men det er også en måde at have sikre grænser på, ligesom alle andre nationer.
Vi har testet adskillige argumenter for at støtte hegnet. De første tre argumenter var de mest effektive: Den største procentandel af folk fandt dem 'meget overbevisende'. Her er de tre mest vellykkede måder at tale om sikkerhedshegnet på i rækkefølge.

Det virker

1. Når palæstinensiske ledere afvæbner og arresterer terroristerne og opløser deres organisationer, behøver vi ikke mere et hegn. Indtil da har Israel ret til at beskytte sine borgere mod angreb. Og en af metoderne er dette midlertidige sikkerhedshegn.
Ideen med hegnet er ikke, at det skal være et mål - men snarere vejen til et mål - det er en pointe, der er værd at gøre opmærksom på og at gentage. Hvis hegnet i dag betyder, at fremtidige generationer kan leve i fred, måske med åbne grænser, så er det lettere at acceptere og forsvare.
2. Efter mere end 250 forskellige angreb - hele tre år, måned efter måned, med blodsudgydelser - hvad kunne Israel gøre for at beskytte sig selv? Sikkerhedshegnet er et nødvendigt onde. Selv den israelske regering var imod det i årevis. Men uforsonlig terrorisme har tvunget Israel til at beskytte sine borgere, og indtil terrorisme holder op, har de ikke noget bedre valg.
3. Israel ønsker fred. Israelere ønsker at BEGGE parter skal leve uden vold og frygt. Israelere forstår virkeligt, at den almindelige palæstinensers liv er meget hårdt. Men efter årevis med selvmordsbomber ville jeg, hvis jeg var palæstinenser, spørge mig selv:
'Hvad har jeg fået ud af al den vold? Hvad har jeg fået ud af alle de milliarder af dollars i international hjælp, som gik til Arafat og medførte, at han kom på Forbes` liste over de rigeste mennesker på denne planet, mens jeg levede i lidelse og ægte nød. Hvorfor accepterede Arafat ikke, da han mødtes med Barak og Clinton, det storslåede tilbud om en palæstinensisk stat? Hvorfor gjorde Arafat ikke en anstrengelse for at leve op til Køreplanen? Og hvorfor har dagens Hamaslederskab i Gaza ikke gjort mere for at lindre de palæstinenseres nød, der har lidt på grund af disse aktioner. Hvorfor bruger Hamas en voldens strategi, der ikke fører mennesker nogen steder hen?' Den triste sandhed er, at den sidste tragedie er forårsaget af palæstinensiske ledere, som tillader terrorisme i stedet for forhandlinger som den primære metode til at have med sine naboer at gøre på. Fred forbliver den eneste virkelig løsning, og den er indenfor rækkevidde, hvis både israelere og palæstinensere er villige til at gribe den. (side 69-70)

Israels Sikkerhedshegn

(1)Fremhæv, at hensigten med hegnet er at frelse liv ikke at føje jord (til Israel). Sig det, for det er fuldstændig sandt, og alligevel er der mange, der ikke ved det. Hegnet er udformet til at frelse liv og har også gjort det. Det annekterer ingen jord, ej heller skaber det nogen form for grænser. Når man ved det vil man ændre opfattelse af hegnet.

Disse ord virker:

Hegnet er et foreløbigt sikkerhedsarrangement. Det er allerede blevet flyttet en del gange, når vores Højesteret har sagt, at vi skulle flytte det. Når vi får fred med palæstinenserne, og vi håber, at den dag ikke er langt borte, så kan hegnet komme ned, hegnet kan blive flyttet.
Men I mellemtiden frelser hegnet liv og hegnet skaber en stabilitet, der tillader fredsprocessen at arbejde. Hegnet hjælper med til at skabe en stille periode, som tillader den politisk dialog, som er så vigtig.

Andre vigtige ting:

Hegnet overflødiggør Israels behov for at reagere på terroristangreb, fordi terroristerne ikke er i stand til at komme ind i Israel.
Forklar, hvordan hegnet er blevet flyttet nogle steder for at svare til jordkrav og palæstinensernes behov i
overensstemmelse med lovgivningen og ifølge Højesteret. Dette er ikke dit bedste argument. Men det skaber tillid i den mere omfattende argumentation, der går ud på, at dette ikke er et spørgsmål om ulovlig tilegnelse af jord. Understreg, at hegnet er en
midlertidig foranstaltning til fremme af sikkerhed og fred for alle i regionen
(2) Hegnets placering er et mere kontroversielt spørgsmål end selve dets eksistens. Undersøgelser viser, at amerikanere ikke finder hegnet forkasteligt; det er dets placering, der skaber problemer. For de fleste amerikanere er hegnet ikke et tiltalende koncept, men det er helt acceptabelt, når det bliver forklaret.
Ved første blik minder hegnet dem om Berlinmuren, mangel på frihed og stramme fysiske restriktioner over for lovlydige borgere. Men hvis man fortæller om den farefulde virkelighed ved at bo i Israel, bliver hegnet acceptabelt - særligt fordi det virker.
Hvad der ikke er acceptabelt, er, at noget af hegnet er anbragt på 'palæstinensisk jord'. Husk folk på, at Israel har gjort alt for at begrænse hegnets indflydelse på de lokale beboere, inklusive palæstinenserne. Israel har forsøgt at undgå anvendelse af privat jord, og når det ikke var muligt, er ejerne blevet tilbudt fuld kompensation. Hertil kommer, at Israel har tilbudt at flytte oliven- og frugttræer indenfor sikkerhedshegnets område - og indtil nu er 40.000 træer blevet flyttet på Israels regning.

Ord, der virker

Hegnet er bygget, fordi hegnet virker. Hegnet holder selvmordsbombere ude af Israel. I 2002 og 2003 havde vi næsten dagligt selvmordsbomber i Israel, fordi der ikke var en barriere til at hindre selvmordsbombere i at komme fra Vestbredden ind i selve Israel, og det var et problem. Folk i Israel var bange. Folk var bange for at sende deres børn i skole i bus, folk var bange for at købe ind, folk gik ikke på restaurant. Hegnet er en ikke-voldelig effektiv måde at klare terroristtruslen på.
I de områder, hvor hegnet er bygget, har der været et klart og dramatisk fald i infiltration af selvmordsbombere, helt ned til 90-95 procent.
Her er et eksempel på, hvordan man IKKE skal tale om hegnet.
Selve det at nævne inddragelse af palæstinensisk jord, selvom inddragelsen er relativ lille, gør, at tilhøreren vender sig totalt imod dig.
Ord, der IKKE virker
Kigger man på hegnets placering, så løber det mere eller mindre langs den gamle våbenstilstandslinje mellem Israel og vore arabiske naboer. Det forstyrrer ikke nogen. Jeg tror, at det inddrager mindre end otte procent af Vestbredden og hovedsagelig de områder, hvor der er blomstrende jødiske samfund, der har brug for beskyttelse. (s.72-73).

Download ordbogen som pdf